I et lille, charmerende hus

[Valerie McCormack]

Det var et ydmygende øjeblik, men der var heldigvis ingen til at overvære det. Valerie sad lidt over kummen, før hun fik bundet sit hår tilbage i en knold og kom på svage ben igen. Hun børstede tænderne, mens hun forsøgte at ignorere den klamme fornemmelse over huden. Da hun til sidst kun kunne smage pebermynte, tog hun sig sammen og samlede sine få ting fra badeværelset.

De blev båret ind til tasken og der gav hun sig til at pakke videre, mens hun forsøgte at lade være med at tænke.

[Archie McCormack]

Sekunderne gled forbi, mens Archie stod ubeslutsom på dørtrinnet. Så åbnede han døren igen, skamfuld og med en grim smag i munden, som han skridtede gennem huset og fulgte lyden af Valeries puslen.

Han gik dog ikke ind på badeværelset, men satte sig i stedet ind på kanten af sengen og ventede på hende.

[Valerie McCormack]

Valerie burde have hørt lyden af trin, men det blodet brusede lidt i hendes ører og hun bemærkede det ikke. Derfor forventede hun heller ikke at se Archie sidde på kanten af sengen. Hun gispede lavmælt i forskrækkelse og standsede et øjeblik op, ville have taget sig til brystet, hvis hun havde haft hænderne fri.

Med det hamrede hjertet igen, men musklerne løsnede sig også bare en anelse, som hun åbnede øjnene igen og så på ham. Stod bare der i sin natkjole med sine ting i hænderne og en dyb rynke mellem brynene.

[Archie McCormack]

Musklerne spændtes lidt i Archies ben, der allerede ved synet af hende var klar til at strække sig ud og bringe ham hen til hende. Men han blev siddende og så bare lidt håbløst på hende, som hun stod der med alle sine ting.

"Har du bedt om det her?" fløj det fra ham.

[Valerie McCormack]

Valerie gjorde store øjne ved hans spørgsmål, før hun så helt rådvild ud. Sårbar og måske bare med en snert af frygt i de store, blå øjne. De nøgne fødder var som limet til gulvet og hun sank en enkelt klump, som hun rystede på hovedet, uden at tage blikket fra ham. Stemmen var helt spinkel.

"Nej."

[Archie McCormack]

Valerie lød ikke skide overbevisende og den rationelle Archie, der stolede på hende og hendes kærlighed, var ikke til stede lige i øjeblikket. Det var til gengæld et rasende monster, der ikke kunne begribe, at han skulle til at undvære hende igen.

"Val." Hans blik veg ikke fra hende så meget som et sekund, som han gav hende en mulighed for at fortælle ham sandheden.

[Valerie McCormack]

Valeries øjne blev om muligt større og endnu mere sårbare, end de allerede havde været. Hendes læber faldt lidt fra hinanden over hans tonefald og hun mærkede en lille stikken bag sine øjne, som fingrene knugede sig lidt hårdere sammen om de ting, som hun endnu havde i hænderne.

"Jeg vil ikke afsted uden dig," indvendte hun, men der var ikke meget gennemslagskraft i stemmen.

[Archie McCormack]

Archie vidste ikke, om han troede på hende. Han kunne ikke for alvor afgøre noget ud fra det sårbare udtryk, der mest af alt opfordrede ham til at rejse sig op og tage hende i sine arme igen. Men han blev siddende.

"Jeg troede, du gjorde det for at være på mit hold," konstaterede han, selvom stormen rasee bag de nærmest frakoblede ord.

[Valerie McCormack]

Valerie var lidt i chok og ærligt talt temmelig rædselsslagen over at skulle nogen steder uden Archie, som havde holdt hende sikker, sidst de havde været i ørkenen. Og nu sad han og beskyldte hende for at ville forlade ham og hun kunne ikke gøre for det, som øjnene pludselig brændte og truede med at flyde over.

"Hvordan kan du sige det?" nærmest hviskede hun, stemmen rystende.

[Archie McCormack]

Archie var fægtende og famlende og på sit allermest uværdige, mens han hvirvlede nedad. Han så hendes blanke øjne, men de fik ham kun til at have det mere rædselsfuldt med sig selv.

Frustreret trak han hænderne over ansigtet og forbandede tidspunktet. Og det faktum, at hun om under en time skulle forlade ham.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig skælvende og al den selvtillid, som hun havde fundet efter deres sidste besøg i ørkenen, smuldrede helt omkring hende nu. Hun kunne ikke røre sig, men knugede bare endnu mere krampagtigt sammen om sin toilettaske. Hun så på Archie og hun så kun sine egne usikkerheder spejlet i hans fremtoning.

"Jeg vil ikke afsted," røg det ud af hende, ynkeligt og ydmygende. "Jeg kan jo ikke..."

[Archie McCormack]

Udbruddet fra Valerie, der normalt kæmpede for at holde det hele tilbage og tage sig af alt og alle, var uventet og kom bag på Archie. Han tog indånding, men brugte ikke mange sekunder på at overveje, før han alligevel rejste sig og trodsede sin egen uduelighed.

På få skridt var han hos hende og trak hende ind i sin favn.

[Valerie McCormack]

Det hele faldt på gulvet for hende, bogstaveligt talt, for tingene faldt ud af hænderne på hende. Hun reagerede knapt nok, selvom hun fik det over tæerne, men gispede bare lidt efter vejret, som arme foldede sig omkring hende.

Og det var langt fra perfekt eller fattet eller kønt eller noget som helst i den dur, som hun decideret hulkede ind mod hans bryst og mistede al værdighed.

[Archie McCormack]

Archies værdighed led unægteligt under, at han nu var den vaklende, der stod tilbage og skulle leve i deres fælles hjem uden den anden til at være med til at fylde det. Men som Valerie gik i opløsning i hans arme, gled alt andet end behovet for at trøste hende, i baggrunden.

Armene strammedes om hende og han kyssede hende i håret, lukkede hånden om hendes baghoved. Han tyssede ikke på hende eller prøvede at sige noget. Han holdt bare om hende og lod hende vide, at han var der.

[Valerie McCormack]

Valeries tanker var fulde af frygt. Hun var kun lige færdiguddannet og nu stod hun og skulle pludselig rejse afsted, helt alene, for at behandle forbandelser, som hun ikke anede det mindste om. Hun glemte alt om, hvordan hun havde håndteret det sidst og at det ikke var så meget anderledes end så meget andet, for det var så pludseligt og så uforberedt og hun kunne slet ikke rumme, at Archie ikke ville være der denne gang.

Al den rædsel skyllede ud af hende nu, indtil der ikke var flere tårer tilbage og en bevidsthed om sin egen ynkelighed langsomt krøb ind. Det var det, der fik hende til at trække sig fri af hans arme, selvom hendes ansigt var helt hævet og øjnene rødrimmede. Hun strøg hænderne over kinderne og forsøgte at fjerne resten af tårerne, mens hun undgik at se på ham. Hendes stemme var tyk af gråd, som hun talte.

"Jeg er nødt til at pakke."