I et lille, charmerende hus

[Archie McCormack]

Det var tydeligvis ikke Hamish og Alissa, han talte om længere. Og hvis der var nogen tvivl tilbage, så eliminerede han den med en bekræftende brummen, lige så meget affødt af hendes finger over hans hals.

"Er du uenig, Mrs. McCormack?" spurgte han drilsk og selvom han ikke altid kunne se sig selv klart, mærkede han en forandring.

[Valerie McCormack]

Valerie slap en afkræftende lyd og strakte sig på tæerne for at plante et blødt kys mod velkendte læber og smilede lidt ind mod dem. Den ene hånd havde sneget sig om hans nakke, som hun sank lidt ned igen og smilede tilfreds. Tommelfingeren kærtegnede huden igen, som hun mødte hans blik igen.

"Så, føler du dig klar til rollen som forlover?"

[Archie McCormack]

Archie burde måske opføre sig ordentligt og bare nyde at have hende tæt, men vinen var varm i systemet og snart gled hans hånd ned på hendes bagparti uden at gøre andet. Han nikkede en gang.

"Ellers er det vist på tide," svarede han uden at lyde vanvittigt bekymret. "Og med dig ved min side..."

[Valerie McCormack]

Valerie havde en helt særlig svaghed for den uordentlige opførsel og havde ikke en eneste klage over den vandrende hånd. Tværtimod lænede hun sig kun opfordrende ind mod ham, mens læberne buede opefter i et næsten selvtilfreds smil. Uvant på hendes læber, men alligevel naturligt nu. Blikket gled en enkelt gang ned over hans ansigt, men endte ved øjnene igen.

"Ja?"

[Archie McCormack]

Smilet var drenget og helt uundgåeligt i hendes berusende nærvær, især ikke med en hånd over et velformet bagparti. Og ved hendes smil kunne Archie da heller ikke dy sig for at lukke fingrene lidt sammen, mens han lænede sig frem, til han kunne lægge et kys under hendes hals, mest for at have ansigtet skjult, da han svarede.

"Så tror jeg ikke, der er dét, jeg ikke er klar til at springe ud i."

[Valerie McCormack]

Valeries knæ føltes ærligt talt en anelse bløde, som hun stod fanget mellem dørkarmen og den drengede udgave af Archie. De gav heldigvis ikke efter, selvom hun smeltede en anelse under både kærtegnet og ordene.

Øjnene faldt og mundvigene sitrede, som fingrene krummede sig lidt tættere sammen om hans nakke, neglene trykket let ind mod huden. Hun bøjede selv hovedet ind mod ham og lod læberne strejfe pulsåren, mens hendes eget hjerte hamrede lidt.

"Sikke et løfte," mumlede hun, kun halvt drillende ind mod hans hud. Det dybtfølte lå umiskendeligt lige under. "Pas på, at jeg ikke udnytter det."

[Archie McCormack]

Trods han tillod sig at være mere følsom og sårbar omkring Valerie end nogen andre, værdsatte Archie hendes drilske tone, der gjorde de underliggende følelser lettere at håndtere.

Han tog en indånding mod hendes hals over følelsen af negle over huden og han kyssede hendes varme hud.

"Dét kan jeg ikke tro," svarede han og spejlede hendes spøgefuldhed.

[Valerie McCormack]

Valerie skælvede ganske let under kysset, påvirket af vinen, aftenen og den generelle nærhed. Tænderne blottede sig kort, før læberne strejfede huden igen.

"Mmh," lød det dæmpet ind mod den, mens den hånd der ikke var om hans nakke, sneg sig til at vandre ned over brystkassen.

"Måske er jeg slet ikke så sød, som du går og tror."

[Archie McCormack]

Hånden på hendes lænd fulgte den anden sydpå og Archie så ikke just utilfreds ud, da den nåede destinationen. Han kyssede hende igen, før han rettede sig lidt op og så på hende, ikke uden intensitet i blikket.

"Med dét ansigt må du vist overbevise mig," erklærede han med et glimt i øjet og strejfede hendes kind med fingrene.

[Valerie McCormack]

Valerie mødte Archies blik halvt ud gennem sine øjenvipper og fortænderne fangede underlæben ganske let, uden at det kvalte smilet. Det var ikke ligefrem uskyldigt og hendes bryn hævede sig da også lidt, som fingrene vandrede videre ned over hans mave. Blikket var halvt drillende, halvt udfordrende.

"Jeg kan være ret overbevisende," pointerede hun, uden at tage blikket fra ham, som fingrene sneg sig lidt mere sydpå. Nåja, måske hamrede hendes hjerte lidt bag den drillende attitude.

[Archie McCormack]

Archie tog en indånding over hendes vandrende hånd. De havde aldrig været det mest fysiske par, men det havde tydeligvis sneget sig ind i deres forhold over de sidste par måneder. Og han var da heller ikke på vej til at beklage sig.

Tværtimod gav han hendes bagdel et klem og bukkede nakken lidt ned mod hende. "Din willie," mumlede han lavmælt, før han fangede hendes læber.

[Valerie McCormack]

Ændringen mellem dem havde uden tvivl alt at gøre med usikkerheder. Ofte havde der været en grad af nervøsitet iblandet behovet for at være fysisk med ham, en evigt tilstedeværende frygt for at krydse en grænse. Dén følelse var ikke helt væk, men hun var blevet mere modig og mindre bange for at komme til at gøre noget forkert.

Sådan var det i hvert fald for det her øjeblik, som hun, lettere beruset af vinen, grinede lavmælt ind mod hans læber. "Lad mig overbevise dig," mumlede hun drillende ind mod hans læber, som fingrene sneg sig til at åbne en knap.

[Archie McCormack]

Udviklingen i deres forhold havde uden tvivl været med til at give Archie mere selvtillid inden for den fysiske del af deres forhold. Alligevel var det lidt af en grænse, der blev brudt ved at stå midt i stuen med blodet strømmende sydpå.

Han følte sig lidt åndeløs, men med mod fra vinen, som han stadig kunne smage på hendes læber. Og han lukkede tænderne blødt om hendes underlæbe.

[Valerie McCormack]

Alt ved det var lidt modigt, men Valerie var også en anelse grebet af det og kunne ikke helt lade være. En lavmælt, værdsættende lyd undslap hende over hans behandling af hendes underlæbe, som instinktivt fik hende til at læne sig lidt mere ind mod ham.

Smilet strejfede læberne igen, uden at hun brød væk fra hans og hun følte sig ganske fandenivoldsk, som fingrene fik stof åbnet helt og uden megen tøven sneg sig ind bag det.

[Archie McCormack]

Archie tog en skarp indånding, da Valerie krydsede endnu en grænse. Men det fik ham ikke til at trække sig. Tværtimod søgte han lidt ind mod berøringen. En handling, der trak en dyb brummen fra ham.

Og der var helt klart noget over det næsten uskyldsrene udtryk og den meget lidt uskyldige handling, der gjorde mærkbart gode ting ved ham.