Fem dage i Fønixengen

[Dominique O'Callaghan]

Fem dage var gået i Cillian O'Callaghan 's hjem i Fønixengen, men Dominique havde ikke set så meget som et glimt af manden, siden hun var faldet i hans søvn i hans arme den nat, hun var blevet ført dertil. Den første dag havde hun mere eller mindre sovet væk, men efter dét var dagene begyndt at blive lange igen.

Rastløst var hun drevet ud i huset, før et blik på sit spejlbillede havde bragt hende tilbage til badeværelset. Et sted, hun kunne bruge timer - og hun havde heller ikke skyndt sig denne gang. Tværtimod blev hun siddende derinde, indtil hvert hårstrå igen var tilbage til sin normale farve ved hjælp af en ophævelse af den besværgelse, der havde beskyttet hende.

Håret var stadig fugtigt, da hun målløst drev igennem huset.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde vidst, at det ikke ville være uproblematisk at trække Dominique ud af ministeriet. Han havde gjort det alligevel og derfor betalte han nu prisen. Dagene var ren brandslukning og for første gang i fem dage, kom han hjem før midnat.

Det var med mørke rander under øjnene og verdens vægt på sine skuldre, at han åbnede døren og lukkede den forsvarligt bag sig, de sædvanlige besværgelser på plads.

[Dominique O'Callaghan]

Der havde ikke været meget brandslukning for Dominique. Faktisk havde de sidste fem dage ikke rigtigt budt på noget. Overhovedet. Og hun var rastløs helt ud til fingerspidserne, da hun hørte døren gå.

Målrettet søgte hun ud mod lyden og kastede et blik på Cal, pludselig underligt selvbevidst ved at være i hans hjem. Hun trak fingrene gennem de fugtige lokker i en bevægelse, hun aldrig ville indrømme, var nervøs.

“Hej.”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian tog en dyb indånding, før lyden af skridt nåede ham. Han åbnende øjnene og drejede sig mod hende for første gang i fem dage. Blikket gled over hende, hvilede kort ved hendes mellemgulv og fæstnede sig ved det lyse hår.

På en eller anden måde havde det alt sammen været for dén kvinde, og for det liv, der voksede i hende. Han blev mindet om det nu, selvom han ikke helt forstod det og måske burde han føle fortrydelse. Men han var typen, der holdt ved sine beslutninger, så længe de endnu gav mening for ham. Hans stemme var lavmælt, men maskerede trætheden, da han talte.

"Jeg forventede ikke, at du stadig ville være oppe."

[Dominique O'Callaghan]

Selvom Dominique var fyldt til fingerspidserne med rastløs energi, var hun også bevidst om, hvor meget Cal havde været væk de sidste par dage og forventede derfor, at han var træt. Han lød det ikke, men hun så de mørke cirkler og de anspændte skuldre.

“Kom,” bad hun blødt og rakte en hånd frem mod ham i stedet for at svare.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var træt, men også vant til ikke at lade nogen se det. Noget ved det ene ord fik dog skuldrene til at falde lidt og det samme gjorde hans ansigt, hvilket i dét øjeblik fik ham til at ligne hvert et år af sin alder.

Og så tog han, efter kun et lille øjebliks tøven, imod hånden og trådte langsomt tættere på.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique bemærkede aldrig hans alder og gjorde det heller ikke nu. Til gengæld førte hun en meget træt mand med sig ind i den stue, hun havde stået i, da han var kommet hjem.

Da han stod lige ud foran lænestolen, vendte hun sig mod ham og åbnede hans jakke. Blikket fandt hans, afventende accept, som hun skubbede den over hans skuldre.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke vant til at have den slags omsorg, hvis det var det det var, i sit liv og havde ikke følt, at det var ringere af den grund. Nu var der dog noget unægteligt tiltalende ved det, som han lod Dominique trække jakken af.

Han blinkede langsomt og løftede en enkelt hånd for at fange en lys hårlok mellem sine fingre, blikket på den, før han slap og lod sig synke dybt ned i den opfordrede plads i lænestolen.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var heller ikke vant til omsorg, hverken som giver eller modtager, selvom hun stadig prøvede at vænne sig til Cals måde at vise det på. Hun tøvede lidt, før hun gjorde noget, hun hidtil kun havde gjort på medlemmer af sin familie aldrig ville have overvejet uden løftet om at modtage heftig betaling for det. Men lige nu var den tanke langt væk og lysten til at fjerne lidt af byrde fra hans skuldre meget tilstedeværende.

Så hun stillede sig bag ham og lagde hænderne over hans skuldre uden på skjorten. Tavst trak hun fingrene over de anspændte muskler.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fulgte hende med blikket, indtil hun forsvandt om bag ham. Han forventede ikke fornemmelsen af hendes hænder og i det korteste øjeblik spændte han lidt op, før hendes tryk opfordrede til det helt modsatte.

En dyb, svagt anstrengt lyd undslap ham, men det var i lettelse og han lukkede øjnene lidt, som han lod hende arbejde på de ømme muskler.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique mærkede skuldrene spænde om under sine fingre, men var for en gangs skyld tålmodig og ventede blot, til han vænnede sig til følelsen. Det var ikke, at hun aldrig gjorde noget uselvisk for andre, men tidligere havde hun primært gjort det ved at holde sig selv og sit kaos væk fra folk.

Men det føltes naturligt og fra hans skuldre søgte fingrene langs hans kraveben, til hun kunne åbne kraven og skjortens øverste knapper. Fingrene strøg ind under stoffet, men kun for at følge det tilbage til området, der forbandt nakke og skuldre. Arbejdede sig op over hans nakke og fortsatte trykket hen over musklerne, hun kunne ane under hans kortklippede hår.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var ikke en mand, der for alvor slappede af i selskab med andre, men på en eller anden måde havde Dominique Weasley allerede set ham mere nøgen end de fleste andre og nu lænede han sig blot ind mod hendes hænder.

Øjnene forblev lukkede og han kunne mærke lidt af hovedpinen lette. Et tilfreds suk gled ud mellem hans læber og på et tidspunkt løftede den ene hånd sig for at lægge sig over en af hendes.

[Dominique O'Callaghan]

Omsorg var aldrig kommet naturligt til hende, men lige så meget som dét, havde det tidligere arbejde på Kimæren begrænset behovet for at behage mænd, når det kom til hendes fritid. Men nu virkede intet mere naturligt end at bearbejde hans ømme muskler med fingerspidserne.

De var netop på vej ned fra det længere hår, fulgte baghovedet, da hans hånd lagde sig over hendes. Og i stedet for at føre den ned til skuldrene, lagde hun den på siden af hans hals, mens den anden søgte ned over hans brystkasse, som hun lænede sig lidt frem mod ham.

[Cillian O'Callaghan]

De havde ikke set hinanden i fem dage og hvis han var blevet spurgt, så kunne han ikke forklare, hvilket forhold han havde til hende eller hvorfor han gik så langt for at holde hende sikker, andet end at det føltes rigtigt for ham. Og i sidste ende var det alt, hvad der betød noget.

Denne næsten ømme nærkontakt var en del af det, men han havde ingen impuls til at trække sig væk. I stedet lænede han hovedet tilbage ind mod hendes bryst og åbnede ikke øjnene endnu.

"Tak," brummede han lavmælt, henvendt mod hendes behandling af hans skuldre, som allerede føltes væsentligt mindre anspændte.

[Dominique O'Callaghan]

Kæben endte med at svæve lidt over det mørke hår, mens hånden søgte ind under hans skjorte og kærtegnede ham syd for kravebenet. Hun tog en dyb indånding, der fik hans hoved til at hæve og sænke sig med hendes bryst.

“Du ser træt ud,” konstaterede hun og lænede sig ind mod ham, lagde kinden over hans hoved uden at kunne forklare, hvad der fik hende til at gøre det. Ud over, at det føltes rart.