Fem dage i Fønixengen

[Cillian O'Callaghan]

Det var på en eller anden måde en helt ny form for intimitet og selvom det måske have burde føltes underligt, så føltes det bare naturligt. Naturligt nok til at det bekymrede ham en anelse, selvom det var en sekundær bekymring i forhold til alle de andre.

Han slap en lavmælt lyd, som en anelse gåsehud rejste sig under hendes berøring. Øjnene forblev lukkede.

"Jeg er træt," bekræftede han, men lød også som om, af der ikke var noget at gøre ved det. Det var da også bare sådan det er.

[Dominique O'Callaghan]

Der var en intimitet at finde i øjeblikket, som de endnu ikke havde delt, men Dominique søgte den helt instinktivt hos ham. Og hun havde ikke tænkt dig at lade som om hun ikke fandt den der. Hos Cal.

Måske burde hun spørge ind til, om han havde spist eller om han ville i seng, men det gjorde hun ikke. Hun blev bare stående hos ham, kærtegnede ham tavst.

[Cillian O'Callaghan]

Cal sad lidt, hovedet ind mod hendes bryst, som han langsomt kom til den indsigt, at det måske var det farligste spil han hidtil havde spillet. For han var, uanset hvad han så havde villet, blevet følelsesmæssigt investeret.

"Hvordan har du det?" spurgte han af samme grund lavmælt, efter flere minutters stilhed. Fordi han havde brug for at vide det.

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde alle dage stillet spørgsmål, der krævede betænkningstid, men dette efterlod hende alligevel mere eftertænksom end så mange af de andre. For hvordan havde hun det egentlig Første indskydelse var at svare fint, mest af vane, men ordet blev siddende og sekunderne tikkede forbi, mens hun overvejede.

“Uskadt,” svarede hun og rettede sig lidt op, så fingrene gled ud fra under hans hånd og skjorte. Langsomt gik hun rundt om lænestolen og sank ned på armlænet.

“Mere som mig selv, end jeg har følt mig længe.” Og det var ikke kun, fordi spejlbilledet var lettere at genkende nu.

[Cillian O'Callaghan]

Det trætte blik hævede sig til hendes ansigt, da hun flyttede sig og for første gang i fem dage, kunne han se nærmere på hende. Han tog en indånding og nikkede let.

"Godt," svarede han lavmælt. Som flere af hans forretninger blødte lige nu, var det det heller ikke ligefrem tiden til at hun skulle fortryde. Det var jo, til dels, for hendes skyld.

Blikket gled granskende over hendes ansigt, det lyse hår og faldt på et tidspunkt til hendes mellemgulv. Dét som endnu virkede mest abstrakt af det hele.

[Dominique O'Callaghan]

Godt var måske en glorificering, men for første gang i næsten ti måneder, trods en flygtig skygge af sikkerhed i Wales, følte Dominique sig for alvor komplet tryg. Hun lænede sig dog ikke ind til hverken ham eller følelsen og ignorerede en flygtig, uplacerbar trang til at føre fingrene gennem hans hår.

Hånden lagde sig i stedet over maven, som hans blik strejfede den. Tomlen strøg en enkelt gang over i et ubevidst kærtegn, før den lagde sig i forlængelse af de andre fingre.

[Cillian O'Callaghan]

Cal vidste stadig ikke, hvordan han skulle få ministeriet til at opgive sin jagt af hende. Men som han så på hende nu, hånden hvilende over det sted, hvor hans barn allerede nu voksede i hende, var der ingen tvivl om, at han var nødt til at opnå det. Der var ikke noget at diskutere. Til gengæld så han heller ingen grund til at skærme hende fra sandheden og derfor løftede han blikket til hendes igen og talte.

"Appleton mistænker, at jeg ved, hvor du er."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke overrasket over det, der vel knapt kunne beskrives som en nyhed. Manden havde trods alt formået at finde frem til hende i Wales og der kunne vel næppe være mange mænd med Cals indflydelse i det magiske samfund.

"Ved han hvor?" spurgte hun i stedet.

[Cillian O'Callaghan]

Hendes reaktion sagde en god del om, hvad det var, han godt kunne lide ved hende. Der var ingen dramatisk reaktion og det passede ham godt, træt som han var. Han rakte ned i lommen, trak en cigaret frem og tændte den, mens han rystede ganske let på hovedet. Røgen bølgede fra ham, før han hvilede armen mod det modsatte armlæn af det hun sad på. Den anden arm endte dog også naturligt bag hende, hvor fingrene strejfede hendes lænd ganske let.

"Nej," svarede han og følte sig sikker på det. "Og jeg tvivler på, at de overhovedet ville tænke på at lede her."

[Dominique O'Callaghan]

Drama var der nok af både i hendes familie og i hendes liv over de sidste par måneder, så Dominique havde aldrig set nogen grund til at tilføre mere. Hun lyttede blot opmærksomt og tog en dyb indånding, som hun kun langsomt slap.

Benene rykkede lidt på sig, ført af rastløsheden, der nok ville have bragt hende op at stå igen, hvis ikke det havde været for den fjerlette berøring fra hans fingre.

"Og hvis de gør?"

[Cillian O'Callaghan]

Efter Cals mening var det ikke et essentielt spørgsmål. Han troede reelt ikke at der var nogen chance for, at ministeriet ville tro, at han var gal nok til at gemme hende lige under næsen på dem. De fleste derinde kendte ham, vidste at han aldrig gjorde noget, der direkte kunne sætte ham i forbindelse med noget, der var på kant med loven. Men han forstod hvorfor. Han tog en indånding, satte cigaretten til læberne og bevægede fingrene ganske let mod hendes lænd.

"Der er et skjult rum under huset," sagde han endelig, efter lidt tid. Og med dét blev hun det første menneske, udover ham selv, der vidste det. "Det kan ikke spores med magi."

[Dominique O'Callaghan]

Kærtegnet var naturligt og det var måske især dét, Dominique studsede over. For hun havde oftest bedt ham om berøring, initieret ømhed. Men hun nåede knapt at vende tanken, før Cal overraskede hende igen. Ikke, at det var synligt i andet end et subtilt vip med brynene.

"Hvor?" Nysgerrigheden havde sneget sig ind, hørbart i det ene ord.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var om nogen en forsigtig mand og det at fortælle hende om sin sidste bastion, var ikke småting. Men en del af ham voksede i hende og for første gang var noget vigtigere.

Han tog et drag af cigaretten, før han nikkede let og denne gang lagde hånden helt mod hendes lænd i en opfordring til at rejse sig, så han selv kunne gøre det samme.

Det knagede lidt og han var ikke mindre træt, men han var så vant til at skubbe det væk. "Kom," bød han lavmælt, men ikke uden alvor.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke sen til at fange opfordringen og rejste sig. Denne gang var det mere i vane end nervøsitet, at hun trak fingrene igennem det lyse hår, mens han rejste sig.

Hun sagde intet, havde intet at bidrage med og havde aldrig været kvinden til at fylde tavsheden med ligegyldigheder eller høflighedsfraser. De var desuden for længst forbi et sted, hvor den slags var nødvendigt, eller bare på sin plads.

Så hun fulgte ham bare i tavsheden.

[Cillian O'Callaghan]

Behovet for at slappe af var insisterende, men han undertrykte det og ledte hende blot tavst gennem huset og ned til kælderen, hvor køkkenet befandt sig.

De kom gennem det og videre til et mindre rum, der blev brugt til at opbevare mad. Her standsede han og vendte sig mod hende.

Et øjeblik så han granskende på hende, før han tog en beslutning og gjorde noget så sjældent som at trække sin tryllestav. Med cigaretten mellem læberne, trak han spidsen over sin håndflade, så en tynd, mørk stribe kom til syne. Og da han pressede fladen ind mod den smalle strimmel af bar mur, gik der kun et øjeblik før armen forsvandt gennem den.