Fem dage i Fønixengen

[Dominique O'Callaghan]

Nysgerrighed var altid Dominique naturligt kommet og efter fem dage alene i det store hus, hvor hun endnu ikke havde dristet sig til for alvor at gå på opdagelse, var hun mere end modtagelig for nye indtryk.

Ansigtet røbede ikke det store, men blikket var vågent, som det fulgte stavens vandren bevægelse over huden og senere hånden, der nærmede sig væggen. Og hun blinkede da også en ekstra gang, da hans arm forsvandt ind i væggen.

Instinktivt trådte hun et skridt tættere på. Afventede.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fortrak end ikke en mine, som han satte den blødende hånd mod muren. Armen sank ind, men han fortsatte ikke ind gennem. I stedet trak han den til sig, nu hvor han havde vist hende det. Og da først hans hånd var ude, var der ikke et eneste spor af det blodige håndaftryk.

"Besværgelsen er bundet op på mit blod," konstaterede han, som om det ikke var temmelig mørk magi. Han slog et lille slag med staven og en lille ampul gled ned fra en af træreolerne.

Han klemte fingrene sammen og lod lidt af blodet dryppe ned i den.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket gled fra muren til Cal, en gang tilbage igen og endte så ved isblå øjne. Måske burde hun være overrasket eller afskrækket ved hans nærmest nonchalant omgang med mørk magi, men Dominique var nærmere beroliget. Hun vidste, hvad Callistus S. Bancroft var i stand til og dette virkede kun som en bekræftelse af, at hun rent faktisk var i sikkerhed.

Læberne gled lidt fra hinanden, da det gik op for hende, hvad han var i gang med. “Du giver mig dit blod.” Det var nærmere en konstatering end et spørgsmål, men hun gjorde intet for at maskere sin overraskelse, hvor afdæmpet den så ellers var i sin natur.

[Cillian O'Callaghan]

Blodsmagi var én ting, men det her var knyttet specifikt til hans blod og det havde ikke været nogen ukompliceret sag både at lære og at kaste besværgelsen. Der var en magt i blod og han var mere end bevidst om det, som han var på vej til at overlade en lille del af sig selv i hendes hænder. Han hørte den svage antydning af overraskelse i hendes stemme, som kun understregede, at det ikke var ingenting.

"Ja," svarede han roligt, som han løsnede fingrene igen. Spidsen af tryllestaven rørte ampullen og han udførte en besværgelse, der ville hindre blodet i at størkne, før han forseglede den endnu svævende ampul. Så trak han spidsen af staven over sin håndflade, der lukkede sig igen.

Fingrene tog ampullen, efter han havde pakket staven væk igen og han rakte ud efter hendes hånd. I den placerede han den lille flaske, mens hans blik langsomt hævede sig til hendes. Der var alvor i hans blik. "Hvis det skulle ske, at nogen kommer her, så brug det. Jeg er den eneste, der ved at rummet er der og den eneste anden, der kan få adgang til det."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde stadig ikke sin egen stav og turde derfor heller ikke udøve andet end de mest basale besværgelser, men selv med sin egen, ville hun aldrig nærme sig den type magi, Cal viste hende nu. Men hun veg ikke. I stedet lukkede hun fingrene om ampullen med en alvor, der understregede, hvor meget hun værdsatte hans tillid.

Læberne gled fra hinanden, men endte med at samles igen uden at have formet ord. For hvad sagde man egentlig til en mand, der i så bogstavelig forstand havde givet hende sit hjerteblod? Hun fugtede dem med tungespidsen.

"Jeg vil aldrig misbruge det," konstaterede hun til sidst i et dybfølt løfte og hun var ikke selv bevidst om, at hun havde sænket stemmen til en næsten andægtig hvisken.

[Cillian O'Callaghan]

Det var absolut ikke ingenting og Cal var meget bevidst om det. Han vidste ikke, om det ville have været anderledes, hvis hun ikke var gravid og han søgte heller ikke at gætte sig frem til svaret. I stedet nikkede han let og slap langsomt hendes hånd igen, selvom hans indre var lidt i oprør.

"Det stoler jeg på."

[Dominique O'Callaghan]

Selvom Dominique var begyndt at forstå, at Cal kerede sig om hende, vedblev han at overraske hende med, hvor langt han ville gå for hendes sikkerhed. Og så stod hun ellers der. Komplet overvældet og med en ampul af hans blod i hånden. Det var ikke en ting, man lige stak i baglommen, så i stedet holdt hun den bare som en konstant påmindelse om øjeblikket, de havde delt.

Hun tog en indånding, men slap ham ikke med blikket. "Sover du hos mig i nat?"

[Cillian O'Callaghan]

Cillian havde for alvor brug for søvn og han havde endnu ikke formået reelt at sove i hendes seng. Han var vant til at sove alene og han overvejede reelt spørgsmålet, brynene let sammentrukne. Men i sidste ende var der ikke så megen tvivl om, hvad han gerne ville. Selvom det var skræmmende.

"Hvis ikke det er en forstyrrelse," svarede han derfor lavmælt, som blikket gled fra ampullen og op til hendes øjne. Afsøgte, ikke for første gang, om hendes spørgsmål kom sig af en skyldfølelse.

[Dominique O'Callaghan]

Det havde selvfølgelig været i hendes overvejelser, om Cal overhovedet var i stand til at soev i en anden seng end sin egen. Men Dominique vidste bedre end at gøre sig nogle vrangforestillinger om en tid, hvor hun ville ligge i den med ham. Han havde i forvejen, mod sit ønske, skabt en plads til hende.

Hun rystede på hovedet. "Jeg ville ønske, du var kommet ind før," indrømmede hun uden bebrejdelse bag ordene. Nærmere en konstatering.

[Cillian O'Callaghan]

Cals bryn trak sig ganske let sammen over hendes ord, som de forløste noget i ham. En gennemgående bekymring var, at hun gjorde, hvad hun gjorde, fordi hun følte sig nødssaget til det, men nu forsvandt den fornemmelse helt. Og han indså langsomt, at han nok, i sidste ende, ikke var alene.

"Du kunne være kommet ind til mig," konstaterede han lavmælt, men helt alvorligt.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique rynkede brynene lidt og blikket flakkede over hans ansigt, men fandt ingen tegn på, at han ikke skulle mene det. Den frie hånd var allerede på vej op til håret, men hun fangede sig i bevægelsen og lod den falde i stedet.

"Du bad mig blive, fordi jeg ville være i sikkerhed her," mindede hun ham om og det trak lidt i hendes mundvige ved tilføjelsen. "Og ikke for min boblende personlighed."

[Cillian O'Callaghan]

Et mørkt øjenbryn hævede sig lidt over hendes ord og han fnøs lavmælt på en måde, der næsten lød munter, som han kort så til siden. Så rettede de udmattede øjne sig tilbage mod hende.

"Der er en grund til, at din sikkerhed betyder noget for mig," pointerede han, kun en lille smule tørt. Mest af alt var der alvor.

"Jeg er generelt en fornuftig mand, Dominique, men mit forhold til dig er det mest ufornufgige jeg har foretaget mig i årevis."

[Dominique O'Callaghan]

En grund. Grunden, de havde været inde på, men som Dominique stadig ikke helt forstod. Selvom hun hørte det i hans tone og så det i hans handlinger. Mærkede det trække hende tættere på ham nu og hun stoppede først, da hun kunne mærke varmen fra ham.

"Så lad mig introducere lidt fornuft," foreslog hun blødt og trak fingerspidserne over hans hånd, før hun med et sidste blik på væggen forlod det lille madkammer med kurs mod hans soveværelse.

[Cillian O'Callaghan]

Måske var det udmattelsen, der fik ham til at indrømme det nu eller også var det det faktum, at hun stod med hans blod i hånden. Uanset protesterede han ikke, da hun kom tættere på.

Tavst lod han sig lede gennem sit eget hus, lod hende føre an, indtil de stod på det værelse, hvor han selv sov.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde lyst til på en eller anden måde at anerkende ordene, der fik lov at køre på repeat for hendes indre øre på turen gennem huset. Først ved døren, hun endnu aldrig havde dristet sig til at åbne, tøvede hun et øjeblik eller to, før hun trådte ind i hans soveværelse.

De første skridt var prøvende og hun kastede et overfladisk blik rundt for at ende tilbage ved de blå øjne. Hun tog en indånding og lod alligevel ampullen finde ned i lommen på bukserne, som hun begyndte at knappe op bagefter.