Fem dage i Fønixengen

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde ikke sagt noget i forventning eller håb om, at Cal ville ændre sin hverdag eller prøve at vride den omkring hende. Det var dog ikke kun overraskelse, der gik gennem hende og mundvigene sitrede lidt.

Og selvom hun måske burde være super selvbevidst over at have kastet op for mindre end en time siden, følte hun sig helt rolig, som hun rykkede sig tættere på, til hun kunne strejfe hans læber i et blødt kys.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke i årtier haft incitament for at ændre sin hverdag efter nogen, men han havde også boet alene i al den tid. Det betød ikke, at han ville tilsidesætte vigtige ting og nogle ting ville stadig være opprioriteret, men nu gav det mening, at han var der oftere. Ikke så meget mere, at det ville virke mistænkeligt, hvis nogen besluttede sig for at overvåge det.

Alle de tanker følte han dog ikke noget behov for at dele. I stedet tog han mod hendes kys og lukkede fingrene ganske let om hendes nakke. Han brummede lidt ind mod hendes læber og strøg tommelfingeren over hendes kæbe igen, før han trak sig lidt tilbage og tog en dyb indånding.

"Men hvis det skal være en realitet, er det på tide at stå op."

[Dominique O'Callaghan]

Endnu en dag alene i det tomme hus var ikke noget drømmescenarie for Dominique. Men med udsigten til, at hun kunne tilbringe endnu en nat med Cal var nok til, at hun ikke for alvor var ærgerlig.

"Ja, så kan jeg godt se, at jeg må vente med at distrahere dig til et andet tidspunkt," konstaterede hun, men sneg alligevel et nøgent ben ind mellem hans.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et øjenbryn over hendes ord og den modstridende handling. Han havde en impuls til at lade sig distrahere, men det kunne ikke nytte noget. Og så igen. Hånden gled ned over hendes ryg.

"Jeg skal i bad først," konstaterede han og betragtede hende roligt. "Du kunne gå med."

[Dominique O'Callaghan]

Cals måde at hæve brynet på, fik et knapt så uskyldigt smil frem på hendes læber og hun trykkede sig lidt ind til ham, inviteret af hans hånd på sin ryg. Blikket spillede nysgerrigt.

"Er det en invitation?"

[Cillian O'Callaghan]

Cillian fnøs lavmælt over hendes spørgsmål og så på hende med et tørt blik, som ikke var helt uden morskab. Det trak da også svagt i hans egne læber, som han hævede øjenbrynene og svarede simpelt.

"Ja."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique behøvede ikke anden opfordring end dét og hun strejfede hans læber i en fjerlet berøring, før hun trillede ud af sengen. Og i badet fandt de begge distraktion.

Der var i hvert fald gået længere, end det var helt hensigtsmæssigt, da hun gav ham et sidste, dvælende kys, før han igen forsvandt for at tage sig af alle brændene, hun havde startet.

lukket