Fem dage i Fønixengen

[Cillian O'Callaghan]

Brynene trak sig lidt længere sammen og han var ikke sikker på, om han sporede en utilfredshed i hendes tonefald. Det gjorde kun alvoren i hans eget mere slående, som han svarede hende i et lavmælt, men seriøst tonefald.

"Betragter du det som et simpelt ønske?"

[Dominique O'Callaghan]

Kombinationen af blik og tonefald mindede hende mest af alt om at sidde skoleret og Dominique tyggede lidt sammen om en sarkastisk bemærkning, som ikke ville gøre noget godt for situationen.

"Nej," svarede hun efter en indånding. Faktisk virkede det nærmest umuligt at efterleve.

[Cillian O'Callaghan]

Der havde absolut intet irettesættende været i spørgsmålet, som havde været reelt. Han vidste blot, at han selv ville se det som en udfordring. Brynene forblev let sammentrukne over hendes udtryk, som forekom ham utilfreds. Han kommenterede dog ikke på det. Hun havde selv udtrykt et ønske om at hjælpe.

"Det hjælper mig at vide, at du er i sikkerhed," konstaterede han lavmælt. Ikke tungt af følelser, selvom der lå noget under det, men mere praktisk. "Alt andet er for risikabelt lige nu."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke altid den bedste til at handle på fornuft, men hun var ikke blind for den, især ikke når det blev udpeget for hende som nu. Og hun tog en indånding, før hun nikkede.

"Jeg hader ikke at kunne gøre noget," indrømmede hun, ikke uden at lyde bare en lille smule opgivende.

[Cillian O'Callaghan]

Det var et højrisiko spil, som han spillede for tiden og det hele afhang af, at han kunne opretholde illusionen af ikke at ane, hvor hun var. Det satte det hele i jeopardy, hvis hun lige pludselig dukkede op et sted, men han var absolut ikke uempatisk omkring hendes ord. Tværtimod nikkede han ganske let.

"Det forstår jeg," anerkendte han, hvilket i sig selv var noget.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde forberedt sig på et blik eller en rationalisering. Men Cal var tydeligvis ikke færdig med at overraske hende og frustrationen lod sig dulme lidt af hans ord. Hun fugtede læberne.

"Jeg forstår også godt, hvorfor det ikke er en mulighed andet."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var ikke tålmodig, som sådan, og tog sig ikke meget af andres skrupler. Nu rummede han dog hendes, måske på en anden måde end han ville have gjort, hvis han netop var kommet hjem efter en lang dag på Kimæren med en hel dags bekymringer i hovedet. Hendes ord var dog også en fordel og han nikkede let, tilfreds med anerkendelsen.

"Bare husk at formålet med det hele er at give dig dit liv tilbage," konstaterede han, stemmen endnu lavmælt, som de lå helt tæt. "Og jeg gør, hvad jeg kan for at få det til at ske, Dominique."

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde flere gange givet hende indtrykket af, at han var mere blid omkring hende, end han var med nogen anden. Men dette var alligevel en mere tålodig side af ham, end hun tidligere havde set.

"Det ved jeg godt," svarede hun og det trak alligevel lidt i den ene mundvig. Hun hævede hånden og lagde den mod siden på hans hals.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde brug for, at hun huskede det og var tilfreds, da hun accepterede påmindelsen. Så han nikkede ganske let, tog en indånding og lænede sig lidt frem for at lade læberne stryge ganske let over hendes pande. Et blidt strejf, før han flyttede til nok tilbage til at kunne se hende igen.

"Godt."

[Dominique O'Callaghan]

I starten havde kysset i panden smagt lidt af barnagtiggørelse, men Dominique begyndte langsomt at tage imod Cals måde at vise omsorg på. Kunne så småt se det som ømhed, der lå i andet og mere end bare en uplacerbar trang til at beskytte hende.

Hun lå lidt, så bare på ham og værdsatte at kunne tage sig tiden til den simple handling. Tankefuldt tyggede hun lidt sammen om sin underlæbe, før hun slap den.

"Jeg håber ikke, der går fem dage igen," konstaterede hun dæmpet uden skyggen af bebrejdelse eller beklagelse over andet end tingenes uundgåelige tilstand.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var ved at gøre mentalt klar til at skulle op og afsted. Dominique kom han dog i forkøbet med sine ord og hans blik fandt hendes, som brynene trak sig lidt sammen.

Det var dog mere spørgende end noget andet, en invitation til at uddybe.

[Dominique O'Callaghan]

Det var temmelig selvudleverende, men det virkede naturligt. Cal havde allerede set hende på nogle af hendes svageste og mest uværdige tidspunkter og Dominique tøvede ikke for alvor med at fortsætte.

"Jeg kan godt lide, når vi kan tage tid som nu. Eller da du besøgte mig i Wales," uddybede hun og kastede et afsøgende blik over hans ansigt for at ende, hvor hun var startet. Ved de klare øjne.

"Og jeg tror, du har godt af det."

[Cillian O'Callaghan]

Han var ikke reelt sikker på, om han forventede et svar, selvom hans blik opfordrede til det. Dét han fik overraskede ham dog en anelse, selvom det ikke afslørede sig som andet end et svagt eftertænksomt udtryk. Ordene gav lidt resonans i ham, men han vidste, hvad hun mente. Indtil nu havde tiden med hende været en pause fra det hele. En mulighed for at træde væk. Det havde ændret sig lidt, som Zoé van der Berg var forsvundet og Dominique Weasley havde taget hendes plads, men alligevel glemte han alt lidt med hende. Bare i et sekund eller to.

Et lettere uudgrundeligt blik hvilede på hende og hans stemme var lavmælt, da han endelig talte. En anelse tør, men ikke uden en alvor bag dét, der let kunne lyde som en spøg. "Jeg er ikke nogen god mand," konstaterede han roligt, et faktum mere end noget andet. Det sitrede lidt i hans ene mundvig, som øjnene kneb sig sammen. "Men det ved du allerede."

[Dominique O'Callaghan]

Tavsheden var nok til at efterlade Dominique med en kriblen i mellemgulvet, men da svaret endelig kom, var hun ikke for alvor overrasket. I stedet trak det blidt i hendes mundvige og det satte sig som spil i hendes øjne, selv da smilet fortog sig igen.

"Det gør mig ikke noget," konstaterede hun og mente det. "Jeg er ikke en god kvinde. Selvom jeg på mange måder har været priviligeret." Og alligevel havde hun forsøgt at slå en mand ihjel. Havde sat folk i fare. Havde svigtet Victoire Weasley. Og Teddy Lupin, der aldrig havde været andet end god ved hende.

[Cillian O'Callaghan]

Nej, Cal var ikke en god mand, men inderst inde var han klar over, at hun havde ret. At hun, på flere måder, var en god ting for ham. Farlig, men god.

Han slap en lavmælt, dyb lyd. En hånd løftede sig impulsivt og tommelfingeren strøg over hendes kind.

"Jeg vil forsøge at komme tilbage tidligere," sagde han endelig og dét var ikke en lille ting. Han var ikke normalt typen, der gik ud af sin vej for nogen.