Fem dage i Fønixengen

[Cillian O'Callaghan]

Det ville være chok nok i sig selv for Cillian, at han rent faktisk var faldet i søvn og havde efterladt sig selv helt sårbar og tilnærmelsesvis bevidstløs sammen med et andet menneske. Nu blev han brat rykket ud af søvnen af en pludselig bevægelse og en lyd, der brød gennem den ellers salige stilhed.

Det satte en instinktiv reaktion i gang og han sad op i løbet af et splitsekund, tryllestaven allerede i hånden, før han overhovedet var vågen nok til at indse, hvor han var og endnu mere, hvem der var sammen med ham. Han blinkede et par gange, før det gik op for ham, hvad der var sket.

Pulsen faldt lynhurtigt igen og han tøvede ikke for alvor, før han skubbede benene udover sengekanten, krydsede rummet og åbnede døren. Kaldte på en husalf, som om at det var en helt normal situation.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique mærkede madrassen rykke sig under den pludselige bevægelse ved siden af hende, men hun var alt for optaget af ubehaget, som mavesækken trak sig hårdt sammen igen. Lyden endte i en temmelig ynkelig hosten, før hun rettede sig lidt op igen.

Og det var cirka dér, at hendes blik faldt på Cillian og hun var klar til at dø af skam. Men hun fjernede kun langsomt blikket fra ham for i stedet at vende det fremad, stirrede tomt ud i luften og lagde håndryggen mod sine hårdt sammenklemte læber

[Cillian O'Callaghan]

Alfen dukkede op næsten med det samme og han tøvede ikke med at få den til at tage sig af den lettere ildelugtende pøl, der lå på gulvet. Det tog naturligvis ikke mange sekunder, men han blev ikke stående og ventede. I stedet gik han over til kommoden, hvor der som altid stod et par tomme glas, tog et af dem og havde snart fyldt det med klart vand fra spidsen af sin tryllestav.

Så gik han tilbage til sengen, uden at tage notits af alfen og gled ind at sidde på den. "Her," sagde han roligt og holdt glasset frem. Staven endte på madrassen, mens den anden hånds fingerspidser strejfede hendes lænd ganske let.

[Dominique O'Callaghan]

Hele situationen blev behandlet som var det sådan, Cal normalt startede sin dag og lige så langsomt fortog følelsen af skam over handlingen også. Det sidste blev skyllet ned med en tår vand og da Dominique havde sænket glasset igen, mønstrede hun et temmelig blegt smil.

"Tak," svarede hun og lød både hæs og stadig lidt søvndrukken. Hun tog en tår vand mere og selvom hun ikke lænede sig ind mod berøringen, var hun meget bevidst om hans hånds placering. Og hvor trygt, det føltes.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var knapt mere end lige vågnet, men havde blot handlet uden nærmere overvejelse. Der var da heller ikke så meget at overveje, men nikkede blot til hendes tak, uden at føle sig specielt bekymret.

Blikket hvilede dog på hende og da han talte, var stemmen endnu en anelse hæs af søvnen.

"Er der noget, du vil have?"

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde i forvejen en tåbeligt sexet stemme og morgenhæsheden gjorde bestemt intet dårligt for den. Kombineret med tilbuddet, fik det hende til at smile mat, mens hun rystede på hovedet, inden hun løftede glasset til læberne.

Sådan sad hun lidt. Pattede lidt på vander, sænkede det til dynen og gentog en gang mere, før hun langsomt rettede blikket mod ham igen. Brynene var trukket sammen i eftertænksomhed, som det slog hende, at hun aldrig havde tænkt over, hvad han egentlig hed.

“Er Cal en forkortelse?”

[Cillian O'Callaghan]

Husalfen var snart færdig og forsvandt igen. Cal sad lidt og gned sig i det ene øje, stadig en anelse ved siden af sig selv, men uden at det på nogen måde afslørede sig i hans generelle fremtoning.

Han blinkede træt og havde netop ladet hånden falde, da Dominique talte igen og han så på hende, en kende overrasket over spørgsmålet. Efter kun et par sekunder nikkede han dog.

"Cillian."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique vidste ikke helt, hvad det havde inspireret spørgsmålet. Og hun gjorde da heller ikke andet med svaret end at nikke en gang, inden hun hævede glasset til læberne igen. Tog en dyb indånding, før vandet igen skyllede ind over tungen.

“Cillian,” gentog hun, smagte på det, før hun drejede sig væk fra ham og stillede glasset på natbordet igen. De frie hænder gled over ansigtet, endte med at gnide øjnene og lod hænderne falde til dynen igen.

[Cillian O'Callaghan]

Det var ganske få, der rent faktisk kaldte ham Cillian og det føltes en anelse besynderligt at høre fornavnet over hendes læber nu, men han havde ikke for alvor nogen betænkeligheder ved det. Han slap blot en bekræftende lyd, endnu siddende med det ene ben trukket lidt op under sig. Han lænede sig lidt til siden og havde snart tændt en cigaret igen, som fik røgen til at bølge ud allerede inden han lænede sig tilbage, albuen mod knæet. Blikket gled lidt over hendes profil.

"Har du brug for en helbreder igen?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde ingen intentioner om at bruge det fulde fornavn, der stadig lå underligt på tungen. Og da han tændte en cigaret og hun måtte læggen håndryggen hårdt mod læberne igen i kampen mod den tilbagevendende kvalme, var den tanke også langt væk.

Langsomt rystede hun på hovedet. “Nej, jeg har det fint,” mumlede hun mod sin hånd gennem de stadig sammenpressede læber.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde øjne i hovedet og så hendes reaktion på røgen. Det fik dog hans bryn til at trække sig sammen, men i sidste ende ignorerede han det ikke bare. I stedet rejste han sig, krydsede rummet og lettede lidt på gardinet, så han kunne åbne vinduet. Her lænede han sig op mod vindueskarmen. Han var ellers ikke den meget betænksomme type normalt.

Blikket hvilede på hende, brynene endnu sammentrukne, som han røg cigaretten på god afstand.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde forberedt sig på at ignorere det eller bare håbe på, at det gik over og brynene trak sig lidt sammen over hendes lyse øjne. Langsomt kunne hun også sænke hånden igen efter at have sunket hårdt og hun åbnede munden for at forsikre ham om, at det havde han ikke behøvet. Men det vidste han uden tvivl godt, så hun lukkede munden igen.

"Jeg er ikke udpræget morgenmenneske, men jeg er normalt bedre selskab om morgenen," konstaterede hun i et forsøg på underspillet humor, der ikke for alvor maskerede beklagelsen bag.

[Cillian O'Callaghan]

Et lavmælt fnys undslap Cillian, som umiskendeligt lød en anelse muntert. Han satte cigaretten til læberne igen og lukkede øjnene et øjeblik, som hovedet faldt tilbage og han pustede røgen ud. Den mindste antydning af et smil rørte hans læber, som han talte i en stemme, der stadig var hæs. Uden at åbne øjnene igen.

"Jeg har oplevet værre," beroligede han.

[Dominique O'Callaghan]

Tavst betragtede Dominique denne nye side af Cal og kom til at smile lidt for sig selv. Hun tog en dyb indånding og lod sig synke tilbage i sengen uden at slippe ham med blikket i mere end et par sekunder.

"Så du tør godt lade din invitation om at sove herinde stå?" spurgte hun uden smilet helt var forsvundet.

[Cillian O'Callaghan]

Denne gang var det en reelt munter lyd, som kom fra hans hals og tænderne var synlige i et smil, før han satte cigaretten til læberne igen. Hovedet forblev let tilbagelænet og øjnene lukket, som han stod i den tidlige morgenbrise og trak røgen helt ned i lungerne. Tungespidsen fugtede læberne, da den havde forladt ham.

"Jeg lever livet på kanten," svarede han, umiskendeligt spøgende. "Men for fremtiden kunne en spand ved siden af sengen være en god tilføjelse."