Fem dage i Fønixengen

[Dominique O'Callaghan]

På trods af en mild restkvalme og den brutale opvågning, kom Dominique til at grine. Dæmpet og kortlivet, men helt reel og selv da den var forstummet, sad den omkring hendes øjne.

"Ja, der må vel også være grænser," svarede hun spøgefuldt, som blikket gled over hans ansigt igen. Efterlod hende med sitrende mundvige og hun kom til at ryste lidt på hovcedet over sig selv.

[Cillian O'Callaghan]

Det var sjældent at høre hendes latter og den uventede lyd af den, fik ham til at tilte hovedet lidt frem igen og åbne øjnene, så han kunne se på hende. Det burde være underligt at se hende ligge i sin seng, men det var det ikke. En sitren forblev omkring hans læber, som han svarede.

"Det bliver først for alvor et problem, hvis du beder mig om at lade være med at ryge."

[Dominique O'Callaghan]

Det var et meget uventet øjeblik og selvom Dominique aldrig ville have forestillet sig det i sin vildeste fantasi, følte hun sig tilpas i det. Hun slap en munter lyd over hans ord og rystede på hovedet.

"Det ville alligevel være en ny form for urimeligt." Det var trods alt ikke et reelt valg, der havde fået hende til at lade være. Mere eller mindre.

[Cillian O'Callaghan]

Det trak ganske let i Cals mundvige over svaret og han slap en lavmælt lyd i bekræftelse, før han satte cigaretten til læberne igen, tog det sidste drag og rakte ud af det åbne vindue for at slukke den mod karmen.

Blikket gled mod hende igen, uden at han drejede hovedet og et bryn hævede sig let.

"Bliver du dårlig igen, hvis jeg kommer tilbage i sengen nu?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique tog en dyb indånding og slap den i et tilfreds suk, mens han puslede ovre i vinduet. Øjnene gled i et par sekunder, før hun drejede hovedet og åbnede dem igen, da han talte igen. Hun skubbede sig op på albuerne.

"Jeg er mere end villig til at finde ud af det," svarede hun og mundvigerne sitrede let, som hun gjorde et inviterende vip med hovedet.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var ikke typen, der generelt tilbragte meget tid i sengen. Han kom oftest sent i seng og stod tidligt op, men han vidste også, at ildebranden stadig var i gang nu og af samme grund havde han ikke travlt med at vende tilbage til den. Velvidende, at når han gjorde, så ville den opsluge ham igen. Nu tillod han sig et øjebliks frihed fra det og kunne ikke hindre sine mundvige i at sitre lidt over invitationen.

Han skubbede sig fri af karmen og krydsede den korte afstand over til sengen, stadig kun iklædt de løse underbenklæder. Madrassen gav sig lidt, da han gled ind på den og endte lænet tilbage mod hovedgærdet, blikket på Dominique.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ingen hemmelighed, at Cal ikke havde alverdens tid til bare at dase i sengen med hende. Men Dominique havde også så småt indset, at han gerne tog sig tiden. At han gerne satte sit hektiske liv på pause med hende.

Hun tøvede heller ikke for alvor med at søge tættere på ham. Næsetippen endte lige under hans øre, hvor kæbe og hals mødtes.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var bare den mindste smule overrasket over, at hun søgte ind mod ham, men den fortog sig hurtigt. Og i sidste ende tøvede han heller ikke for alvor, før han indfangede hende med den ene arm og snart havde ladet sine læber strejfe hendes pande ganske let. Armen, der lå bag hende, gled op over hendes ryg og lukkede sig ganske let i håret.

Han sagde ikke noget med det samme, men tog blot fornemmelsen lidt ind, mens han tog en dyb indånding. Forberedte sig mentalt på dagen.

[Dominique O'Callaghan]

Handlingen havde været impulsiv og det var først, da Cal trak hende tæt, at Dominique studsede over, hvor naturligt det havde føltes. En indsigt, der fik hende til at strejfe sart hud med læberne.

"Jeg håber, du fik sovet," konstaterede hun uden at fjerne læberne fra hans hals.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian slap en dæmpet, dyb lyd ind mod hendes pande, som det lyse blik hvilede lidt ud i rummet. Der var bekræftelse i det, selvom han i stille sind stadig var lidt overrasket over det. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været i stand til at sove med et andet menneske ved siden af. På den anden side var det også år siden, at han sidst havde ligget med nogen, som han gjorde nu.

"Ja," sagde han lavmælt og trak hovedet lidt tilbage, så han kunne se på hende. Stemmen var rolig, næsten afslappet, som han talte lavmælt. "Jeg husker knapt nok, at jeg faldt i søvn."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique sov generelt uroligt og var plaget af mareridt, der var blusset op igen efter turen forbi ministeriet. Men hun havde sovet dybt og trygt i hans arme og mundvigene sitrede lidt, da hun selv trak sig lidt tilbage, mødte de blå øjne.

"Lad mig hjælpe dig," bad hun, impulsivt, men ikke desto mindre reelt og uden skyggen af tvivl.

[Cillian O'Callaghan]

Mørke øjenbryn hævede sig en anelse over bønnen. Hans blik gled undersøgende over hendes ansigt. Hun så stadig en kende bleg ud, men det var mere det beslutsomme udtryk han fæstnede sig ved.

"Med hvad?"

[Dominique O'Callaghan]

Det var svært at tilbyde at dække et behov, hun grundlæggende ikke kendte, men det hindrede ikke Dominique i at forsøge. Selvom hun tog en indånding, som blikket flakkede lidt mellem hans øjne.

"Hvad end, du har brug for," svarede hun med et træk på den skulder, hun ikke lå på. "Det er trods alt mig, der er roden til mange af dine problemer lige nu."

[Cillian O'Callaghan]

Cillians bryn trak sig en anelse sammen over dét tilbud. Han så undersøgende på hendes ansigt, men forsøgte ikke at benægte noget. Det var sandt nok. Han kunne dog pointere, at han selv havde valgt det, men det var kun godt, at hun var bevidst om, at det hele ikke kom uden en pris. Han tog en indånding.

"Du hjælper mig ved at blive her," konstaterede han, ærligt.

[Dominique O'Callaghan]

Måske var det et lidt for åbent tilbud at give til en mand som Cal, men Dominique følte sig tryg i hans arme og tænkte ikke for alvor over, hvem han var på den anden side af døren.

Hun rynkede brynene lidt og mærkede uroen i benene ved tanken om at være i huset på ubestemt tid, men hun undertrykte den.

"Er det virkelig det eneste, jeg kan gøre?" kunne hun dog ikke lade være at spørge.