Fem dage i Fønixengen

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke noget stærkt personlighedspræget rum. Han brugte næsten alle sine vågne timer på kontoret på Kimæren og var ikke så sentimental, at der stod specielt mange effekter. Det var dog stadig det rum i huset, hvor han instinktivt slappede mest af og da de kom ind, slap det ham i en lydløs udånding.

Blikket søgte Dominique og han betragtede hende et sekund eller to, som hun stak ampullen i lommen. "Vent," bad han lavmælt, impulsivt og krydsede afstanden. "Her," bad han og holdt hånden frem efter ampullen.

Da han fik den, trak han staven igen og pegede den mod den lille flaske. En tynd kæde manifesterede sig og han hævede et bryn lidt, som han tilbød hende den igen. En praktisk foranstaltning mere end noget andet. Det duede ikke, at hun skulle til at rode efter den i et par bukser, hvis først der var nogen i huset.

"Sørg for at have den på dig, når jeg ikke er her," bad han lavmælt, men alvorligt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var i virkeligheden lidt af en lettelse, da ampullen kunne glide både ned i lommen og om i hendes baghoved. Men det var selvfølgelig en kortlivet fornøjelse og hun så ikke ligefrem begejstret ud ved tanken om at skulle gå rundt med hans blod i en kæde.

Det var selvfølgelig at foretrække over ikke at have det i nærheden, men hun skyndte sig alligevel at lægge den fra sig igen. Natbordet virkede som et godt sted, hvis bare hun lod være at tænke for meget over, hvad det var. Eller hvorfor det var så vigtigt, at hun havde det.

Et øjeblik følte hun sig slået ud af kurs, før hun vendte tilbage til bukserne og krøllede dem ned til omkring knæet, hvorfra hun halvt trådte, halvt sparkede dem helt af.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian kunne ikke for alvor tage sig af, at hun var ukomfortabel med det. Det var en sikkerhedsforanstaltning og ikke noget symbolsk. Derfor havde han heller ingen protester, da hun efterlod ampullen på natbordet. I stedet tog han blot et lille skridt tilbage og lænede sig ind mod sin kommode, før han fandt en cigaret i lommen og satte den til læberne.

Blikket gled op til hende, mens hun afklædte sig bukserne, uden helt at være klar over, hvad hun havde i tankerne. Men nu betragtede han hende reelt og forsøgte heller ikke at skjule det, som øjnene dvælede lidt ved de slanke ben.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde ingen forkromet plan med handlingen, men havde dog forventet, at Cal på den ene eller anden måde selv ville søge sin seng. Alligevel føltes det som om hun burde have forudset netop dette, når Cal så mange gange bare havde betragtet hende.

Hun skubbede sig op i hans seng med fødderne dinglende ud over fodenden, før hun lagde benene over kors. Blikket gled over ham.

"Jeg troede, du var træt."

[Cillian O'Callaghan]

Sandheden var nok, at Cal endnu ikke for alvor havde lært at slappe helt af i Dominiques selskab og det faldt ham ikke så naturligt bare at gå i gang med at gøre sig klar til seng, som han ville have gjort, hvis hun ikke havde været der. Det var da også først ved hendes konstatering, at det gik op for ham, at han holdt facaderne på plads og ignorerede sin egen udmattelse, som han havde gjort en million gange før.

En lavmælt, medgivende lyd slap ham, som han studsede over det uvante syn af et andet menneske i sin seng, men han nikkede blot en enkelt gang, placerede cigaretten mellem læberne og gav sig så endelig til at løsne ærmeholderne og dernæst skjorten under.

[Dominique O'Callaghan]

Der blev aldrig udvekslet mange ord mellem dem og Dominique behøvede det heller ikke nu. Tavst fulgte hun hans bevægelser med blikket, da skjorten åbnede sig og blottede den tatoverede overkrop.

Hun dvælede der og bemærkede knapt, at tungespidsen fugtede læberne, før hun hævede blikket til hans.

"Du har ikke normalt andre herinde, har du?"

[Cillian O'Callaghan]

Cals blik var mod skjorten og han var ikke meget bevidst om, at han blev betragtet. Han var netop ved at folde det hvide stof sammen over den ene arm, da hun talte og hans blik rettede sig mod hende. Han lod skjorten dumpe ned på en stol, før han løftede hånden, fjernede cigaretten fra læberne og pustede ud, stående tilbage i bar overkrop.

"Hvad afslørede mig?" spurgte han, den mindste trækning omkring den ene mundvig.

[Dominique O'Callaghan]

Af og til var det slående, at der var tyve år mellem dem, men på tidspunkter som nu, hvor han stod i bar overkrop med en cigaret hængende i mundvigen og et let træk i mundvigen, var der ingen tegn på en aldersforskel.

Og hun så da heller ikke beklagende ud ved synet, som hun trak fortænderne over sin underlæbe, inden et smil sneg sig frem. Hun svarede ham ikke i ord, men hævede blot det ene bryn let, næsten drilsk.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian hævede et øjenbryn lidt i modsvar til hendes. Det var ikke noget svar, men han tog sig ikke af det. I stedet fnøs han ganske let, før han placerede cigaretten tilbage mellem læberne og åbnede bukserne. Han kom ud af dem, foldede dem en enkelt gang og placerede dem ovenpå resten af tøjet, hvorfra han trak sin tryllestav og sit lommeur.

Vanen tro blev det placeret på natbordet, hvor han også, som sædvanlig, slukkede dagens sidste cigaret i et tomt askebæger. Røgen undslap ham, som han sank ned at sidde på kanten af sengen, tog en dyb indånding og så så tilbage på Dominique over sin skulder, et bryn hævet let.

[Dominique O'Callaghan]

Lige så ordentlig og struktureret, Cal var, lige så kaotisk et rodehoved var Dominique. Hendes mundvige sitrede lidt over hans grundige aftenritual, som hun var ret sikker på, var det samme hver aften.

Hun sagde ikke noget, men kravlede langsomt op i sengen. Fingrene fandt gennem håret, før hun nåede at stoppe dem. Det samme kunne siges for ordene, der gled over hendes læber.

"... Hvis du har fortrudt og hellere vil være alene, skal du bare sige til."

[Cillian O'Callaghan]

Cal overvejede rent faktisk hendes ord, velvidende at det ville blive en udfordring for ham at sove, men i sidste ende var beslutningen taget og han havde et instinktivt behov efter hendes tilstedeværelse, som han ikke helt kunne forklare. Så derfor rystede han også blot en anelse på hovedet og lod benene finde op i sengen.

Han lænede sig tilbage mod de enkelte, opstablede puder og krydsede benene ved anklerne. "Kom," bad han og slog dynen til side, så der var plads til hende. "Du ville introducere noget fornuft."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var virkelig ikke den rigtige til at stå for foruften, men hun accepterede hans beslutninge og slog sig ned, hvor han havde slået dynene til side. Fødderne blev stukket under dynen og i samme bevægelse lod hun sig glide ned under den og tilbage mod puderne.

"Jeg skal gøre mit bedste," lovede hun med en lille trækning i mundvigene, som hun søgte ind til ham.

[Cillian O'Callaghan]

Der var noget helt uvant over fornemmelsen af, at hun søgte ind mod ham, men samtidig føltes det underligt naturligt og han tøvede ikke for alvor, som han selv gled en anelse mere ned at ligge og trak dynen op over dem. På en eller anden måde var der sket noget mellem dem nu, som om noget mellem dem havde cementeret sig og var blevet mere fast, uden at han havde forventet det.

Og han lod en arm glide om hende, da han selv sank helt ned mod puden og tog en dyb indånding, som han lukkede øjnene lidt. Forsøgte at inddæmme tankerne, der allerede føltes bare en anelse mindre insisterende nu.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke første gang, at de havde ligget sammen under en dyne, men det føltes alligevel som en første, som de lagde sig sammen under den. Dominique tøvede heller ikke for alvor, før hun lagde sig helt tæt til ham og selv sneg en arm om ham.

En dyb indånding fyldte hendes system med hans duft og hun tænkte ikke over, hvordan det fik hendes ene ben til at liste sig ind over og mellem hans.

[Cillian O'Callaghan]

Nej, han kunne helt sikkert ikke forklare det. I årevis havde han været på egen hånd, havde ikke søgt et andet menneske at dele sin nærhed med, men her var hun. Selvom det kun var fjerde gang, at de lå i den samme seng, følte han en underlig ro. En tryghed i at vide, præcis hvor hun var.

Hånden endte mod hendes baghoved, hvor den viklede sig let ind i lyse krøller og han endte impulsivt med at strejfe læberne mod hendes pande, som de blå øjne stirrede lidt ud i mørket.