Flyvende tæppe [S]

[Valerie McCormack]

Valerie fandt bekræftelse i det strammede greb og ved hans ord, vred hendes mave sig i en umiskendelig følelse af både lettelse og lykke. Et blødt smil trak op i hendes mundvige og hun lukkede øjnene lidt, uden at trække panden væk fra hans. Helt og aldeles ude af stand til at forstå, at der havde været en tid, hvor hun havde forvist ham fra sit liv.

Og i stedet for at sætte ord på, præcis hvor godt det var, at det havde ændret sig, så tiltlede hun hovedet lidt, trak fingrene tilbage til hans hals og lod sine læber finde hans.

[Archie McCormack]

Med Archie var ord altid farlige og han var ikke imod det, da Valerie i stedet valgte den nonverbale kommunikation. Tværtimod strammede han kun grebet yderligere om hende.

Og det var sikkert vinen og maden og hjemmet og synet af hende i kjolen og mindet om de lyde, hun havde lavet for ham tidligere, der alt sammen spillede sammen, da han lod sig opsluge komplet af kysset. Fængslet af hendes læber og følelsen af silke under sine fingre og hårspidser fejende over sin håndryg.

[Valerie McCormack]

Valerie var svag under fornemmelsen af hans varme hænder gennem silken og en anelse påvirket af vinen, som hun lod sin påskønnelse finde vej ud gennem kys. Lige bag hende, var der et bord, der skulle ryddes, men eftersom de teknisk set ikke var gået fra endnu, skænkede hun det ikke en eneste tanke.

I stedet fik hendes fingre bare viklet sig ind i hår, mens hun nød, at der absolut ikke var nogen risiko for, at nogen ville brase ind og afbryde dem, fordi der var en eller anden krise i lejren eller et af kamrene.

[Archie McCormack]

Endelig var de alene igen. Ingen lejr, ingen afbrydelser, intet behov for at begrænse tiden, de brugte sammen. Archie havde ingen anelse om, hvor længe de sad der.

Og han bekymrede sig ikke det mindste om det.

afsluttet