Flyvende tæppe [S]

[Valerie McCormack]

En munter lyd undslap Valerie, der kun fik det i forvejen let drillende smil til at vokse, før hans læber var mod hendes. Hun havde ikke en eneste protest, men dvælede lidt i det og da hun trak sig væk, var det med et tilfreds drag om munden. Næsetippen stødte blødt mod hans, før tænderne kom til syne og hun ikke kunne lade være med uskyldigt at sige:

"Maden bliver kold."

[Archie McCormack]

Archie havde ingen planer om at trække det ud, men han kunne alligevel ikke holde sig fra at dvæle lidt ved hendes bløde læber. Og det blev da også Valerie, der brød fri først.

Han slap en munter lyd og rettede sig lidt op. "Det kan vi ikke have." Og med de ord hev han to vinglas frem og gav hende et kærligt klap bagi, før han fulgte hende til spisebordet.

[Valerie McCormack]

Valerie gled ned at sidde overfor Archie, tændte et lys på bordet med sin tryllestav og løftede så sit vinglas til hans, læberne presset sammen om et lille smil. Hun tog en tår, slap en nydelsesbetonet lyd og satte det langsomt fra sig, før øjnene åbnede sig igen og fæstnede sig ved ham, varmt. Og ved de næste ord, var der ikke nogen tvivl.

"Det er godt at være hjemme igen."

[Archie McCormack]

For Archie var det stadig underligt at være tilbage, men med vinens sødme på tungen, lyden af Valeries veltilpashed og synet af hende i kjolen, der bestemt ikke var ørkenvenlig, var det nu ikke helt skidt alligevel. Et lille smil krøb over hans læber.

"Ja," svarede han derfor og mente det faktisk. Han ville uden tvivl savne det igen inden for de næste fjorten dage. Men lige nu havde han meget lidt at klage over. Og da den sidste bid var spist og der kun var en lille sjat vin tilbage i glasset, tog han en dyb indånding. Slap den i en tilfreds' lyd.

Blikket på hende var varmt, knitrende af elektriciteten, der havde slået ham fra første blik.

[Valerie McCormack]

Det var et godt måltid, men især også at nyde det alene med ham, uanset hvor god stemning, der så havde været rundt om lejrbålet. Og det var med en dyb følelse af tilfredshed, at hun sad med det nærtomme glas i den ene hånd, albuen på bordet og mødte hans blik. Det fik en behagelig sitren til at gå gennem hende, selvom de havde været sammen, siden de var femten. Hun tog alle dele af hans ansigt ind, hovedet tiltede en anelse til siden og der gik lidt tid, før hun talte lavmælt igen.

"Hvad tænker du?"

[Archie McCormack]

Med fingrene om glassets stilk, drejede Archie langsomt glasset foran sig uden for alvor at skænke det megen opmærksomhed. Blikket gled over hendes ansigt, dvælede ved farven, rødvinen havde givet hendes kinder, før det igen vendte tilbage til hendes øjne.

Han svarede ikke med det samme, men prøvede at finde frem til de rette ord at sætte på. Beskrive tanken og følelsen, der sad i ham, men ikke kom til udtryk i ord. Glasset endte med at stå stille, da hånden faldt til bordet.

"Jeg tror ikke, at jeg har oplevet det sådan før," svarede han langsomt og der sneg sig en rynke ind mellem hans bryn, før han fortsatte. Uddybede. "Mærket lykke på samme måde som jeg gør det nu."

[Valerie McCormack]

Det skete så uendeligt sjældent, at Archie rent faktisk satte ord på sine følelser. Normalt var han tavs, grublende og Valeries mave slog en lille kolbøtte over den indrømmelse, der lå der nu.

Instinktivt flyttede hendes hånd sig, så fingerspidserne kunne hvile let over hans. Et blødt smil trak over hendes læner og udtrykket i de lyse øjne var mildt.

"Hvad har forandret sig?" spurgte hun i et tonefald, der var næsten et kærtegn. Ikke medlidende, men blot interesseret. Hun vidste udmærket, at det overordnede svar, var dem. De havde ændret sig.

[Archie McCormack]

Archie kastede et blik ned på hånden, der nærmede sig hans og alene bevægelsen og den trøst, der kunne lægges i den, fik ham til at trække følehårene til sig igen. Selv da de tofarvede øjne fandt tilbage hendes.

Den ene skulder blev hævet lidt, som han flyttede hånden tilbage og lukkede den om glasset. Tavst hævede han det og tog en tår.

[Valerie McCormack]

Det samme var sket omtrent en million gange før og ofte fik det hendes mave til at vride sig i frustration. Nu kunne hun intet andet end at smile bare den mindste smule opgivende, som hun selv lænede sig tilbage i stolen.

Fingrene fangede glasset og da hun satte glasset til læberne, puffede hun impulsivt let drillende til hans ben under bordet med sin ene fod.

[Archie McCormack]

Archie var måske lige lovligt grublende og lunefuld for sit eget bedste og nogle gange kunne han frygte, at det stadig ikke havde vist det værste, det havde at byde på endnu. Men samtidig var han også rigtig meget enogtyve år gammel og vanvittigt forelsket i sin hustru.

Så selvom hendes lille manøvre ikke bragte ham tilbage til et punkt, hvor han pakkede sine følelser ud igen, fik det hans mundvige til at sitre ganske let, som han hævede det ene bryn.

[Valerie McCormack]

Valerie havde så ofte klynget sit til de sjældne følelsesudbrud, prøvet at få mere ud af dem, men nu hang hendes spørgsmål stadig i luften og hun søgte ikke at opfølge det, sorgløs og varm som hun følte sig. Og måske havde hans ord sagt alt, hvad der egentlig var nødvendigt.

Så da han hævede et bryn, pressede hun bare læberne sammen om et ubekymret smil og blinkede med det ene øje, glasset ud for læberne.

[Archie McCormack]

Valeries ubekymrede tilstand var smittende og det trak lidt i Archie mundvige, før brynet gled ned på plads. Og selvom der sneg sig en fold ind mellem hans bryn, da smilet fortog sig, så han blot tankefuld ud, som han kæmpede lidt med ordene. Følelserne.

"Halvdelen af mit liv, halvdelen af mig, forvoldte dig smerte," konstaterede han dæmpet efter et langt øjebliks tavshed. Han havde kunne se det på hende, hver gang han tog afsted. Mærke det, når de endelig var sammen.

"Men nu kan jeg gøre dig glad." Han kunne se det i hendes smil.

[Valerie McCormack]

Valerie lænede sig ikke frem igen, men blev siddende tilbagelænet og lyttede. Hun satte glasset og slog kort blikket ned, en anelse skamfuld over sin egen svaghed, men hun lod den ikke rodfæste sig. Og endnu sværere end det, så forsøgte hun ikke at benægte, at det var sandt. Inderst inde vidste hun det, selvom hun troede, at hun havde skjult det.

Blikket var på hænderne og hun drejede vielsesringen lidt, før hun løftede blikket til ham igen. Og på trods af det hele, trak læberne blødt opefter. Der var et glimt i de lyse øjne, selvom der var en reel ømhed bag det.

"Ja," svarede hun, mens tænderne tittede frem. "Nu hænger du virkelig på mig."

[Archie McCormack]

Archie hadede hver gang hans ord fik hende til at søge væk fra hans blik på den måde og han kæmpede med samvittigheden over det. Hans forbandede tendens til at suge glæden ud af hende. Den dulmedes lidt af hendes smil, selvom hans fingre stadig kørte rastløst over glasset.

"Det sagde jeg vist ja til for længe siden," pointerede han og undlod at fokusere på det knæk, de havde taget.

[Valerie McCormack]

Valeries blik faldt til hans fingre, før det løftede sig til hans blik igen. Et smil strøg over hendes læber, men hun svarede ikke med det samme. I stedet rejste hun sig impulsivt og spurgte ikke om lov, før hun trak lidt op i kjolen og smøg sig ned mellem ham og bordet, et ben på hver side af ham.

Der søgte blikket hans, mens hænderne lagde sig på hver side af hans hals og med komplet ro i blikket, lænede hun sig frem og kyssede ham. Blødt, men alligevel bestemt. Hænderne forblev, da hun trak sig nok tilbage til at se ned på ham igen.

"Tak."