Flyvende tæppe [S]

[Archie McCormack]

Hvad end der så kunne optage ham af tanker, gled alt sammen i baggrunden af Valerie, der efterlod ham åndeløs, som hun trak op i den bløde kjole og sank ned over ham. Og han var først for alvor klar over, at hans hænder rent faktisk havde lagt sig over hendes hofter, da han mærkede silken mod sin hud.

Følelsen var næsten lige så fængslende som hendes læber, der hvilede mod hans, og han var komplet opslugt, da hans hænder søgte ind over hendes ryg og op over den, til han kunne mærke spidserne af det lyse hår.

Han åbnede ikke øjnene med det samme, men tillod sig at sidde lidt med dem lukket og nyde de andre sanseindtryk, før hendes ord fik ham til at rynke svagt på brynene. Langsomt trak han øjenlågene tilbage og selvom han ikke sagde det i ord, talte blikket sit klare sprog om, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad i alverden hun dog havde at takke ham for.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke overrasket over udtrykket i de tofarvede øjne, som selv nu fik det til at sitre lidt i hende. Tommelfingeren strøg over hans kæbe. Og selvom han ikke forstod hendes taknemmelighed, så havde den aldrig været dybere i hende, end den var nu. Bevidst om alt det, han gjorde for hende og hvordan han var det eneste menneske, der for alvor forstod hende. Og hun tog ikke det løfte, de havde givet hinanden, for givet. Især ikke, efter hun havde oplevet livet uden ham.

"Tak for, at du valgte mig," uddybede hun lavmælt, men uden tøven. "For at du stadig vælger mig, hver dag."

[Archie McCormack]

Archie var ganske vist bevidst om samme ting som Valerie, men i hans optik var det ikke noget at takke for. Det var en selvfølgelighed. Han kendte ikke end at elske hende og troede ikke, at det nogensinde for alvor ville ændre sig.

"Af og til føles det mere, som om du valgte mig," konstaterede han lavmælt, men ikke i protest.

[Valerie McCormack]

Valerie nød at sidde lige dér, hjemme i deres eget køkken og ved hans ord, vandt smilet lidt. Hånden gled fra hans kæbe, til tindingen og strøg tilbage gennem håret.

"Mmh. Måske gjorde jeg," slap det hende medgivende, selvom et modargument måske ville have været mere forventeligt. Blikket spillede lidt, men ordene var ikke ligefrem drillende. "Jeg kan stadig lige så tydeligt huske, hvordan jeg gik direkte ind i dig på tredje sal, da vi var femten. Så alle mine noter fra besværgelser endte udover gulvet."

Tænderne var synlige og fingrene strøg ned over hans hals. Hun fulgte bevægelsen, før hun fandt hans blik igen og fortsatte, nærmest nøgternt. Henkastet. "Og da du satte dig på hug for at hjælpe med at samle dem op, så du mig i øjnene. Og jeg kan huske, at jeg i dét øjeblik tænkte, at det var øjne, jeg aldrig havde lyst til at stoppe med at se på igen."

[Archie McCormack]

Det var i sandhed en af de historier, der altid fik selskabet til at svime og trods Archie ikke var nogen romantiker, kunne han stadig uden udfordringer genkalde sig synet af hende omgivet af sine noter og det lyse hår trukket væk fra ansigtet.

Han smilede ved mindet. "Hvis jeg havde vidst, at vi ville sidde her nu, ville jeg ikke have undskyldt," bemærkede han i mild spøg, selvom der lå en ømhed bag ordene, som skinnede igennem i hans blik.

[Valerie McCormack]

Valerie havde fortalt historien flere gange, for det var sådan noget, man ofte blev spurgt om, men den sidste, lidt for romantiske tilføjelse, var en hun ellers havde holdt for sig selv, velvidende, hvor plat det lød. Det var dog sandt nok og hans ord fik et lille fnys til at undslippe hende, halvt muntert, halvt indigneret.

"Nå?"

[Archie McCormack]

Selvom følelserne stadig lå lige i nærheden, var det en smule lettere for Archie at navigere, nu han ikke følte hendes medlidenhed eller kunne se hendes malplacerede samvittighed.

Han trak hånden lidt ned langs hendes rygrad igen og var ikke utilfreds med følelsen af silken mellem deres hud.

"Det endte trods alt med ikke at være så beklageligt, ikke?"

[Valerie McCormack]

Valerie slap en munter lyd og buede instinktivt ind mod ham, som hånden gled ned over hendes ryg. Blikket spillede lidt.

"Sandt," medgav hun, før hun tilføjede, snusfornuftigt og mere drillende end alvorlig nu.

"Men hvis du ikke havde sagt undskyld, er det ikke sikkert, at jeg havde sagt ja til at følges med dig til juleballet. Pæne øjne eller ej."

[Archie McCormack]

Archie tog en indånding over hendes bevægelse over ham og den anden hånd gled tilbage til hendes hofte. Og selvom han slugte hende lidt med blikket, trak det i hans mundvige.

"Selv efter min assistance med indsamlingen af noterne? Og jeg, der troede, at handlinger talte højere end ord."

[Valerie McCormack]

Valerie bevægede sig lidt med hans hænder, uden at hun var bevidst om det og slap en lavmælt, munter lyd, som tænderne kort strejfede underlæben.

"Det kan der måske være noget om," medgav hun og blikket spillede, som hendes negle strøg ned over hans nakke.

"Og nu var det jo selvfølgelig også mig, der gik ind i dig."

[Archie McCormack]

Archies blik fulgte tænderne over hendes underlæbe og det var nok dét syn, der holdt ham fra at begive sig ud i et definitionsspørgsmål om, hvorvidt Val egentlig kunne gå ind i ham, uden han gik ind i hende.

I stedet tog han en indånding over neglene over sin nakke og måden, der fik hårene til at rejse sig under berøringen, og strakte sig for at fange hendes læber.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke ked af svaret og lod sine arme glide helt over hans skuldre, som hun lænede sig ind mod kysset, der smagte lidt af rødvin og duftede af ham.

Og selvom det ikke havde været hendes mål, da hun satte sig der, formåede hun ikke at lade være med at dvæle i kysset.

[Archie McCormack]

Archie vidste ikke, hvad hendes mål havde været og havde heller ikke behov for, at der var ét. Han nød bare at have hende tæt og igen være helt alene uden lyden af snak i baggrunden. Eller, at hendes duft ikke konsekvent var blandet sammen med den umiskendelige lugt af bål.

Da han brød væk, var det ikke mere end millimeter, som han lagde panden mod hendes og holdt hende helt tæt. Hviskede ord, der var for svære at sige, mens hun så på ham.

"Det er mig, der bør takke."

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig helt blød i hans arme og ved de hviskede ord, smeltede hendes hjerte lidt. Hun trak sig ikke væk og åbnede heller ikke øjnene, men blev siddende helt tæt på. Og da hun svarede, var stemmen ikke meget højere end hans.

"Jeg vil altid vælge dig."

[Archie McCormack]

Archie forstod det ikke og vidste ikke, om han nogensinde ville komme til det. Men for første gang prøvede han ikke at modbevise hende eller skubbe det væk, men strammede blot grebet lidt om hende.

"Intet kan få mig til at slippe dig igen."