Flyvende tæppe [S]

[Valerie McCormack]

Valerie havde det lidt besynderligt, men måske have det noget at gøre med at de stod i det pæne, hvide hus, endnu dækket af ørkensand, som instinktivt fik hende til at undgå at røre ved noget.

Men Archies selskab var det samme og hjalp på fornemmelsen, som hun nikkede og snart kom ud af det svedige, regnvåde tøj. Og da hun sank ned i det varme vand med ham bag sig, var det da også et helt reelt lettet suk, der flød ud mellem hendes læber.

[Archie McCormack]

Archie havde det også besynderligt, men var vant til følelsen. Det hjalp desuden, at han denne gang ikke blot delte den med hende, men også kunne fokusere på hendes behov frem for sine egne.

Han placerede omhyggeligt tøjet i en snavsetøjskurv i stedet for at smide det på gulvet, selvom det var hans første impuls. Men de var hjemme nu og der fulgte andre regler end i ørkenen. Det forhindrede ham ikke i at lægge armene om hendes mave og trække hende ind til sig med et suk, der blandede sig ind i hendes.

"Lige mine ord," svarede han og kyssede hende bag øret, selvom hendes hår stadig var støvet og halvsvedigt.

[Valerie McCormack]

Valerie ville have foretrukket et brusebad først, så de ikke skulle sidde og søbe rundt i deres eget skidt, men de havde intet de skulle nå og der var tid til det hele, så hun beklagede sig heller ikke. Det var da også svært i det hele taget at finde lysten til det, som hun lænede sig ind mod det varme bryst og smilede lidt over fornemmelsen af læber bag sit øre.

En lyd af velbehag blev det eneste svar og hun lukkede øjnene, bare lidt, mens hun hvilede hovedet tilbage ind mod hans skulder og nød det varme vand, der løsnede anspændte muskler og gav varmen tilbage efter det lille ophold i regnvejret og det kølige hus.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke meget imod at søbe i skidtet. Det føltes uanset ikke som om han havde været rigtigt ren i mange uger nu og han nød, at de kunne finde ind til hinanden i det varme vand. Finde tryghed i et hus, der virkede skræmmende fremmed i al sin velkendthed.

Han havde aldrig været en mand, der talte meget og fandt heller ikke behovet for det nu. Han lænede sig blot ind mod hende og var tilfreds med varmt vand og følelsen af blød hud under sine fingerspidser, som han kærtegnede hendes maveskind under vandet.

[Valerie McCormack]

Valerie gav sig den mindste smule over fingrene mod sin mave, men udelukkende fordi det kildede. Det understregede en lavmælt munter lyd da også, selvom hun ikke ligefrem gjorde noget for at rykke sig væk. Hovedet forblev blot hvilende tilbage ind mod hans skulder, selvom hun langsomt blinkede øjnene op og så på det af hans ansigt, hun i det hele taget kunne se fra den vinkel.

"Ved du, hvad jeg har lyst til?"

[Archie McCormack]

Archie smilede lidt over hendes lyd, men endte med at flytte hænderne fra hendes mave og i stedet lægge armene over hendes, tog hende tæt i sin favn. Det gjorde dog også, at han måtte lægge nakken lidt tilbage for at kunne se hende nogenlunde ordentligt, som hun drejede sig.

Han svarede ikke med ord, men brummede i stedet i opfordring til at fortsætte.

[Valerie McCormack]

Valeries tænder blev blottet i et ufortrydende smil og blikket spillede lidt, som hun fortsatte og selvom settingen måske lagde op til dybe, alvorlige indrømmelser, så var det ikke ligefrem dét, der kom fra hende.

"Sådan en syndigt stor bøf. Og frisk salat. Og rødvin."

[Archie McCormack]

Uanset hvor lidt Archie ville anerkende det, kunne han ikke komplet ignorere den lille flaksen af nervøsitet i de få sekunders tavshed, der nåede at være, før hun svarede. Og hans tænder kortvarigt var synlige i et smil, som han slap en munter lyd.

"Det lyder også helt perfekt," svarede han efter flere uger med sammenkogte, stærtkrydrede retter.

[Valerie McCormack]

Smilet vandt kun en tak mere over hans muntre lyd og hun fortrød absolut intet, som hun flyttede hovedet lidt igen og lod det finde behageligt til rette mod hans skulder. "Ja, ikke?" musede hun og lod øjnene falde i igen.

En tilfreds lyd fulgte, mens resterne af smilet forblev over hendes læber. Og det var måske ikke helt slemt at være hjemme igen.

[Archie McCormack]

Archie kunne måske ikke se hele hendes ansigt, men han kunne se hendes smil og skuldrene syntes at falde helt på plads over det. Måske ville følelsen komme snigende igen, men lige nu gled alt i hak, som han sad med Valerie i sine arme.

Han slap hende kun langsomt med den ene og fejede lidt af det lyse hår væk fra hendes skulder, mens den anden fandt tilbage til hendes mave.

"Ved du, hvad jeg har lyst til?"

[Valerie McCormack]

Valerie nød fornemmelsen af hans arme, fingre der strøg over hendes hud og hun svælgede lidt i det, mens den dybe brummen fra hans stemme fik en behagelig rislen til at gå gennem hende.

Og hun åbnede ikke øjnene igen, men tiltede hovedet lidt og blottede sin hals, så han kunne flytte på håret, mens hun slap en lyd, der indikerede at det vidste hun ikke.

[Archie McCormack]

Efter at have strøget håret fra hendes ryg, fulgte hånden hendes arm ned i en fjerlet berøring. Den anden søgte sydpå, passerede hendes navle, som hans læber mødte den letfregnede hud på hendes skulder.

"Du har slet ingen anelse?" brummede han. Det trak blødt i hans ene mundvige.

[Valerie McCormack]

Valeries hud sitrede lidt, hvor hans fingre strejfede den og hun spændte lidt i bløde mavemuskler, som hans hånd forsvandt nedefter.

Hun fandt det temmelig distraherende og det sitrede i hendes mundvige, som hun talte i et påtaget uskyldigt - men svagt åndeløst - tonefald.

"Ingen anelse."

[Archie McCormack]

Archie mærkede musklerne spænde op under hendes hud og smilede lidt for sig selv. Med tænderne allerede blottet kunne han da heller ikke dy sig for at nappe hende blødt i skulderen, før han kyssede selvsamme hud øjeblikket efter.

Og imens fandt hånden ned mellem hendes ben.

[Valerie McCormack]

Valerie trak vejret hørligt ind, som hans tænder strejfede hendes hud og det i sig selv var nok til at få en let skælven af velbehag til at løbe gennem hende. Hun var ikke selv bevidst om, at hun kom til at holde vejret, før den slap hende i et let skælvende suk, da først han nåede frem til målet.

Instinktivt gjorde hun plads til hans hånd og spredte benene lidt, tydeligvis let til fals for den slags tilbøjeligheder.