Flyvende tæppe [S]

[Archie McCormack]

Archie var ikke for alvor nostalgisk, men tillod sig at nyde omgivelserne, indtil han lænede sig frem og greb om vandkanden. Og han blinkede en gang til Valerie, før han mærkede den hivende fornemmelse i mellemgulvet, som de forsvandt fra den syriske ørken.

Som altid ville de skulle melde i ministeriet og få registreret rejsen i papirerne inden for de følgende otteogfyrre timer, men da de dukkede op foran den lille låge i Godricdalen, var det ikke først på hans liste.

[Valerie McCormack]

De burde måske have haft en endedestination, der var lidt mindre åbenlys for mugglerne i landsbyen, men Valerie skænkede det ikke en eneste tanke, som de pludselig stod foran det lille, velkendte hjem.

Maven gav et sug og hun skælvede lidt, selvom det gik op for hende, at det skyldtes hendes påklædning i de regnkolde, engelske vejr og den bratte kontrast fra den dyriske sol.

Hun tog sig dog ikke af det, men smilede blot et helt reelt, varmt smil og rakte sin ene hånd ud i et tilbud til Archie, så de sammen kunne gå ind.

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke huske, hvornår han sidst havde stået i regnen og så ned på hendes hånd, før han brød ud i et drenget smil og trak hende ind til sig uden at bekymre sig om at blive lidt våd. Måske i virkeligheden med dét mål.

Og selvom han ikke var nogen født romantiker, gjorde han gerne en indsats for Valerie og han lagde den frie hånd mod hendes kind for at guide hende ind i et ømt kys.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke forventet den reaktion, men hun havde ikke en eneste protest, som læber var mod hendes og hun så det drengede, ubekymrede smil for sit indre blik.

Knæene føles en anelse som smør under hende, da kysset kom til en ende og en blød, sorgløs latter undslap hende, som hun blinkede regnvåde vipper op.

Armene var gledet om ham og smilet dominerede hendes ansigt, uden at hun tog sig af regnen. Kun langsomt løsnede hun dem igen, samtidig med at hun talte, næsten drømmende. "Lad os gå ind, tage et langt bad og dele en potte te?"

[Archie McCormack]

Måske var det en mulighed for at tage en sidste stund ude i regnen. Ubekymrede og fri, inden de igen skulle ind i det hus, hvor deres ægteskab nær var smuldret. Men han rettede sig langsomt op op tog hendes hånd og det var med den i sin, at han fulgte hende ind i huset.

"Tænder du for vandet, mens jeg sætter taskerne op?" spurgte han og holdt allerede en hånd frem for at tage imod hendes rygsæk.

[Valerie McCormack]

Det var et underligt øjeblik og Valerie havde måske den samme, tøvende følelse som Archie, da de stod i entreen. Men hun smilede og nikkede, overlod ham sin taske og efterlod skoene, før hun gik ud i køkkenet.

Og her satte hun kedlen over, som hun havde gjort det hundrede af gange før. Mens blusset varmede den op, foldede hun hænderne let om sine albuer og lod blikket glide rundt i det velkendte køkken.

Fyldt med både gode og helt forfærdelige minder, som alt sammen føltes en anelse fjernt, som hun selv stod der, våd af regnen, men endnu med fornemmelsen af ørknenen helt levende. Det var lidt som om, at hun stod og så på sit gamle liv udefra og huh kunne ikke lade være med at tænke, om det var sådan Archie havde haft det, hver gang han kom hjem.

[Archie McCormack]

Archie smed også selv skoene, som altid smerteligt bevidst om, at han ikke længere var i ørkenen. Med en taske hver hånd skridtede han op ad trappen og satte begge tasker nydeligt langs væggen, før han gik ud og tændte for vandet i badekarret.

Og mens han sad på toiletbrættet og kiggede ud i gangen, kunne han alligevel ikke helt ignorere den synkende fornemmelse. Fingrene fandt ned i vandet for at tjekke temperaturen og han skruede distræt på termostaten.

[Valerie McCormack]

Valerie stod nogle øjeblikke endnu, før hun rakte ud og slukkede for gassen. Lydløst gik hun gennem køkkenet, op ad trappen og endte stille i døren til badeværelset, armene foldet under brystet og en dyb rynke i den solbrændte hud mellem øjenbrynene.

"Er det altid sådan?" spurgte hun, helt lavmælt, som hun så sit indre spejlet på hans ansigt.

[Archie McCormack]

Archie hørte hende bevæge sig gennem huset, men måtte alligevel blinke sig fri af den trancelignende tilstand, da Valerie dukkede op i døråbningen. Blikket gled over hende og selvom han havde en fornemmelse af, hvad hun mente, gik har varsomt til værks.

“Hvordan?”

[Valerie McCormack]

Valerie var mere eftertænksom end noget andet, som hun trak ganske let på skuldrene og så på et intetsigende punkt, rynken endnu mellem brynene.

"Som om, at man står og ser på sit liv udefra, uden for alvor at være en del af det."

[Archie McCormack]

Måske var det forbandelsesbryderen i ham, men Archie kunne ikke andet end at overveje, om der lå en fælde gemt i hendes ord. Insisterende ende trak han dog langsomt på skuldrene.

“Af og til, ja,” svarede han og slukkede vandet. “Som om man har forventet, at alt er anderledes, men det er bare... det samme uden rigtigt at være det.” Han rejste sig og gik hen til hende, lod hænderne stryge ned langs hendes arme.

[Valerie McCormack]

Valerie havde endnu engang fornemmelsen af, at hun forstod noget nu, som hun aldrig havde forstået før og ved hans ord nikkede hun let.

Blikket søgte op mod ham, men der var ikke frustration eller tristhed i hendes blik. Bare den underlige, eftertænksomme følelse.

"Hvor lang tid varer det?"

[Archie McCormack]

Det var en skæv fornemmelse, men den var ikke længere ny for Archie. Han kunne dog ikke give hende et kvalificeret svar og trak blot på skuldrene, som han trak hænderne op over hendes arme igen.

“Et par dage, som regel. Nogle gange forsvinder det, så snart jeg får muligheden for at vågne op ved din side igen,” svarede han ærligt. Konstaterende.

[Valerie McCormack]

Valerie mødte hans blik og det trak ganske svagt i hendes mundvige, selvom det ikke fjernede udtrykket fra hendes ansigt helt.

"Jeg er ked af, at jeg ikke har forstået det før nu," konstaterede hun reelt, men stadig ikke trist. Hånden løftede sig til hans kind og tomlen strøg let over den.

"Men jeg er glad for, at vi er sammen om det nu."

[Archie McCormack]

Archie vidste godt, hvordan hun havde det. Han mærkede det selv og tog ikke hendes melankoli personligt. Et smil strejfede hans kind ved berøringen og han rystede blidt på hovedet.

“Du har intet at være ked af, skat,” forsikrede han hende mildt og tog hånden fra sin kind. “Kom med mig i bad.”