Flyvende tæppe [S]

[Archie McCormack]

Efter gode otte måneder i Syrien var kamrene efterhånden afsikrede og udforskede. Klar til, at Gringotts' andre hold kunne rykke ind og gruppen af forbandelsesbrydere kunne tage hjem. Måske Archie burde være nervøs, men det var ikke følelsen, han gik rundt med, da han fik taskerne til at svæve hen i en lille, samlet bunke.

Han bukkede sig for at flytte det og det var mere held end forstand, at bevægelsen forhindrede ham i at få et sammenrullet tæppe lige i hovedet, efter én kollega lidt lemfældigt havde kastet den gennem luften.

"Er vi ved at være klar til at pakke teltet sammen?" kaldte han til Valerie McCormack, der puslede inde i teltet.

[Valerie McCormack]

Valerie fattede ikke helt, at de rent faktisk var på vej hjem og havde netop pakket det sidste, et lille glas, ned i sin rygsæk, da Archie kaldte. Hun så ned på det, smilede lidt for sig selv, før hun lukkede den og trak den op på den ene skulder, før hun dukkede ud gennem teltdugen, nu klædt i den skjorte og de shorts hun var ankommet i.

"Det tror jeg," konstaterede hun, som hun krydsede afstanden og trak det lyse hår op i en knold. Hun kastede et enkelt blik tilbage mod det telt, der havde været deres hjem, men hun følte sig ikke trist. Rygsækken landede sammen med resten af bagagen.

"Hvor lang tid har vi til transitnøglen?"

[Archie McCormack]

Archie kastede et blik i Valeries retning og kom til at smile ved synet af hende, præcis som han havde hentet hende, før hans liv forandrede sig for altid. Han trak ærmet over panden og tog det værste sved og skidt, før han greb ned i lommen og fremdrog et lommeur.

"Femogfyrre minutter," svarede han og rettede staven mod teltet, der, dirigeret af vip med staven, pakkede sig nydeligt sammen.

[Valerie McCormack]

Valerie placerede hænderne på hofterne, da hun havde rettet sig op igen og så lidt på den halvt nedpakkede lejr, et smil på læberne. Hun nikkede til informationen. Det virkede helt umuligt, at de om kun tre kvarter ville være tilbage i England.

"Hvad kan jeg gøre?" spurgte hun efter det lille øjebliks eftertænksomhed og rettede blikket mod ham igen, et afslappet smil på læberne.

[Archie McCormack]

Den blomstrede vandkande stod allerede klar til dem sammen med støvlen, kosten og de forskellige andre transitnøgler, der var stillet frem til resten af holdet. Sikkert placeret lidt væk fra pakkerodet, så de ikke ville forsvinde.

Uden for alvor at koncentrere sig, fik Archie pakket de fleste af deres ting sammen og fik, denne gang med lidt større koncentration, det hele til at forsvinde ned i sin rygsæk. Han stod stadig med tryllestaven i venstre hånd, da han rakte den højre frem mod hende i en invitation til at komme tæt på.

[Valerie McCormack]

Valeries blik faldt til den fremstrakte hånd og lod armene falde, før hun uden tøven rakte ud og tog imod den. Hun lod sig trække tæt på og søgte hans blik, et varmt smil på læberne.

"Er du klar til at tage hjem?"

[Archie McCormack]

Archie rullede hende helt ind til sig og endte med en hånd på hendes side. Brystet hævede og sænkede sig med en tilfreds udånding, før han så ned på hende, et smil om hans læber.

"Det kan du tro, jeg er," svarede han ubekymret og gav hende et kærligt klem. "Er du?"

[Valerie McCormack]

Valerie slap en tilfreds lyd over det lille klem og nikkede, helt ærligt. "Absolut," forsikrede hun, selvom hun heller ikke var træt af ørkenen. Der var dog én, klar fordel og tænderne blottede sig, som hun fremlagde den.

"Jeg glæder mig til at have dig for mig selv igen."

[Archie McCormack]

Archie var aldrig rigtig træt af at være afsted, men han nød også at være hjemme. Primært, fordi det gav ham et par dage, hvor han var helt ren og kunne få lov at trække i de skræddersyede klæder og gnubbe albuer med vigtige mænd i Gringotts.

Men mest af alt nød han præcis dét, der lod til at være i Valeries tanker og han kom til at smile drenget. "Du hører mig ikke klage."

[Valerie McCormack]

Valerie havde såmænd også en del andre ting, hun så frem til, som havde en del at gøre med komforterne i et mindre primitivt liv, men det var ikke nødvendigt at udpensle. Hvis hun kunne have læst hans tanker, ville hun dog uden tvivl have tilføjet synet af ham i skræddersyede rober til listen. Ikke, at hun ikke nød ørkenudgaven.

Fingrene gled op og strøg en lok hår tilbage, hvor den faldt ned i hans pande og læberne pressede sig en anelse sammen om et smil, der var på grænsen til smørret. "Og det gør de andre nok heller ikke," konstaterede hun, uden for alvor at fortryde noget. Selvom de utvivlsomt på nogle punkter havde været irriterende for de andre forbandelsesbrydere, der ikke havde deres ægtefæller med sig.

[Archie McCormack]

Archie kom til at slippe en munter lyd og der var intet i hans træk, der gav udtryk for, at han var den mindste smule fortrydende. Han gav hende derimod et lille klem mere, før han lettere impulsivt drejede sig ind mod hende og stjal et kys.

"Gå en sidste runde med mig?" foreslog han.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen protester og slap også bare en bekræftende lyd til hans forslag. Hun trak sig fri, men fandt hans hånd på vejen og flettede fingrene ind mellem hans. Solen brændte lidt mod hendes nøgne hud, men ansigtet havde allerede fået så meget sol, at det bare ville få det hele til at passe sammen.

Blikket gled ud over sanddynerne og den retning, hvor ruinerne lå. Hun smilede for sig selv, før blikket søgte mod Archie og tænderne kom en anelse til syne.

"Er det underligt, hvis jeg ikke kan lade være med at tænke lidt på det her som en forsinket bryllupsrejse?"

[Archie McCormack]

Archie havde ingen indvendinger, da Valeries fingre endte mellem hans og han lukkede blot hånden om hende, mens de skridtede gennem sandet i det tempo, underlaget dikterede. Han slap en munter lyd og skævede ned til hende.

"I så fald føler jeg, at jeg burde undskylde for, at jeg har arbejdet så meget på vores bryllupsrejse," konstaterede han og var ikke hævet over at se bare en lille smule skamfuld ud over, at det var det, hun måtte tage til takke med efter flere års ægteskab.

[Valerie McCormack]

Valerie lo lavmælt over hans ord. "Jamen, i lige måde," svarede hun drillende, men mente såmænd stadig sine ord. Det var da heller ikke fordi, at hun følte sig snydt. De havde været lærlinge, da de blev gift og havde hverken haft tid eller råd til længere rejser. Hun rettede blikket frem, det sitrende smil endnu på læberne.

"Jeg mente bare, at det er lidt som at være helt nyforelsket."

[Archie McCormack]

Archie så undersøgende ned på hende, som ventede han på en uddybende kommentar og da den kom, endte han alligevel med at smile lidt. Selvom den dårlige samvittighed ikke helt fortog sig.

"Ja," svarede han efter et par øjeblikkes tavshed, gav hendes hånd et klem.