Flyvende tæppe [S]

[Archie McCormack]

Archie var ikke sen til at udnytte, at hun gav plads for ham og tog sig god tid med at kæle for hende. Få hende til at glemme den underlige fornemmelse i kroppen, der altid kom med at have været væk hjemmefra i månedsvis. Hans læber søgte over hendes hud, kyssede hendes skulder, ryg, hals og nakke.

Og som han førte hende igennem forløsningen, kunne han ikke lade være at smile ind mod siden af hendes hals.

[Valerie McCormack]

Det var i sidste ende fuldkommen ligemeget, om de var i et telt i ørkenen eller sad i et badekar i Godricdalen. Følelsen af hjem var forbundet til ham og hun lod sig fortabe i kærtegnene, hvor hvert eneste syntes at få nerveenderne til at sitre og resten af verden til at forsvinde.

Og da hun faldt let skælvende sammen mod ham, havde hun næsten glemt, hvor de var. Et øjeblik sad hun blot og lod efterdønningerne skylle gennem sig, før hun flyttede hovedet lidt og blinkede øjnene næsten dovent op. Et blødt smil trak læberne opefter og stemmen var bare den mindste smule hæs, da hun talte.

"Hvad har jeg gjort for at fortjene dét?"

[Archie McCormack]

Archie havde stadig hendes lyde i øregangen, da han lukkede armene om hende og holdt hende tæt. Hovedet endte hvilende mod hendes og han flyttede det først, da hun rykkede på sig. Mundvigene sitrede lidt.

"Hvorfor tror du, at du skal gøre noget?" spurgte han blødt og ikke uden underliggende drilleri.

[Valerie McCormack]

Valerie vidste bedre end nogen, at Archie ikke var nogen selvisk elsker. Snarere tværtimod. Det betød dog ikke, at hun ikke satte pris på indsatsen og ved hans ord slap hun en veltilpas lyd og puttede sig bare en anelse mere ind mod ham. Øjnene gled i, som hun svarede. Uden at det dumme smil forsvandt helt fra læberne.

"Fordi der ikke er nogen, der er så heldige."

[Archie McCormack]

Archie fnøs dæmpet og undlod at indvende, at det da i hvert fald var ham, der var den heldige af de to. Det ville bare lyde pladderromantisk, selvom det virkelig var mere et faktum.

"Det er der jo så åbenbart," konstaterede han i stedet og kyssede hende bag øret. "Er det tid til bøf og vin?"

[Valerie McCormack]

Val slap en tilfreds lyd over kombinationen af hans ord og kys, før hun lod nakken falde tilbage til at hun kunne plante et enkelt kys mod hans hals.

"Det er det helt sikkert," svarede hun, før hun tilføjede: "Efter en kort tur under bruseren. Jeg har drømt om en ordentlig hårvask i ugevis. Jeg kan ikke huske, hvordan det føles, ikke at have sand alle steder."

Og tonefaldet var virkelig bare muntert. Ikke forfærdet, som det engang ville have været.

[Archie McCormack]

Det var ikke helt til at tro, at det var samme Valerie, han sad med nu, som havde mødt ham i ørkenen for en god måneds tid siden. Og det var måske i virkeligheden, fordi det ikke var den helt samme kvinde, han havde taget med hjem igen.

"Tag du en tur i bruseren. Så tager jeg ned til kroen og henter noget mad," foreslog han. Det var allerede halvsent og selv hvis det ikke havde været, var han ret sikker på, at ingen af dem var interesserede i et større madlavningsprojekt.

"Så kan du måske dække op og åbne en flaske, mens jeg gør det samme?"

[Valerie McCormack]

Meget var anderledes, men der var næsten intet, der føltes mere normalt end Archie, der tilbød at hente mad på kroen og hun kunne ikke lade være med at smile. "Aftale," svarede hun og rejste sig, så han kunne komme fri. Hun stjal dog et enkelt kys eller tre fra ham, før hun lod ham gå og snart selv kunne nyde den absolut fantastiske følelse af rindende vand over sig.

Hun brugte dog ikke lang tid, selvom hun gav sig selv et mentalt løfte om en større omgang selvforkælelse i løbet af de næste par dage. For nu nøjedes hun med at vikle krop og hår ind i et par de luksuriøse, bløde håndklæder, før hun fandt ind i det let indelukkede soveværelse. Et vindue blev åbnet og hun smurte sin stakkels, solbrændte hud, før hun lettede på sin skabslåge og kastede et overvejende blik ind, før hun smilede for sig selv og tog en bøjle.

Et sted nedenunder gik døren og hun hørte snart efter lyden af bruseren. Hun var netop færdig med at tørre sit hår med tryllestaven, så det faldt i bløde bølger om skuldrene og først da lod hun den lette, bløde silkekjole, som absolut ikke havde været passende til ørkenen, glide ned over sig. Det var en simpel fornøjelse, men hun nød den, som hun satte kursen mod køkkenet, hvor hun helligede sig sin del af aftalen.

[Archie McCormack]

Flere kys senere var Archie i det støvede tøj igen og spildte ikke tiden med at komme ned på kroen og hente lige præcis dét, han vidste, Valerie ville sætte pris på. Den velduftende pose blev stillet på køkkenbordet, før han tog trappen i fire, lange trin og snart kunne han massere de ømme muskler under den varme bruser.

Han tog sig et øjeblik eller to mere, end han normalt ville, før han slukkede for vandet igen og gik ind på soveværelset. Han anede ikke, hvad Valerie havde taget på eller hvad hun ønskede sig for aftenen. Men i en pludselig indskydelse, endte han med at finde en hvid skjorte og et par af de mørke, skræddersyede bukser frem.

Og han fortrød ikke, da først han kop ned ad trapperne og gjorde holdt i køkkendøren. Hånden havde været på vej igennem det stadig halvfugtige hår, men stoppede midt i bevægelsen, som hans blik uvægerligt faldt over hende.

Hånden faldt til siden og et udpræget drenget smil blottede hans tænder. Han kunne da heller ikke dy sig for at pifte dæmpet, før han hævede blikket til hendes.

"Damn."

[Valerie McCormack]

Valerie havde nydt tiden i ørkenen, men hun var også bevidst om, at hun havde tilbragt det meste af den tid godt gennemsvedig og med sandblæst hår og selvom det lige så meget var for sin egen skyld, så kunne hun ikke ærligt sige, at hun ikke håbede på en reaktion.

Blikket hævede sig langsomt til ham, som hun stod og var ved at skænke vin og læberne spidsede sig i et lille, men tilfreds smil, som hendes eget blik også uundgåeligt gled over ham. Synet efterlod hende bare en anelse åndeløs.

Hun rettede sig op igen, satte flasken og strøg håret om bag det ene øre, før hun tog et skridt rundt om bordet. Læberne pressede sig sammen om et smil, som hun kastede et enkelt blik skråt ned over sig selv og lod det søge tilbage til ham, drillende.

"Betyder det, at den er godkendt?"

[Archie McCormack]

I Archies tofarvede øjne var Valerie altid gudesmuk, gennemsvedig og støvet eller ej. Men ligesom der var noget helt og aldeles betagende over hende i ørkenen med solrødmende kinder og vindblæst hår, var der unægteligt også noget over det syn, der ventede ham.

Han stak hånden i lommen og lænede sig op ad dørkarmen som en mand, der havde styr på det hele. Og lige der troede han faktisk på det.

"Helt og aldeles," svarede han og kastede endnu et blik ned over hende. "Men jeg ved ikke, hvor pålideligt mit ord er. Jeg ville uden tvivl godkende en skraldesæk, hvis det var dig, der havde den på."

Men det var ikke en skraldesæk. Blikket flakkede lidt nedad igen. Nej, virkelig ikke.

[Valerie McCormack]

Der var noget svært betagende over den Archie, der lænede sig ind mod dørkarmen og i næsten urimelig grad lignede den altid lidt mystiske, men uimodståelige hovedperson i en overnaturlig kærlighedsroman.

Det var svært dragende og Valerie kunne ikke lade være med at nærme sig lidt, som blikket gled over ham og til sidst endte ved hans øjne.

"Du ser nu heller ikke værst ud..."

[Archie McCormack]

Archie havde en del udfordringer med at fjerne blikket fra hende igen, ikke at han for alvor prøvede. Han stod blot i døråbningen og slugte hende med blikket, som hun nærmede sig ham.

"Nej?" spurgte han og under det selvfede tonefald var der en evigt lurende, altopslugende usikkerhed.

[Valerie McCormack]

Det sitrede i Valeries mundvige, som hun nærmede sig. Tænderne strejfede underlæben og hun lod hovedet glide lidt til siden, som hun rakte ud og lod det alleryderste af fingerspidserne glide over hans bryst. Hun overvejede, men satte til sidst ord på sine tanker.

"Du ligner, at du lige er trådt ud af en roman. Smuk, men alligevel med en næsten farlig aura omkring dig," indrømmede hun, halvt forlegen, halvt betaget, men uden for alvor at skamme sig over tanken.

[Archie McCormack]

Valerie var helt og aldeles betagende, som hun nærmede sig med et besnærende udtryk tegnet af hendes fine træk. Og Archie opfattede først, at han havde holdt vejret, da hendes fingre strejfede hans bryst og fik det til at punktere.

"Poetisk," drillede han og kunne ikke dy sig for at indfange hende med den ene arm. "Jeg burde nok sige, at maden bliver kold, men hvad kan man gøre?"

Han ventede ikke på svar, men lagde en hånd om hendes nakke under det lyse hår og trak hende ind til et ømt kys.