Nødvendigheder [S]

[Valerie McCormack]

Det var al det svar, der var nødvendigt og resten af smilet var endnu på hendes læber, da de mødte hans. Armene gled tilbage om hans nakke og hun lod al varmen strømme ud gennem kysset, som kunne have varet ved ud i evigheden.

Det var dog netop midt i det, at en af Archies kollegaer stak hovedet ind og kommenterede, at hvis de snart var færdige med at stå og snave, så var der måske andre der kunne få lov til at bruge øvelsesteltet.

[Archie McCormack]

Archie havde da været på vej ud med hende igen, men det var før udvekslingen, der efterlod ham helt blød i brystet. Og kysset, der havde efterladt ham ikke særlig blød lidt syd for. Han klarede halsen.

"Kom," mumlede han dæmpet til hende og gav hende et let klem, før han slap hende og gik mod teltets åbning.

"Jalousi er ikke en god farve til dig, Andrews," kunne han dog ikke dy sig for at bemærke, som de passerede forbandelsesbryderen. Og han ventede ikke længe med at lægge en arm om hendes skuldre.

[Valerie McCormack]

Det gav et lille sæt i Valerie ved lyden af stemmen og normalt ville hun måske have rødmet eller være forlegen, men hun kunne ikke for alvor finde nogen fortrydelse i sig.

Derfor kæmpede hun også blot med et smil, som hun nikkede og holdt masken nogenlunde.

I hvert fald indtil Archie talte til kollegaen og en munter lyd undslap hende, sammen med et smil, der vist bedst kunne betegnes som smørret, mens armen snoede sig om livet på ham.

[Archie McCormack]

Der kunne ikke have været nogen bedre bekræftelse, end Valeries dæmpede lyd og det udtryk, der lagde sig over hendes ansigt. Archie trak hende lidt tættere på sig og drejede hovedet, så han kunne lægge et kys i det lyse hår.

"Lad os tage til byen," foreslog han impulsivt. De skulle nok selvfølgelig lige have skiftet tøj og vasket lidt af ørkenen af først, men det var ved at være nogle dage siden, at han sidst havde haft mulighed for at fokusere på andet end det kammer, de var nået til.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig varm og glad og smilede, da Archie trak hende tættere. Hånden lukkede sig om hans side og hun slap en lavmælt lyd af tilfreds overraskelse.

"Ja?" medgav hun, smilet tydeligt i stemmen. "Hvad har du i tankerne?"

[Archie McCormack]

Forslaget havde været impulsivt og Archie trak på den ene skulder, før han hævede hånden og trak den igennem det støvede hår.

"Vi kunne tage ud at spise," foreslog han og skævede til hende, som han fortsatte. Lavmælt denne gang. "Der er også et badehus..."

[Valerie McCormack]

Valerie mødte hans blik og hævede øjenbrynene lidt, før læberne gled op i et smil igen. "Mh," lød det fra hende, en anelse henført, samtidig med at humøret fik et lille ikke-helt-så-uskyldigt glimt til at snige sig ind i de lyse øjne. Tonefaldet var næsten drømmende og hun var tydeligvis med på idéen.

"Du ved altid lige, hvad du skal sige, gør du ikke?"

[Archie McCormack]

Archie havde snarere en følelse af, at han aldrig vidste, hvad han skulle sige. I England følte han sig endda som en tikkende bombe det meste af tiden. Men nu gav han hendes skulder et klem og smilede drenget.

"Jeg tænkte, at det ville falde i din smag," medgav han.

[Valerie McCormack]

Valerie havde en helt særlig svaghed for det drengede smil og hendes mave gav et lille, behageligt spjæt ved synet af det. Fingrene klemte let sammen om hans side og hun slap en blød, bekræftende lyd.

"Det lyder helt perfekt," konstaterede hun, henført og så frem igen, som de nærmede sig teltet. Ærligt talt følte hun sig en anelse sitrende bare ved tanken om at blive helt ren.

"Kan vi bare tage afsted?"

[Archie McCormack]

Archie nikkede og slap hende, da de nåede teltet, kun for at holde teltdugen til side for hende. Han fulgte lige efter og indfangede hende igen, da den var gledet ned bag dem.

"Hvis lige du finder noget rent tøj frem til os, som vi kan tage med, så går jeg lige ud og giver de andre besked," foreslog han uden at slippe hende endnu.

[Valerie McCormack]

Valerie lod sig villigt indfange og strakte sig også for at stjæle et enkelt kys fra hans læber, nu hvor de i hvert fald ikke ville blive forstyrret af andre, jaloux forbandelsesbrydere. Hun slap en tilfreds lyd, som hun gled ned på fødderne igen.

"Aftale," svarede hun, selvom det var en anelse modvilligt, at hun lod ham gå. Til gengæld tøvede hun heller ikke med at pakke nogle ting, som altid pænt sammenfoldet og smilede stadig lidt for sig selv, som hun tussede rundt i teltet og ventede på, at han kom tilbage.

[Archie McCormack]

Archie kunne sagtens have brugt resten af aftenen med hende i teltet og været mere end tilfreds med tilværelsen, men alt i ham sitrede også lidt ved udsigten til at have en aften alene med Valerie væk fra al snakken om gravkamre, oldgamle forbandelser og runer og resten af holdet.

Det betød dog ikke, at han ikke var fri for flabede spørgsmål fra de andre, som han undveh med fnys og afledninger, før han igen kunne vende tilbage til teltet. Han smilede lidt ved synet af hende og tilbød hende sin højre arm. Staven var allerede trukket i den venstre.

"Klar?"

[Valerie McCormack]

Valerie havde endnu ikke været inde i den landsby, som hun havde hørt snak om og var en anelse spændt, men mest af alt bare summende ved tanken om en aften alene med Archie. Ikke, at hun ikke brød sig godt om hans kollegaer, men hun var stadig meget bare Archies hustru i selskabet. Ikke at hun for alvor havde noget imod det.

Så svaret på spørgsmålet var simpelt og hun slap det i en bekræftende lyd, før hun hankede op i den lille taske og tog imod hans arm, før den velkendte trækken bag navlen førte dem væk fra den lille del af ørkenen, der rent faktisk føltes velkendt.

[Archie McCormack]

Holdet var ankommet til den lille by og var rejst ud derfra i sin tid, så Archie, der altid havde haft en god stedsans, var allerede ganske god til at finde de små smutveje og spændende steder i landsbyen.

Det var dog primært mugglere, der boede der, så han transfererede dem til udkanten og flettede fingrene mellem hendes, da staven var væk igen.

"Badehuset er på den anden side af bazaren, men jeg tænkte, at du ville værdsætte også at få set lidt af byen, før solen går ned."

[Valerie McCormack]

Valerie mærkede en lille flig af nervøsitet, primært fordi hun stort set ikke anede noget om det mugglersamfund, som hun stod overfor. Alligevel smilede hun dog over Archies ord og klemte fingrene let sammen om hans, som hun så op på ham med et lille, blødt smil på læberne.

"Selvfølgelig," medgav hun blidt, tryg i hans selskab og viden. "Er der noget, jeg skal være opmærksom på?"