Nødvendigheder [S]

[Archie McCormack]

De havde allerede høstet pift fra bålet og med tanke på, hvor gudesmuk Valerie var, kunne det næppe komme bag på nogen, at de nød at finde tilbage til ægtesengen. Han havde i hvert fald intet andet i tankerne end hende, som hendes negle trak en anstrengt lyd fra ham.

Det fik ham dog kun til at søge mere målrettet ind mod hende og han fortabte sig lidt i følelsen af hende. Han anede derfor heller ikke for alvor, hvor længe der gik, før han skubbede sig helt tæt på hende i et par sidste, dybe ryk.

Armen rystede lidt under ham og han trykkede sig lidt tungere ned mod hende, selvom han ikke overgav sig med hele sin vægt. Og han trak vejret tungt ind mod hulningen mellem hendes hals og kraveben.

[Valerie McCormack]

Alt andet end dem var helt ubetydeligt og Valerie lå skælvende tilbage, da Archie sank lidt sammen over hende. Hendes åndedræt var overfladisk, som hun drejede hovedet ind mod hans hår og fandt hans baghoved med den ene hånd. Neglene strøg lidt gennem håret og hun smilede en anelse, som pulsen kun langsomt nærmede sig normalen igen.

Og hun løsnede da heller ikke benene med det samme, men holdt ham bare tæt og lod læberne finde hans tinding.

[Archie McCormack]

Archie trak stadig vejret tungt og stødvist, men langsomt havde han fået luft nok til at plante bløde kys mod hendes hud mellem de tiltrængte indåndinger. Hånden slap kun langsomt hendes hofte og søgte op over hendes side.

Der var ingen grund til at flytte sig, i hvert fald ikke lige nu. Hun var varm og blød under ham og selv med den nylige forløsning, kunne han ikke helt få nok af at mærke hende under sig.

[Valerie McCormack]

Valerie nød den alt andet end simple følelse af at ligge der med ham i sine arme, som hun absolut ikke tog for givet. Hun havde ikke glemt det halve år uden ham og tiden før det, der havde været mere end kompliceret. Og den komplicerede periode efter, han var kommet hjem igen. Nu føltes alt, som det skulle og hun slap en lavmælt, tilfreds lyd, mens fingrene gled ned over hans rygrad.

"Jeg kunne blive sådan her for altid," undslap det hende lavmælt, tilfreds, som fingrene ubevidst fulgte et længere ar over hans ribben.

[Archie McCormack]

Selv fra deres første gang sammen, havde Archie haft en underlig følelse af utilstrækkelighed og det var først for nyligt i ørkenens varme, at han for alvor havde fundet selvsikkerheden i at være nogen med hende. Og nu kunne han knapt lade være.

Han brummede bekræftende ind mod hendes kraveben og drejede hovedet lidt, så han i stedet kunne kysse siden af hendes hals.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig lidt som en kat med en skål fløde og en tilfreds lyd slap hende over fornemmelsen af læber med sin hals. Hun havde absolut ikke travlt med at slippe ham, men reagerede tværtimod ved bare at stramme grebet lidt om ham, selvom det fik hende til at tage en indånding over effekten på resterne af deres forening.

Og i stedet for at sige mere, sneg hun sig bare til at kysse hans tinding igen og krumme fingrene lidt besidderisk sammen om hans hår.

[Archie McCormack]

Archie tog en hvislende indånding mod siden på hendes hals og endte med at trykke læberne ind mod hende, lidt mere fast denne gang. På samme tid fandt hånden op bag hendes skulderblad og holdt lukkede sig lidt om hende, holdt hende tæt.

"Du er min," hørte han sig brumme, lige så lavt ind mod siden på hendes hals. Og selvom det måske kunne lyde besidderisk, var det ikke. Ikke for alvor. Snarere en bøn.

[Valerie McCormack]

Valeries bryst svulmede lidt, som de holdt sig tæt til hinanden og hun smilede ind mod hans hud, uden at åbne øjnene eller gøre det mindste for at trække sig tilbage. Maven gav en lille, behagelig tumlen og hun slap en blød, bekræftende lyd.

"I medgang og modgang," gentog hun en del af det løfte, som de havde givet hinanden på deres bryllupsdag.

[Archie McCormack]

Der skulle åbenbart ikke mere til for at bringe Archie direkte tilbage til deres bryllupsdag og de løfter, de havde givet hinanden. Instinktivt knugede han hende helt ind til sig og kyssede hende dvælende på halsen.

"Som en ægtemand bør leve med sin hustru," gentog han en anden del, uvildig til at tænke på den sidste linje.

[Valerie McCormack]

Valerie kunne stadig tydeligt genkalde sig dagen og hvordan Archie havde set på hende, som de stod overfor hinanden. Ordene var kun mere sande nu og hun skælvede lidt over den dybe rumlen af hans stemme ind mod sin hud.

"Jeg elsker dig," konstaterede hun lavmælt, ind mod ham. "Min Archie."

[Archie McCormack]

Ordene fik hjertet til at svulme op og sætte sig i vejen for ordene, der pressede sig på. Men til sidst, lige ud for hendes hals, fik han dem frem. Dybfølte og inderlige.

"Jeg elsker dig, Valerie."

afsluttet