Nødvendigheder [S]

[Valerie McCormack]

Valerie kæmpede lidt med barrikaderne, der truede med at glide op og fugtede sine læber. Men hun havde lyst til at være ærlig overfor ham. Selvom det var svært for hende at vise, at alt ikke var helt så perfekt, som hun forsøgte at få det til at se ud.

"Alt," konstaterede hun endelig. "Det var hele mit liv derhjemme, udover dig. Jeg ved ikke, hvem jeg er eller hvad jeg skal, når jeg ikke skal være dér. Jeg aner ikke, hvordan min hverdag er derhjemme nu."

[Archie McCormack]

Archie havde bedre ved at tale om de svære ting, når han var i bevægelse og kunne gemme sit ansigt, men han vidste, at Valerie fandt ro i ham, så han stoppede og lod hænderne finde hendes sider.

"Du anede heller ikke, hvordan din hverdag ville være her," mindede han hende om. "Men derhjemme har du din familie, dine venner. Mig."

Han hævede den ene hånd til hendes kind.

[Valerie McCormack]

Valerie fandt det udfordrende at vise sine usikkerheder, men det hjalp, da hendes blik mødte hans og hun ikke så skuffelse i de tofarvede øjne. Hun blinkede langsomt, mens han talte og selvom rynken mellem hendes bryn ikke glattede sig helt ud, så blev den bare en anelse mindre. Tvivlen var dog stadig til stede i de lyse øjne, en pludselig nervøsitet, som det hele dæmrede lidt for hende.

Ligesom at hun heller ikke bare havde kunnet sidde med hænderne i skødet i ørkenen, gav det hende koldsved bare ved tanken om at gøre det samme derhjemme. Klar over, hvad rastløsheden plejede at gøre ved hende. Hun havde brug for et formål. Og i sidste ende var det ikke nok, bare at være Archies hustru. Hvad, hvis der gik måneder, før de skulle afsted igen? Det hele slog hende nu.

"Jeg vil ikke være nyttesløs," konstaterede hun, helt lavmælt.

[Archie McCormack]

Nu var det Archies tur til at rynke brynene. Selvom livet var nyt for hende, havde Valerie set ham gøre det i flere år nu. Hun havde set, hvordan hans tid i England blev fyldt med træning, møder og studier, men alligevel var dét hendes konklusion.

Hans hænder fandt ned i lommerne. "Jeg ser," svarede han og kastede et blik ned over hende, men prøvede at hæve sig over sine sårede følelser og fokusere på hendes udfordring. Men da han fortsatte, var det mere konstaterende end omsorgsfuldt.

"Du har altid fundet måder at være til nytte på. Selv midt ude i den syriske ørken."

[Valerie McCormack]

Valerie tænkte ikke engang i et sekund, at Archie var nyttesløs. Hun vidste, hvor travlt han havde, når han var hjemme, men hun var ikke forbandelsesbryder ligesom ham. Hun så forandringen i hans ansigt, men fandt især hændernes forsvinden ildevarslende og hendes læber skilte sig lidt, som hun prøvede at læse ham.

"Jeg ved, at I har lige så travlt, når I er hjemme," konstaterede hun lavmælt, usikkerheden voksende over hans skuffelse. "Men der har I jo ikke brug for mig..."

[Archie McCormack]

Archie rynkede brynene over hendes tolkning af situationen, men talte ikke med det samme. I hvert fald ikke til hende. Han tog en dyb indånding og gned sig lidt over den ene tinding og brynet ved det, som ville det skubbe følelsen af utilstrækkelighed tilbage igen.

"Selvfølgelig har vi det," brummede han, da hånden faldt til hendes hofte igen. "Hvis vi kunne få dig med i planlægningsfasen, ville det kunne ændre hele vores tilgang til kamrene. Gøre hele arbejdet mere sikkert."

[Valerie McCormack]

Valerie mærkede, så, forandringen i Archie og hun fortrød allerede, at hun havde blottet sin usikkerhed. Blikket faldt til jorden, som lidt af den varme fornemmelse, der ellers havde domineret, kølede ned og mindede hende om, hvorfor det var, hun ikke burde sætte ord på den slags. Og måske burde det mest af alt skræmme hende, hvordan det var samtalen om livet tilbage i deres egen verden, der bragte det frem.

Hun sank, da en hånd lagde sig mod hendes hofte og først da han talte, hævede hendes blik sig langsomt igen. En lille gnist af håb meldte sig instinktivt og hun havde lyst til at give efter for den entusiasme, der generelt havde præget tiden i ørkenen, men lige nu blev den holdt nede af skammen over sin egen usikkerhed. Tåbelig, nu hvor han så let så løsningerne.

Blikket flakkede lidt mellem hans og hjørnetanden nippede let i den ene side af underlæben. Og selvom hun følte sig bare en anelse latterlig nu, tvang hun alligevel sig selv til at tale. Med en enkelt, lillebitte gnist af håb, som alligevel sneg sig ind. "Tror du?"

[Archie McCormack]

Rynken mellem brynene blev dybere, som Archie så hendes usikkerheder og genkendte sig selv i dem. Gav sig selv skylden for, at de overhovedet havde fundet grobund i det, der skulle have været en problemfri aften for dem begge.

Han hævede den frie hånd til hendes kind. "Du har aldrig haft behov for en plads, Valerie. Du kan helt selv skabe dig præcis den plads, du vil have."

[Valerie McCormack]

Valeries blik fandt hans og ordene gav en anelse genlyd for hende. Gled gennem hende og søgte at rodfæste sig. Valerie havde altid været typen, der gjorde, hvad andre forventede af hende. Hun var helbreder, som sine forældre, der begge besad høje stillinger og hun havde altid prioriteret sin karriere, sig selv, sådan som hendes bror altid havde påpeget for hende, at hun burde. Der havde aldrig været meget tid til at tænke på, hvad hun rent faktisk selv ville.

Faktisk var det eneste, som hun stort set havde gjort helt for sig selv, var at finde meningsfyldt arbejde midt ude i ørkenen med en flok forbandelsesbrydere. Blikket rettede sig frem, uden at se noget bestemt, som det dæmrede for hende. Og måske var det en kliché, men i dét øjeblik var det som om at mulighederne pludselig åbnede sig for hende og hun blinkede en anelse perpleks, mens det hele lyste ud af hendes ansigt, som en åben bog.

[Archie McCormack]

Det var i hvert fald sandheden for Archie. Der havde sgu aldrig været en plads til ham, hverken i han fars perfekte familie eller Quidditchentusiasternes højborg - eller på sit kollegium, da han kom dertil. Men på et eller andet tidspunkt havde han besluttet sig for, at det bare ikke var godt nok. Spurgt Valerie ud og taget kontrollen. Eller i hvert fald forsøgt det.

Og han kunne se præcis det samme i hende nu, som han havde følt dengang. Synet fik det til at trække lidt i hans ene mundvige, som følelsen af utilstrækkelighed fortog sig.

Han sagde dog ikke mere lige nu, men gav hende blot tiden til at tage det ind, mens han nussede hendes kind.

[Valerie McCormack]

Det var en skræmmende verden af muligheder, der pludselig åbnede sig. Det var som om, at indsigten af at hun rent faktisk havde forladt Skt. Mungos for alvor kom nu og det overvældende hende lidt, samtidig med at det efterlod hende med en underlige, kriblende fornemmelse i maven.

Blikket fandt Archies igen og denne gang var der noget håbefuldt, noget næsten brændende, i hendes blik, som hun pressede læberne sammen om et smil og nikkede let.

[Archie McCormack]

Archie smilede og trak fingrene over hendes kind i et sidste kærtegn, før han lod hånden falde til hendes. Han tog den og gjorde et kast med hovedet mod en lille sidegade, hvor de kunne forsvinde ubemærket.

"Lad os tage tilbage til lejren."

[Valerie McCormack]

Valerie havde helt sikkert fået noget at gruble over, mens Archie og de andre forbandelsesbrydere arbejdede og det havde allerede taget sin spæde start nu. Og hun følte sig mere let om hjertet igen, som hun nikkede og tog imod hans hånd. Snart efter var de tilbage på den ørkenplet, der efterhånden virkede velkendt og hun tog en indånding af aftenluften. Slappede instinktivt af.

"Jeg kommer til at savne det her," konkluderede hun lavmælt, et blødt smil på læberne.

[Archie McCormack]

Området lige omkring teltene var kun åbent for transferens ud og Archie holdt hendes hånd i sin, mens de gik det lille stykke hen til lejren. Han slap en medgivende lyd og kastede et blik over samlingen af telte, der havde været deres hjem de sidste mange uger.

"Ja," svarede han med et lille nik og trak hende tættere til sig, mens de gik. "Men jeg ser også frem til at se, hvor vi kommer hen næste gang."

[Valerie McCormack]

Valerie lod sig villigt trække tættere på, som de gik gennem sandet. Det var næsten umuligt at forestille sig, at de om lidt ville rejse væk og at hun ikke ville se det igen. Men i sidste ende var hun ikke i tvivl om, at det vigtigste blot var, at hun var sammen med Archie og af samme grund, graviterede blikket op mod ham.

"Hvor tror du, at det bliver?"