Nødvendigheder [S]

[Valerie McCormack]

Valeries puls var en anelse forhøjet og effekten af hans spørgsmål var umiddelbar. Hun fugtede læberne og slap en tænksom lyd, som om det reelt var en overvejelse. Blikket var da heller ikke ligefrem uskyldigt. Armen gled lidt tilbage, så fingrene kunne følge hans hals.

"Jeg er vist ganske tilbøjelig til at lade dig få din vilje med mig," svarede hun, kun halvt drillende og så på ham gennem vipperne.

[Archie McCormack]

Archie var ikke supermand og begyndte at kunne mærke, at han havde båret hende et godt stykke nu. Til gengæld var de også ved sengen nu og hans smil var langt fra børnevenligt, før han fangede hendes læber og tog de sidste skridt i blinde.

Der måtte han dog slippe dem for en kort bemærkning for at placere hende i sengen, men han var ikke sen til at følge efter og snart lå han over hende, atter med bløde læber mod sine egne.

[Valerie McCormack]

Det havde været under opsejling det meste af dagen og Valeries hud føltes allerede sitrende, som hun endte mod sengen og instinktivt rakte ud efter ham.

En tilfreds lyd fulgte, da hans læber igen var mod hendes og benene, der havde frigjort sig fra skørtet, foldede sig om ham, trak ham helt tæt på.

[Archie McCormack]

Timevis havde det ligget i luften og måske Archie burde være utålmodig på nuværende tidspunkt, men han fandt, at det ikke var tilfældet, selvom kyssene ikke manglede intensitet.

Han var da heller ikke immun over for hendes lille manøvre og slap en anstrengt lyd mod hendes læber, mens hånden fandt hendes hofte og helt instinktivt trak hende op mod sig.

[Valerie McCormack]

En lavmælt lyd gled over Valeries læber, som han trak hende ind mod sig og hun følte sig en anelse sitrende, som den ene hånd gled op og lukkede sig om hans nakke. Den anden fulgte hans ryg ned, fulgte aftegningen af muskler og hun kunne ikke lade være med at lade den søge ind efter varm hud, da den nåede til lænden.

Der strøg den tilbage op og neglene markerede let ind mod ham, som hun selv hævede sig op og ind mod ham, hjertet hamrende i brystet.

[Archie McCormack]

Archie var normalt ganske tilfreds med hele to arme, to ben-ordningen, men lige når han lå med Valerie på den måde, kunne han godt ønske sig lidt flere både arme og hænder. Men han gjorde godt med, hvad han havde og lagde sig ned på albuen, så han kunne begrave fingrene i hendes bløde hår.

Neglene fik ham til at tage en skarp indånding mod hendes læber og han var da heller ikke for god til at trække op i hendes skørt med hånden, der hvilede over hendes hofte, indtil han kunne mærke blonder og varm hud under sine fingerspidser.

[Valerie McCormack]

En lavmælt, længselsfuld lyd fandt ud gennem Valeries læber over fornemmelsen af hans hånd mod sin hofte. Huden føltes næsten brændende varm og hun kunne ikke hindre sig selv i at skyde sig bare en anelse mere op mod ham, behovet stigende. Fingrene strøg over hans hud, fulgte rygraden og aftegnede muskler, før de til sidst skubbede skjorten opefter.

"Tag den af," bad hun ind mod hans læber, hjertet hamrende.

[Archie McCormack]

Tålmodigheden var godt på vej ud af billedet, som Valerie skød sig mod ham som en kælen kat og fik ham til at stønne dæmpet med fingre, der krummede sig over hendes hud. Det kunne da også mærkes i hans bevægelser, da han rettede sig op og trak skorten over hovedet uden at tænke på de mange mærker på sin krop efter arbejdsskader.

I stedet kastede han et blik ned over hende, før han løftede begge hendes ben lidt, så han kunne trække trusserne af hende uden at give afkald på sin placering helt tæt på hende.

Han eskalerede det dog ikke med det samme, men lod blonderne forsvinde fra sengen og sin bevidsthed og bukkede sig ind over hende for at fange hendes læber i et brændende kys.

[Valerie McCormack]

Det var ikke så ofte, at hun rent faktisk fik muligheden for at betragte ham på den måde og blikket slugte synet af hans nøgne overkrop, uden at hun forsøgte at skjule det. Det fik kun hjerterytmen til at stige og hun fugtede læberne, som hun skød hofterne lidt op og lod ham fjerne blonderne.

Spøgelset af et smil strejfede hendes læber og hun strakte sig mod hans kys, trak ham tæt på igen. Fingrene viklede sig ind i hans hår, mens den anden hånd søgte ned over hans bryst og mave, fulgte både muskler og de ar, der mærkede huden.

[Archie McCormack]

I England var Archie evigt selvbevidst. Hans ar og komplekser passede ikke ind i det pletfri hjem i Godricdalen, men i ørkenen gav han sig blot under hendes ivrige finger med et lavt støn og lod hænderne forsvinde ind under hendes kjole.

De fulgte hendes sider op, hungrende efter blød hud, og trak stoffet med sig på vejen. Og der gik heller ikke længe, før han trak kjolen helt af hende.

[Valerie McCormack]

Valerie var bevidst om, at han normalt ville have undveget hendes fingre, men på en eller anden måde følte hun sig også helt sikker på, at det ikke ville ske nu. Og derfor udnyttede hun muligheden til fulde og følte sig temmelig åndeløs over den lyd, det trak fra hende.

Hun måtte dog trække hænderne til sig, mens han hev kjolen af, men hun tøvede ikke med at lade dem finde tilbage og glide hele vejen ned over hans mave, indtil fingrene fandt åbningen på hans bukser.

[Archie McCormack]

Fingrene ved buksekanten havde før i tiden været nok til at give ham en smule koldsved i angsten for, om fysikken skulle svigte ham, som den havde gjort det før. Men nu gjorde han bare et opfordrende ryk ned mod dem.

Da de var åbnet brugte han heller ikke mange sekunder på at sparke dem af, før han fandt hendes blottede kraveben i et sultent kys.

[Valerie McCormack]

Val havde virkelig ikke brug for mere opfordring end det og fik snart gjort kål på knuden. Og da han var fri af dem, smøg benene sig tilbage omkring ham, mens hun tog en hørlig indånding over fornemmelsen af læber mod sin hud. Øjnene faldt i, mens fingrene krummede sig sammen i hans hår og hun gjorde et ubevidst ryk op mod ham, utålmodigheden voksende.

"Archie," lød det skælvende fra hende, længselsfuldt.

[Archie McCormack]

Hvad end Archie havde besluttet omkring tålmodighed forsvandt ved lyden af hans navn fra hendes læber på en måde, der drev ham en lille smule til vanvid. Og i sidste ende var han bare en enogtyveårig mand med et vanvittigt behov for sin hustru.

Utålmodigt fik han sparket underbukserne af og gjorde kort proces, som han guidede sig ind mod hende med en hånd. Stønnede tungt mod hendes hud.

[Valerie McCormack]

En halvkvalt lyd gled ud mellem Valeries læber, da behovet endelig blev indfriet og hun skælvede i et øjeblik lidt, for en gangs skyld uden at tænke over, at der var en lille risiko for at de kunne blive overhørt af de andre forbandelsesbrydere. Men selvsamme havde set den måde, de var forsvundet ind i teltet på og Valerie var ikke for alvor opmærksom på det nu.

Hun strammede bare benene om ham i tydelig opfordring, mens den ene hånds negle efterlod små halvmåneformede mærker mod hans ryg.