Nødvendigheder [S]

[Archie McCormack]

"Val?" kaldte Archie, forhåbentligt højt nok til, at Valerie McCormack ville kunne høre det på den anden side af teltdugen. Han havde arbejdet det meste af dagen på at lægge forbandelser og fælder i et forsøg på at forberede hende bare lidt på nogle af de tilfælde, de kunne ende i. Og som han som oftest gjorde det, var det taget ud fra det værst tænkelige udfald.

Nu sad han på en høj trækiste midt i det forheksede halvmørke i teltet, der i dagens anledning havde tæt på tre meter til loftet og strakte sig over i hvert fald tres kvadratmeter. Måske derfor hævede stemmen han lidt, da han fortsatte.

"Du kan komme ind nu."

[Valerie McCormack]

Valerie stod og ventede udenfor, som hun var blevet instrueret til og skuede lidt ud over lejren. Tryllestaven rullede mellem fingrene, en anelse nervøst, indtil Archies stemme lød. Hun tog en dyb indånding, drejede sig mod teltdugen og lettede på den, så hun kunne tage et forsigtigt skridt ind.

I et øjeblik kunne hun absolut intet se, blændet af kontrasten fra solskinnet og hun stod lidt og blinkede, før blikket faldt på Archie, et stykke inde i det helt forvandlede telt. Og hun kunne ikke lade være med at gøre lidt store øjne.

[Archie McCormack]

Det var ikke første gang, det forheksede telt var i brug. Af og til brugte de det med lærlingene. En sjælden gang i mellem var det også, knapt så fornuftigt, blevet brugt til hasarderede druklege.

Han klarede halsen og smilede beroligende til hende. "Det er ikke meget anderledes end de gange, vi har gjort det udenfor, hm?"

[Valerie McCormack]

Det var lidt anderledes, fordi det bragte et par af minderne fra kammeret tilbage, men Valerie lod sig ikke slå ud af den grund. Og ærligt talt havde Archies smil en instinktiv, afslappende effekt på hende, som fik skuldrene til at falde lidt igen. Hun tog en indånding, fugtede læberne og rettede sig lidt op, før blikket gled afsøgende rundt.

Allerede nu var hun i gang med mentalt at gennemgå de tjekpunkter, som han havde givet hende og først efter at hun havde gjort nøje status over det, hun kunne se, løftede hun staven og udtalte en af de besværgelser, han havde lært hende. Og med dén fandt hun den første fælde.

[Archie McCormack]

Det var altid fascinerende at se Valerie arbejde, men på en helt anden måde nu, end når hun helbredte. Noget fængslende i, at hun beskæftigede sig med hans felt. Han fugtede læberne og blinkede knapt med øjnene, da de blå flammer skød frem. Effektfulde, men uskadelige.

Det trak derimod dovent i den ene mundvig. "Du er forbandet sexet, når du er koncentreret," bemærkede han drenget. "Vidste du godt det?"

[Valerie McCormack]

Valerie var tilfreds, da det lykkedes og hendes koncentration blev først brudt, da Archies stemme trængte gennem. Hun blinkede en enkelt gang, før et lavmælt fnys undslap hende og det trak afslørende i hendes mundvige. Hun sendte ham et enkelt, irettesættende sideblik, mens hun kæmpede lidt mod smilet.

"Er du også en af forhindringerne?" spurgte hun, sigende og kæmpede lidt med at finde sin koncentration igen.

[Archie McCormack]

Archie lod sig ikke irettesætte af blikket, men udnytte i stedet hendes opmærksomhed til at blinke til hende med det ene øje. Og det var heller ikke længe, han kunne kæmpe imod det drengede smil.

"Måske er jeg målet?" foreslog han drilsk, men ikke uden at holde halvdelen af sin opmærksomhed på, hvor hun gik hen. Ikke, at nogle af fælderne for alvor kunne skade hende.

[Valerie McCormack]

Valerie havde en helt særlig svaghed for dén side af Archie og det var mildest talt distraherende. Det drengede smil gjorde ting ved hende og hun kunne ikke kæmpe mod sine sitrende mundvige.

"Det gør mig farligt utålmodig efter at nå det," pointerede hun, tænderne kort synlige, før hun måtte tvinge sit blik væk og genfinde sin koncentration. Ikke uden temmelig meget besvær.

Det lykkedes hende dog, trods alt, at få has på endnu en fælde og træde det stykke nærmere.

[Archie McCormack]

Archie pressede læberne sammen, men var ikke for alvor beklagelig over at være en distraktion. Eller at hun gerne ville hen til ham.

"Det ser jeg," bemærkede han, ikke uimponeret af hendes målrettede tilgang. "Jeg begynder at tro, at du har øvet dig uden mig."

[Valerie McCormack]

Det trak uundgåeligt i Valeries læber, selvom hun undlod at se på ham denne gang. Uanset hvor fristende, det så var. Hun slog et slag med staven, undersøgende, mens hun svarede. Drillende.

"Tror du bare, at jeg sidder med hænderne i skødet, når du arbejder?"

[Archie McCormack]

Archie slap en munter lyd uden at tage blikket fra hende. Fulgte opmærksomt hendes grundige arbejden sig igennem teltet. Kastede et blik på gulvet lige foran hende, der var forhekset til at bevæge sig under hende, hvis ikke hun opdagede den lille barriere langs kanten.

"Jeg tror aldrig, jeg har set dig sidde med hænderne i skødet," konstaterede han, tilfreds med dette.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede over hans ord, før hun tog et skridt frem - uden at se barrieren. Og smilet blev erstattet af et hvin, da gulvet pludselig bevægede sig under hende og fik hende til at miste balancen. Hun greb dog sig selv med den ene hånd mod gulvet, før hun væltede helt, selvom hjertet pludselig hamrede.

Hånden rystede ganske let, men hun havde ikke glemt, hvad hun skulle gøre og fik udtalt en modbesværgelse, før gulvet stod stille igen og hun åndede ud. Rystede minderne fra det ægte kammer af sig.

[Archie McCormack]

Archie havde sikret sig, at intet i lokalet for alvor kunne gøre skade på Valerie. Men han spændte alligevel helt instinktivt op, da han hørte hendes forskrækkelse, og han sad på kanten af kisten, mens han holdt øje med hende.

"Val?" kaldte han blidt for at sikre sig, at hun var okay, selvom gulvet stod stille igen.

[Valerie McCormack]

Val kom på benene igen og sank en enkelt gang, før hun tog en indånding. "Jeg er ok," kaldte hun, forsikrende og kun en lille smule rystende, før hun fugtede læberne og tog en indånding mere. Løftede staven igen. Blikket gled endnu nøjere over det forestående denne gang og nu så hun dét, som hun havde overset før.

Hun udtalte en lavmælt besværgelse, som fik en række af solide bobler til at skyde fra spidsen af staven, som endte svævende over gulvet. Og hun kunne krydse det forheksede gulv ved at træde forsigtigt på dem, selvom de bobbede lidt, som lå de i vand.

[Archie McCormack]

Skuldrene faldt på plads ved bekræftelsen og Archie nikkede, mens han tog en indånding, der også fik skubbet hjertet ned fra halsen igen. Og snart gled det lidt i baggrunden igen, da han betragtede hende i aktion.

"Elegant," bemærkede han, oprigtigt imponeret.