Nødvendigheder [S]

[Archie McCormack]

Archie blottede tænderne i et smil, der faldt mere naturligt til ham i ørkenen. Fingrene kærtegnede hende distræt, fulgte hendes rygrad.

Han svarede ikke på hendes ord, brummede blot lidt og bukkede i stedet nakken for at fange hendes læber i et kys, der kun halvt var for ikke at skulle tale om at tage en lærling.

[Valerie McCormack]

Valerie havde en helt særlig svaghed for den Archie, der havde åbenbaret sig for hende i ørkenen og hans smil gjorde hendes knæ en anelse bløde. Hun protesterede da heller ikke ligefrem over hans afværgen af emnet, men mødte hans læber. Armen gled lidt tilbage, så hånden kunne krumme sig mod hans hals og hun dvælede der et stykke tid, før hun blødt brød væk og slap en lyd som en kat med en skål fløde.

"Mm. Du er et godt mål," konstaterede hun og smilede tilfreds.

[Archie McCormack]

Archie kunne nemt få evigheder til at gå på den måde og han så mere end tilfreds ud med tingenes tilstand, da Valerie brød lidt fri. Han kom endda til at grine over konstateringen lige så meget som udtrykket på hendes ansigt, der om muligt fik hende til at se mere bedårende ud.

"Jeg mente også, at du var imponerende hurtigt færdig," bemærkede han og trak hånden fra hendes lænd til hendes side, nev hende drilsk.

[Valerie McCormack]

Archies latter efterlod hende med en varm, kriblende fornemmelse og som de stod der, i et telt i ørkenen, pakket med fælder og smilede til hinanden, var det umuligt at forestille sig, at der havde været en tid, hvor alt havde været ved at gå i stykker.

Hun slap et lille fnis over hans klem og vred sig lidt, uden at trække sig væk. "Det handler om den rette motivation, gør det ikke?" spurgte hun, men var ærligt talt også en anelse stolt.

[Archie McCormack]

Hånden endte fladt på hendes side og Archie trak hende ind til sig til et kys mere. Nød følelsen af hende der.

“Det hjælper selvfølgelig,” svarede han og slap hende igen. “Hvis man er en helt exceptionel kvinde i forvejen, altså.”

[Valerie McCormack]

Valerie rødmede en anelse over ordene, men smilede også med tilfredshed, stadig med fornemmelsen af læber mod sine. Hun lod ham dog slippe, selvom hun nemt kunne være blevet stående sådan.

I stedet kastede hun et blik udover det minefelt, som hun lige havde passeret. Det trak i hendes ene mundvig.

"Jeg forstår slet ikke, at vi næsten har været her en måned allerede."

[Archie McCormack]

Selvom han havde sluppet hende, kunne Archie ikke dy sig for at række op og strejfe én af de rosa kinder. Han trak en lok af det lyse har med sig og efterlod det bag hendes øre.

"Nej," svarede han og fulgte hendes blik, mens hånden fandt fra hendes kind ned i lommen. Han tøvede lidt, men satte så alligevel ord på den tanke, der var fulgt lige i kølvandet på hendes ord.

"Men så igen. Nogle gange tror jeg næsten, at du har været her længere." Hun passede der bare. Naturligt, næsten selvfølgeligt.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede mildt over den blandede fornemmelse af det lille kærtegn og hans ord. Tænderne var synlige og hun så mere end almindeligt afslappet ud, som hun stod der med solbleget hår og nyfregnet hud i et telt i ørkenen.

"Også mig," medgav hun. "Det føles helt mærkeligt at tænke på at skulle tilbage til Godricdalen. Som om det her er blevet... Hjem?"

[Archie McCormack]

Af og til var det stadig svært at tro, at det var hans Valerie, der stod der med lidt skidt på siden af halsen og hår, der efterhånden var mere hvidt end blond. Men så smilede hun til ham og eliminerede alle tvivl, Archie kunne have. Han nikkede til hendes ord.

"Ja," svarede han og kunne sagtens genkende følelsen. Tidligere havde det drevet dem fra hinanden, men nu havde det den modsatte effekt. "Det er lidt som to liv."

[Valerie McCormack]

Der var en del mørke minder forbundet med hjemmet i Godricdalen og de havde knapt nået at få dem erstattet med nye, bedre, før de var taget væk. Og nu var hun i stille sind lidt bekymret for, hvordan det ville være at komme tilbage.

Hånden gled op og strøg håret om bag øret i en nervøs bevægelse, der ellers havde været fraværende i ørkenen. Smilet svandt dog ikke helt ind, men forblev der, som hendes hånd gled frem og strejfede hans arm let.

"Jeg er glad for også at være en del af det hér."

[Archie McCormack]

Archie havde set de nervøse bevægelser nok til at identificere dem og da hånden fandt hans arm, tøvede han ikke med at hive sin egen ud af lommen igen og fange den. Han klemte den blidt, mens han søgte endes blik. Smilede til hende.

"Jeg kan ikke længere forestille mig det på nogen anden måde," svarede han ærligt.

[Valerie McCormack]

Smilet, ordene, det hele fik hendes bryst til at boble af en varme, som næsten ikke var til at rumme og det manifesterede sig i et ømt udtryk. Fingrene lukkede sig om hans og hun kunne ikke lade være med at smile.

"Du ser lykkelig ud," bemærkede hun, lavmælt, selvom de var alene.

[Archie McCormack]

Archie var lykkelig. For første gang i sit liv, muligvis. Men dér var det. Han smilede til hende og nikkede lidt. Ikke, fordi han ikke ville svare, men fordi ordene endte med at sidde fast i halsen.

I stedet trak han blidt i hånden, han stadig havde i sin, og endte snart med begge arme om hende igen. Det hjalp på at få tungen på gled, selvom han gik en lille bue uden om sin egen lykke. Selvom den var nært forbundet med hendes.

"Det gør du også."

[Valerie McCormack]

Valerie havde elsket Archie lige siden hun var femten og var kommet til at gå ind i ham på en af korridorerne på Hogwarts. Men noget cementerede sig for alvor nu, næsten et halvt årti senere og hun nikkede, følelserne blotlagt på hendes solbrændte ansigt.

Uden tøven sank hun ind til ham igen og lod nakken falde tilbage, så hun kunne se op på ham. Smilede varmt. "Mere og mere for hver eneste dag, der går."

[Archie McCormack]

Archie havde elsket Valerie, lige siden han var femten og hun var tumlet ind i ham på en af slottets korridorer. Allerede dengang havde han vidst, at han ville leve sit liv med hende, men han havde ikke forudset, at han ville blive mere forelsket i hende for hver dag, der gik.

Han trak hende helt tæt og kunne have fortalt hende endnu engang, hvor perfekt for ham, hun var. Men i stedet fangede han hendes læber i et kys, der sagde det bedre, end han kunne med ord.