Nødvendigheder [S]

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke været på Ravenclaw for ingenting og selvom helbredelse var stedet, hvor hendes passion for alvor lå, så kunne hun ikke sige sig fri for spændingen over at bevæge sig ind på et nyt felt. Og ved hans ros, smilede hun da også, omend næsten en anelse forlegent. Hun landede elegant på gulvet igen, da hun havde krydset den næsten usynlige barriere og tog en indånding.

Hun formåede at komme lidt længere frem, før antydningen af runer, efterladt på en af teltstolperne, fik hende til at standse. Hun sank og så længe på dem, brynene trukket tæt sammen. Og til sidst talte hun.

"Jeg kan ikke huske..."

[Archie McCormack]

Archie så til med tilbageholdt åndedræt, mens hun bevægede sig lidt nærmere og han slap det først, da hun stoppede. Næsten lettet. Han rynkede brynene og lænede sig lidt frem mod hende.

"Ja?"

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke fokuseret på Archies reaktioner, mest fordi hun selv var dybt koncentreret. Uvillig til at fejle foran ham og hun mærkede en lille, kendt flig af frustration, som kom med den utilstrækkelighedsfølelse, som var den samme, der derhjemme sendte hende ud af kurs og fik hende til at søge at kontrollere verden omkring sig. Den var ikke gennemtrængende nu, men den rørte alligevel på sig, selvom man kunne argumentere for at hun allerede klarede sig temmelig imponerende for én, der ikke engang var lærling.

"Jeg kan ikke huske, hvad de betyder," sagde hun endelig, uden at se på ham, mens kanten af frustration afslørede sig i hendes stemme.

[Archie McCormack]

Det kom ikke bag på Archie, at det var runerne, der voldede Valerie problemer. De fleste af de udlærte forbandelsesbrydere på holdet havde stadig udfordringer, inklusiv ham selv.

"Ser du de to første?" spurgte han roligt og reagerede ikke på hendes frustration med andet end ro. "De går igen i slutningen. Det er en slags indkapsling. Aktiverer en magi, ligesom en forbandelse eller besværgelser ville gøre det over et område. De næste er elementer. Du kan sikkert genkende vandet. Sammen med de næste to giver det is, eller i hvert fald kulde."

Oversættelsesprocessen var altid lidt besværlig. "Hvis du træder et skridt frem og få hele kroppen ind, kan det mærkes," indrømmede han. "Men prøv at række lidt frem. Forsigtigt."

[Valerie McCormack]

Valerie tog en indånding, lod sig berolige af hans stemme. Fokuserede og lod frustrationen glide ud igen. Langsomt nikkede hun, som hun så, hvad han forklarede. Hun løftede den hånd, der ikke holdt tryllestaven og lod forsigtigt fingerspidserne krydse forbi runerne.

Hun gispede lavmælt over fornemmelsen af en brat, isnende kulde, som var helt malplaceret i ørkenen. Hun trak fingrene tilbage og vendte blikket mod runerne igen.

"Hvad gør jeg ved dem?" spurgte hun, uden at se væk.

[Archie McCormack]

Archie fulgte bevægelsen med blikket og blev lidt bekymret for, om han mon havde gjort kulden for intens. Men hun havde opdaget det, mindede han sig selv om og fandt en beroligelse i det.

"Følg dem," instruerede han. "Runemagi som den er nødt til at blive inddæmmet af runerne. De markerer det lige så meget, som gentagelserne er med til at forstærke magien."

[Valerie McCormack]

Valerie nikkede langsomt, før hun forsigtigt rakte ud og hvilede en hånd mod stolpen. Den var kølig, men ikke så kold som luften bagved og hun støttede sig til den, som hun bevægede sig ud langs kanten. Det var mørkt og hun klaprede lidt tænder, som hun ind i mellem kom for tæt på den usynlige grænse, men hun fandt snart den næste stolpe med hænderne og fulgte dem rundt.

Det var helt sikkert ikke fejlfrit og kulden skadede hende ikke for alvor, når hendes nøgne arme strejfede den, men hun gjorde sit bedste og var helt opslugt. Indtil der pludselig ikke var flere stolper - og hun indså, at hun pludselig var en hel del tættere på Archie, end hun havde været før.

Blikket søgte ham og hun slap en udånding, som hun ikke vidste, at hun havde holdt.

[Archie McCormack]

"Man kan godt forsøge at bryde konstellationen eller ødelægge runerne. Men det kan potentielt være farligt," fortalte han roligt, mens hun gik. Han havde dog sørget for, at det ikke ville gøre andet end at slå nogle advarende gnister.

Smilet vendte tilbage, da hun så på ham igen. "Næsten i mål."

[Valerie McCormack]

Valerie kom selv til at smile en anelse, da hendes blik mødte Archies og det fik hende instinktivt til at slappe en anelse af. Hun lod sig dog ikke narre af, at hun var så tæt på og nikkede lidt, før hun fandt koncentrationen igen og så omkring sig.

Hun eliminerede en fælde mere og trådte endnu tættere på ham. Kun et skridt eller to væk fra ham, overså hun det sidste, som fik hendes ene ben til at forsvinde ned i et tilsyneladende bundløst hul og hun gispede, som hun mistede balancen.

[Archie McCormack]

Med Valerie så tæt på, havde Archie glemt den sidste fælde, der lå mellem dem, og han reagerede helt instinktivt på hendes gisp. I en hurtig bevægelse var han på benene og tilbagelagde afstanden mellem dem i et par lange skridt.

Armene foldede sig beskyttende om hende, halede hende ind i sin favn.

[Valerie McCormack]

Valerie nåede dårligt nok at registrere, at benet var forsvundet, før arme trak hende op og hun stod i Archies favn. Hun slap en udånding og søgte hans blik. Hun blinkede en enkelt gang, forundret, før hun smilede en anelse, næsten genert.

"Nå?" spurgte hun lavmælt. "Er jeg helt håbløs?"

[Archie McCormack]

Det var ikke vanvittigt dramatisk, men det fik altid hævet hans puls en smule, når de øvede. Selvom han godt vidste, at hun var fint i stand til at passe på sig selv. Det skulle helst ikke blive nødvendigt.

"Langt fra," svarede han og mente det. Han slækkede grebet lidt om hende. "Hvis alle var så lærenemme, ville jeg endda overveje at tage en lærling en dag."

[Valerie McCormack]

Valerie fandt sine egne fødder helt, da han slækkede grebet om hende, men trak sig ikke ud af hans arme. Tværtimod fandt hendes egne op og lagde sig omkring hans nakke, uden at hun kunne lade være med at smile lidt dumt over hans ord. Hun overvejede at spørge ham, om det bare var noget han sagde, fordi hun var hans hustru, men hun troede ikke for alvor på, at han ville sige det, hvis han ikke mente det.

"I mellemtiden har du lidt fået en i mig," pointerede hun. "Men du er også en god læremester."

[Archie McCormack]

En dag ville det måske blive så meget hverdag at have Valerie der, at Archie ikke længere blev forundret over, hvor naturligt hun faldt til der. Men han var ikke blevet immun endnu og han lod hænderne søge ned over hendes ryg.

"Du ved godt, du ikke får karakter, ikke?" bemærkede han med et glimt i øjet.

[Valerie McCormack]

Valerie kunne ikke lade være med at le lavmælt og gjorde ikke anstalter til at slippe ham.

"Ja, du var jo målet, ikke?" mindede hun ham om og strøg fingrene gennem hans nakkehår, smilet mildt. Der sneg sig lidt mere alvor ind i tonefaldet, da hun talte igen.

"Men jeg mener det. Du ér en god læremester. Du burde tage en lærling en dag."