Nødvendigheder [S]

[Archie McCormack]

Archie trak tomlen ned over hendes kind og lod den falde til hendes skulder. Fulgte hendes overarm ned mod albuen, mens et smil spirede om hans læber.

“Offentlig ømhed er ikke så acceptabelt på åben gade her,” forklarede han mildt. “I hvert fald ikke i regionen, vi er i lige nu.”

[Valerie McCormack]

"Oh," svarede Valerie lavmælt og kunne ikke lade være med at smile en anelse. Måske burde hun være forlegen, men hun kunne ikke ærligt påstå at være ked af at, at han havde svært ved at undgå offentlig ømhed. Tværtimod. Hun sænkede dog nakken lidt og så på ham op gennem øjenvipperne, kun en anelse beklagende.

"Så må vi hellere gå, før du gør noget helt upassende, må vi ikke?"

[Archie McCormack]

Archie havde som udgangspunkt altid undgået PDA, eller i hvert fald prøve at holde det til et stærkt minimum. På Hogwarts havde det udelukkende virket som en invitation til deres medstuderende om at pointere, hvor uværdig han var til Valerie. Hvordan hun fortjente meget bedre. Og det vidste han jo allerede.

Men nu... Nu havde de rent faktisk fået brikkerne til at sidde sammen. De havde fundet hinanden, reddet hinandens liv. Han mundvige vippede, da han fangede hendes hånd.

“Det er noget af en bestilling,” bemærkede han, men holdt det upassende nede for nu og begyndte at gå mod den ene af landsbyens to restauranter.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig en anelse svævende, som de gik gennem den lille by, smilet endnu på hendes læber efter hans sidste kommentar. Snart efter var de omgivet af duften af fremmed mad, som fik hendes mundvand til at løbe en anelse.

Da først de sad og havde fået noget at drikke, vendte lyse øjne sig mod tofarvede og hun tiltede hovedet lidt.

"Hvordan har du det med at skulle hjem igen?"

[Archie McCormack]

I England var det som oftest en udfordring at være ude at spise. Uanset hvor gerne Archie ville, blev hans blev ved at søge rundt efter trusler. Bemærke, hvordan mænd, langt bedre end ham, kastede blikke efter Valerie og tirrede hans temperament.

Men da han hævede blikket til hende efter at have sat glasset fra sig, bemærkede han knapt andet end de lyse øjne. Han svarede ikke med det samme, men drejede glasset lidt mellem fingrene, før han slap det helt.

"Meget anderledes end normalt," svarede han ærligt. "Jeg længes ikke hjem på samme måde, nu du er her." Han tøvede lidt, men tilføjede så alligevel: "Men jeg er heller ikke lige så nervøs."

Engang havde han frygtet, at hun ville fortælle ham, at det var nu, det var nu og hun ikke ville være sammen med ham længere, hver gang han trådte ind ad døren. Havde næsten ventet på det.

[Valerie McCormack]

Valerie tog en tår fra sit eget glas, mens blikket hvilede på Archie og hun smilede en anelse, da hun sænkede det igen. Det kriblede lidt i hendes fingre for at række ud og tage hans hånd, men hun huskede, hvad han havde sagt om offentlig ømhed.

"Nej," musede hun lavmælt og fortsatte ærligt, selvom det var en anelse svært. Tidligere havde den slags truet med at vælte den skrøbelige balance, men nu var de et bedre sted og derfor satte hun ord på følelserne. Selvom hjertet hamrede lidt.

"Det forstår jeg. Jeg plejede altid at være nervøs for, at noget ville være forandret. At du ville have fundet ud af, at du bedre kunne undvære mig."

[Archie McCormack]

De havde gået hånd i hånd gennem byen, så Archie havde antaget, at hun vidste, den slags berøringer var tilladte. Men da hans blik faldt til hendes sitrende fingre, indså han, at det måske ikke var tilfældet og rakte selv frem for at tage hendes hånd. Trak tomlen over hendes hud.

“Jeg har aldrig kunne undvære dig,” konstaterede han lavmælt, tydeligvis kun for hendes ører. Og mere ærligt, end han normalt tillod sig selv i offentligheden. Men det hjalp selvfølgelig, at ingen omkring dem talte engelsk.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede varmt, da han tog hendes hånd og smilet forsvandt ikke, som han talte. "Det ved jeg nu," forsikrede hun og klemte fingrene en anelse sammen om hans hånd.

Tonefaldet var da også mere forundret end noget andet, som hun fortsatte. "Det burde måske bekymre mig at vide præcis, hvad det er du laver. Men det er ret lettende."

[Archie McCormack]

Archie smilede svagt og besvarede hendes fingres klem uden at fjerne hånden igen bagefter, selvom hendes fortsættelse fik ham til at rynke svagt på brynene.

“Hvordan det?”

[Valerie McCormack]

Valerie overvejede lidt, som hun forsøgte at sætte ord på følelsen. Fingrene strøg lidt mod hans hånd imens og hun så eftertænksomt frem for sig, før hun begyndte at tale.

"Jeg har aldrig rigtigt vidst, hvad det gik ud på. Jeg har altid tænkt, at det bare var de her storslåede, farefulde eventyr og at det måtte være helt forfærdeligt trivielt at komme hjem til Godricdalen," begyndte hun, tøvede lidt og fortsatte så.

"Og det er såmænd ikke fordi, at det ikke er netop dét, faktisk kunne jeg godt ønske mig at det var lidt mindre farefuldt, men på en eller anden måde er det bare mere... Håndgribeligt nu. Jeg forstår det nu."

[Archie McCormack]

Archie lyttede tålmodigt og kærtegnede blidt hendes hånd imens. Han slap en dæmpet lyd, da hun kom frem til sit punktum og nikkede langsomt, tog det hele ind. Og det var ikke, at han ikke havde noget at sige til det, men fordi de sad ude i offentligheden, at han gav hendes hånd et lille klem og smilede.

"Godt," svarede han, netop som deres mad kom hen til bordet og de mere lette emner tog over, mens de spiste. Han følte sig en smule svævende, da de forlod restauranten igen og i stedet for at tage hendes hånd igen, lagde han en arm om hendes skuldre og tog en dyb indånding af den allerede kølige aftenluft.

[Valerie McCormack]

Valerie var mæt og tilfreds, da de forlod restauranten igen og sank blødt ind til Archie. Hendes egen arm snoede sig omkring ham og hun slap en lille lyd af velbehag, som de bevægede sig ned gennem de nu næsten mennesketomme gader.

Hun kunne ikke huske, hvornår de sidst havde haft så perfekt en aften ude og det efterlod et smil på hendes læber, som hun blot nød den tavse tosomhed.

[Archie McCormack]

Der var ikke langt til et sted, hvor de kunne transferere, men Archie havde ikke travlt med at komme tilbage til lejren. Husene skærmede for den værste vind og han nød at have hende helt for sig selv et øjeblik. Ingen afbrydelser.

"Hvordan har du det med, at vi snart skal hjem igen?"

[Valerie McCormack]

Valerie tog sig et øjeblik til at overveje svaret, som ikke bare var et simpelt ja eller nej. Tænderne nippede let i underlæben og en tænksom rynke sneg sig ind mellem hendes bryn.

"Jeg er lidt bekymret for, hvordan det bliver ikke at skulle tilbage til hospitalet," konstaterede hun, ærligt.

[Archie McCormack]

Valerie passede så godt ind i hverdagen, at Archie sommetider glemte, at hun bare havde forladt hospitalet med minimal varsel. Han strøg tomlen over hendes skulder og rettede blikket frem mod vejen.

"Hvad er du bekymret for, præcis?"