Nødvendigheder [S]

[Archie McCormack]

Archie havde altid været nysgerrig på andre kulturer og havde selvfølgelig også sat sig ind i dette lands, før han tog dertil. Derfor følte han sig også komplet rolig, som han rystede lidt på hovedet og trak hende ind til sig.

"Bare hold dig tæt til mig, hm?" bad han, måske lidt for sårbart i forhold til, hvad han var komfortabel med i offentligheden. Måske var det dét, der fik ham til at fortsætte, denne gang med et drenget smil:

"Og, uanset hvor svært det er, så hold fingrene fra min numse, indtil vi er alene. Så burde vi klare den."

[Valerie McCormack]

Valerie blinkede helt perpleks over hans ord, lidt uventede i det korte øjeblik af alvor, før hun kom til at le og denne gang rødmede bare en anelse. Smilet, selvom hun prøvede at presse læberne sammen om det, var dog alligevel el anelse smørret.

"Det lyder næsten umenneskeligt, men jeg må jo prøve at holde mig i skindet," svarede hun drillende, men fandt sig også helt beroliget af hans afslappede attitude. Og på trods af sin generelle pænhed, kunne hun ikke dy sig for at tilføje: "Under forudsætning af, at jeg måske kommer til at forulempe dig senere."

Hun plirrede lidt med øjenvipperne, pressede læberne sammen og lod blikket glide ind mod landsbyen, helt let om hjertet. "Skal vi?"

[Archie McCormack]

Archie slap en sorgløs lyd og fingrene lukkede sig momentært helt tæt om hendes hofte, før han trykkede et kys mod hendes tinding og løsnede den igen. Slap hende for i stedet at tage hendes hånd-

"Lad os," svarede han og trak hende med sig ned af de små veje, indtil de kom ud på den større, åbne plads, hvor alt snildt kunne virke som et uorganiseret kaos. Men han slog helt naturligt ind mellem de andre, der skulle have nogle sidste ting, før de bazaren lukkede for aftenen.

Og der var alt. Stof i alle regnbuens farver, duften af forskellige krydderier i luften, grøntsager og fisk. Alt, hvad hjertet kunne begære. Han betragtede hende, mens hun tog det ind.

[Valerie McCormack]

Valerie havde rejst med sine forældre som barn, men mest til Frankrig og det her var ulig noget andet, hun havde oplevet før. Øjnene var store i hovedet, som hun undersøgte boderne og alle de spændende varer, som det næsten kriblede i hende for at tage med hjem.

Hun var helt opslugt, men slap ikke i et øjeblik Archies hånd, heller ikke som hun stod og så lidt forelsket på et udvalg af stof.

[Archie McCormack]

Archie havde været der mange gange og var ikke så optaget af de mange forskellige varer. Til gengæld havde han ikke set Valerie der og han nød at se indtrykkene udfolde sig i hendes træk, selv da hun stod og kiggede på stof.

“Jeg kan fornemme, at du skal tilbage igen, før vi tager hjem,” konstaterede han uden at lyde vanvittigt beklagende over det, selvom det ikke altid var det nemmeste at passe ind med de skiftende arbejdstider og ørkenens temperamentsfulde klima.

[Valerie McCormack]

Valerie brød ud af sin fascination, da Archie talte og smilede næsten en anelse forlegent.

"Det gør ikke noget," forsikrede hun, som altid uvillig til at være grund til besvær. "Men jeg har aldrig set noget lignende."

[Archie McCormack]

Årene havde, om ikke andet, lært ham at gennemskue de øjeblikke, hvor Valerie tog unødvendige hensyn og han smilede lidt over hende. Han slap hendes hånd kortvarigt for at lade hånden stryge op over hendes arm.

“Jamen det går jo ikke, at vi kommer herfra uden noget at mindes det. Nu jeg ikke kommer til at tage noget med hjem til dig denne gang,” konstaterede han roligt og kastede et enkelt blik på det bløde stof.

[Valerie McCormack]

Valerie kunne ikke lade være med at smile varmt over hans ord og havde vendt sig helt mod ham, væk fra boden.

"Jeg tror ikke for alvor, at der er nogen fare for, at jeg glemmer det her," pointerede hun med et sigende smil.

[Archie McCormack]

Archie lod sig smitte af hendes smil og alt det, der lå bag hendes ord. Hvordan de havde fundet hinanden i ørkenen og deres liv kun var blevet tættere sammenfiltret. Præcis som han altid havde frygtet at ville det, men nu overgav sig til.

“Godt,” svarede han og gav hendes arm et klem, før han alligevel måtte trække sig lidt væk og finde hendes hånd, inden de tillokkende læber fik ham i problemer. “Men ikke desto mindre kommer vi tilbage her en gang, før vi tager hjem.”

[Valerie McCormack]

Valerie havde afslået af beskedenhed, men da han insisterede, protesterede hun alligevel ikke. "Okay," medgav hun også blot, tydeligvis nem at overtale, før hånden lukkede sig om hans igen.

De fortsatte gennem bazaren og Valerie kunne ikke lade være med at lave en lille, mental liste over ting, som hun gerne ville se nærmere på.

"Hvor langt er der til badehuset?" spurgte hun nysgerrigt, både på grund af konceptet i sig selv, men også fordi hun endnu engang følte sig temmelig svedig og sandet.

[Archie McCormack]

Tålmodighed var ingen mangelvare, mens de gik gennem bazaren. Men Archie kunne ikke lade være at smile, da Valerie selv nævnte badehuset og han gjorde et nik i den generelle retning, de var på vej.

“Ikke langt, to sidegader herfra,” svarede han og ledte hende med sig. Der gik heller ikke mange minutter, før de stod ved badehuset og han måtte slippe hendes hånd.

“Her skal mænd og kvinder først ind i kønsopdelte rum og vaske sig de mere... intime steder. Men jeg venter på dig på den anden side. Okay?”

[Valerie McCormack]

Valerie var nysgerrig og en anelse sitrende ved tanken om et reelt bad, men hun var også altid lidt intimideret af det ukendte. Archies ro smittede dog af og hun smilede og nikkede, før de trådte ind.

Det lille, private øjeblik var ærligt talt en fryd i sig selv og hun følte sig endnu lettere end før, da hun endelig trådte ind i det næste rum og instinktivt søgte efter sin mand med blikket.

[Archie McCormack]

Archie ventede, til Valerie så rolig ud og slap hende først da helt med et lille nik, før han forlod hende og gik ind i det første rum. Her fik han hurtigt ordnet, hvad ordnes skulle og svang et håndklæde om livet, inden han gik ud i det større rum. Han måtte ikke vente længe og han trådte hen til hende uden at kunne holde blikket fra at flakke omkring hendes nøgne skuldre en enkelt gang.

“Lad os finde et sted,” opfordrede han og fulgte hende gennem den affolkede badestue. Ved et lille kar helt nede i bunden, der var næsten skjult af et lille indhak i muren, stoppede han og så spørgende på hende.

“Kunne det være noget?” spurgte han og ventede på bekræftelse, før han, måske for første gang i sit liv, komplet ublu smed håndklædet og sank ned i det varme vand med et dybt, tilfreds suk.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede ved synet af ham, besnærende, som han stod der i håndklædet og hun tøvede ikke med at nikke, da de nåede det lille indhak. Hun var ved at spørge til, hvordan det foregik, da Archie smed håndklædet og hendes øjne udvidede sig en anelse i overraskelse.

I et sekund eller to så hun bare forbløffet efter ham, før hun selv, kun en anelse genert, løsnede sit eget håndklæde og trådte forsigtigt ned i vandet til ham. Og sitrede allerede lidt, bare da hendes ben kom i kontakt med det.

[Archie McCormack]

Archie havde godt forudset, at det ville være grænseoverskridende for hende. Det var også en af grundene til, at han ikke havde taget hende med før nu, hvor han kunne garantere, at de var de eneste besøgende. Han bød hende en hånd til at komme ned at side og holdt ellers blikket på hendes ansigt, mens hun kom ned til ham.

Med en tung udånding lænede han sig tilbage og hævede den ene arm til karrets kant, lagde den over, så den endte bag hendes skuldre.