Nødvendigheder [S]

[Valerie McCormack]

Valerie tog imod hånden og gled forsigtigt ned i vandet. Et næsten lettet suk gled ud over hendes læber, som hun sank helt ned ved siden af Archie og lod sig trække tæt på.

Øjnene gled kortvarigt i og hun smilede næsten saligt, helt overvældet af fornemmelsen af et ægte bad.

[Archie McCormack]

Archie tog en indånding, da blød hud strejfede hans egen under vandet, men hans smil var stadig overvejende afslappet, som han trak tomlen over hendes skulder og fjernede lidt af det lyse hår.

Han havde aldrig haft behov for at udfylde tavsheden, selv ikke når den havde truet med at ødelægge dem. Og nu den blot var som et behageligt tæppe, sank han ind i den. Ind i følelsen af varmt vand og blød hud.

[Valerie McCormack]

Valeries hoved sneg sig ned på hans skulder og hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været helt så afslappet. Hånden fandt hvile mod hans lår under vandet og i en lille tid sad hun blot og nød det.

"Det her er fantastisk," fik hun dog alligevel behov for at sætte ord på, blødt og taknemmeligt.

[Archie McCormack]

Det var en perfekt lille stund og Archie bemærkede knapt, at hans øjne var gledet i, da hendes stemme lød igen. Mundvigene sitrede og han slap en lavmælt, dyb lyd i enighed. Langsomt blinkede han øjnene op og plantede et kys på hendes hoved.

“Ja,” svarede han alligevel og tog en dyb indånding i det lyse hår.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke selv åbnet øjnene igen og smilede blot saligt over hans svar og fornemmelsen af læber mod sit hår.

Armen gled ind over hans hofter og hun havde fornemmelsen af, at hun kunne sidde der uendeligt, uden at blive træt af det.

Og lige der var det også næsten umuligt at forestille sig, at de også havde et liv i England, som hun mageligt strakte benene lidt ud i badet i ørkenen.

[Archie McCormack]

Øjnene var ikke åbnet mere end et par sekunder, før de igen gled i. Med hans læber og næse begravet i lyst hår og en ro, der nåede helt ud i fingerspidserne. Han slap en dæmpet lyd i værdsættelse og trak hende lidt tættere.

Sådan kunne der sagtens gå en evighed, konstaterede han for sig selv og smilede lidt ned i hendes hår.

[Valerie McCormack]

Det sidste år i deres liv havde været turbulent, fyldt med hjertesorg og sidenhen afsavn og Valerie kunne ikke lade være med at føle at alt endelig var, som det skulle være. Perfekt, som hun sad der med ham.

"Archie?" sagde hun på et tidspunkt, efter lang tids behagelig stilhed, stemmen blød.

[Archie McCormack]

Alt gled i baggrunden, mens de sad i det varme vand sammen. Archie strøg hendes skulder og overarm i bløde, distræte berøringer. Han tog en dyb indånding mere og hævede hovedet lidt fra hendes.

"Mh?"

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig lidt som smeltet smør, påvirket af det varme vand og nærheden. Hun havde et spørgsmål, men pludselig virkede det ikke så vigtigt og i stedet sagde hun bare lavmælt, smilet tydeligt i stemmen:

"Jeg elsker dig."

[Archie McCormack]

Archi havde en fornemmelse af, at det ikke var det, hun havde brudt tavsheden for at sige. Men han havde ikke for alvor noget imod de ord, der var kommet i stedet og øjnene gled langsomt op igen, før han trak sig lidt tilbage. Kun så langt, at han kunne se ordentligt på hende.

“Gør du nu også det?” spurgte han og kunne ikke dy sig for at liste en hånd til hendes side under vandet og i et pludseligt angreb nev han hende blødt.

[Valerie McCormack]

Et lille gisp undslap Valerie, før hun lo blødt og vred sig lidt, men mere ind mod ham end væk fra ham.

"Mmh," bekræftede hun og mødte hans blik, hendes eget halvt drillende, halvt irettesættende. "Også selvom du ikke opfører dig ordentligt."

[Archie McCormack]

I en pludselig indskydelse fandt hånden om hendes knæhase og trak hendes ben ind over hans, mens han med armen om hendes skuldre fik hende vendt og vippede hende ned mod vandoverfladen med et næsten djævelsk smil om læberne.

“Er du sikker på det?” spurgte han med et spillende glimt i øjnene, som han holdt hendes hoved lidt over vandet.

[Valerie McCormack]

Endnu et overrasket gisp fulgte, da Archie pludselig greb fat i hende. Da det et sekund senere gik op for hende, hvad han lavede, røg en latter til gengæld ud mellem hendes læber. Mavemusklerne blev spændt lidt, som hun svajede op i ryggen for at blive over overfladen, men hun forsøgte ikke at frigøre sig.

"Jeg har aldrig været mere sikker på noget i mit liv," svarede hun åndeløst, latteren stadig i stemmen og et glimt i de lyse øjne, der modsvarede hans. Samtidig med at hans smil fik et utvetydigt sug til at gå gennem hende.

[Archie McCormack]

Valerie havde den mest fantastiske latter og den gjorde ham varm helt ned i maven på den allerbedste måde. Smittet af denne sorgløse side af hende, slap han selv en munter lyd og hævede hende lidt fra vandoverfladen.

Læberne fandt hendes i et ømt kys og han mistede lidt tidsfornemmelsen, før han trak sig tilbage igen. Klarede halsen og lod hende komme op at sidde igen, så han kunne trække hende ind til sig. Den ene arm endte om hendes lænd, hånden på hendes hofte, mens den anden havde lagt sig om hendes lår, lige over knæet, så hun ikke skøjtede ud af hans arme.

[Valerie McCormack]

Valerie fortabte sig velvilligt i kysset og havde midlertidigt glemt, at der kunne være andre i verden end de to. Det var umuligt at forstå, at de for blot et par måneder siden havde været på kanten af skilsmisse og tanken fik hende til at trykke sig tættere ind til ham, så snart han havde skovlet hende ind i sine arme.

En hånd gled over hans hals i et blødt kærtegn og lagde sig over hjertet, før hun talte, helt lavmælt. "Jeg er så glad for, at du kom hjem til brylluppet."