Hverdagsbillede [S]

[Cillian O'Callaghan]

Cal brød sig ikke om at få at vide, hvad han godt vidste og det var tydeligt i det faretruende glimt i de lyse øjne. Han måtte lukke sin hånd sammen for ikke at gøre noget overilet.

Hun måtte kunne se temperamentet under overfladen og hendes respektløshed skar ind i ham, men han kontrollerede sig. Pressede læberne sammen og talte i et faretruende roligt tonefald.

"Det er et sikkert sted," gentog han.

[Dominique O'Callaghan]

De var kørt i ring én gang allerede, men Zoé ville ikke lade ham slippe så let. Hun slap et frustreret suk og rystede på hovedet.

"Jeg har aldrig sagt, at det ikke var et sikkert sted," mindede hun ham om. "Men jeg er en levende kvinde. Kød og blod. Ikke et spøgelse fra din fortid."

[Cillian O'Callaghan]

Og med ét var det som om at lidt af vreden sev ud af ham igen. Langsomt rettede han sig op, trådte et skridt tilbage og så på hende. Så blot på hende.

"Nej. Du er ikke hende," konstaterede han, roligere nu. Afklaret. "Du er her, fordi det er et sted, hvor ingen vil finde på at lede. Og fordi jeg kender det."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé blinkede, da han trådte tilbage og brød den knitrende stemning, der havde fyldt hele lokalet. Hun tog en indånding, slog blikket væk og trak elastikken ud af det mørke hår, der snart bølgede frit om hendes skuldre.

Tavst trak hun fingrene igennem det og hævede kun langsomt blikket til hans, endnu uden at have besluttet sig for, om hun reelt troede på ham.

[Cillian O'Callaghan]

Cal kneb øjnene lidt sammen, som han betragtede hende. Så på hende. Pigen med wilieblodet, som havde det med at trække fingrene gennem håret, når der var noget ved en situation, hun ikke følte sig sikker på. Han tog en indånding og tog det sidste drag af cigaretten. Roligt gik han over og skoddede den i et askebæger.

"Det er tyve år siden," konstaterede han og rettede sig langsomt op igen. "En livstid, for nogen. Jeg leder ikke efter en erstatning."

[Dominique O'Callaghan]

Dét troede hun på, også selvom blikket gled afsøgende over hans ansigt. Bare for en sikkerheds skyld. Hun sank ned at sidde i sofaen og greb kruset, som hun åndsfraværende hævede til læberne.

"Hvad leder du så efter?" spurgte hun, da det igen stod på bordet. Hun lagde en cigaret mellem læberne og tændte den med rolige hænder.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke rørt kruset med te, men tog sig ikke af det. Han løftede hovedet og så på hende, som hun sad i sofaen. Selv blev han stående og tog en indånding.

"Skal der være noget?" spurgte han og hævede et øjenbryn.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé trak benene op til sig i sofaen og så på ham et langt øjeblik, før hun langsomt rystede på hovedet. Sekunder sneg sig forbi, mens hun betragtede ham. Tavst, tankefuldt.

"Du slår mig ikke som en mand, der går nogle steder hen uden formål."

[Cillian O'Callaghan]

Cal betragtede hende, mens hun tænkte og lagde ikke skjul på det. Han tændte en cigaret mere og fnøs lavmælt over hendes ord, netop som han viftede tændstikken ud og smed den i askebægeret. Han rettede sig op, hævede hagen lidt og tog et langt drag, før han fangede cigaretten mellem fingrene og lod armen falde.

"Måske kender du mig ikke så godt, som du tror," konstaterede han.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kneb øjnene lidt sammen, betragtede ham et øjeblik og trak så på skulderen. "Måske," svarede hun og satte cigaretten til læberne uden at slippe ham med blikket.

"Men bedre end du tror."

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog en indånding og lod hovedet falde lidt tilbage, blikket rettet opad. Han satte cigaretten til læberne og slap en lavmælt, bekræftende lyd. Medgav det, selvom han ville foretrække at det ikke var sandt. Fingrene fjernede cigaretten igen, men han sænkede ikke hovedet.

"Du fortalte mig aldrig hvordan," konstaterede han. Hvordan hun havde vidst det.

[Dominique O'Callaghan]

Igen var blikket vendt fra hende, men Zoé lod sig ikke tirre af det. I hvert fald ikke lige nu. Hun lod blot en tår rødvin mere skylle ind over tungen, så filteret blev stænket af den mørke væske.

"Er der ikke altid en kvinde?" spurgte hun, nærmest uinteresseret.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs over hendes ord, blinkede langsomt og rettede blikket mod hende. Lod hovedet falde tilbage. Hendes tonefald var måske uinteresseret, men han hørte bitterhed under det. Han betragtede hende i tavshed lidt endnu. Han fugtede læberne og trak vejret ind mellem dem, tog et drag af cigaretten.

"Men du er ligeglad," konstaterede han, rettet mod hendes tonefald. Uanset, hvad han så troede. "Hm?"

[Dominique O'Callaghan]

Måske en dag Zoé ville være kvinden for nogen, men hun tvivlede ærligt talt på det. Desuden var hun ikke sikker på, om hun overhovedet ville vide, hvordan hun skulle behandle det, hvis hun endelig var. Hun havde en tendens til at ødelægge det for sig selv og dem omkring sig.

Det var nok dét, der fik hende til at trække på skuldrene. "Hvorfor skulle jeg være andet?" vendte hun spørgsmålet mod ham.

[Cillian O'Callaghan]

Nej, Cal troede ikke på, at hun var ligeglad. Han troede ikke, at hun nærede noget specifikt ønske om at være kvinden i hans liv, men han troede heller ikke på hendes ligegyldighed. Havde hun haft det sådan, ville hun ikke have spurgt. Ikke have forlangt svar. Øjnene kneb sig lidt sammen.

"Hvis du er ligeglad," konstaterede han, roligt. "Hvorfor så overhovedet spørge?"