Hverdagsbillede [S]

[Dominique O'Callaghan]

For en kvinde, der havde tilbragt de sidste mange måneder på flugt, var det en meget rolig verdag, Zoé pludselig havde fået. Det var ikke meget, der var at lave i den lille havneby, men efter nogle uger var menneskene der begyndt at give små nik, når de passerede hende på gaden.

Måske var det ikke, hvad hun havde regnet med for sit liv, men det var en hverdag og hun var ikke dybt frustreret, da hun forlod butikken den aften. Hun tændte en cigaret og efterlod tændstikken på brostenene, før hun satte mod den lille lejlighed, der var blevet hendes hjem.

Cillian O'Callaghan

[Cillian O'Callaghan]

Cal var en travl mand og han havde ikke været tilbage siden den nat, han havde tilbragt i den velkendte by for et par uger siden. Han havde fået leveret de urter mod mareridt, som han havde lovet, men var ikke selv kommet. Endnu.

Hvad der drev ham til det lige den dag, vidste han ikke. Måske havde det noget at gøre med den konfrontation han havde haft med et par smuglere, som havde efterladt ham en anelse dirrende og med et par blodstænk mod den hvide krave.

I hvert fald var han der. Ventede på hende i lejligheden, blikket rettet ud af et vindue, mens han røg. Og han drejede sig ikke med det samme, da han hørte døren gå. Talte blot roligt, da den smækkede.

"Du har brug for sikkerhedsbesværgelser."

[Dominique O'Callaghan]

Intet lod til at være anderledes og Zoé gik lidt i sin egen verden, da hun låste sig ind og trak jakken af uden at ane, at hun ikke var alene i lejligheden. Derfor var hun også ved at få et slagtilfælde, da hun hørte en stemme.

Hjertet gallopperede stadig, da hun dukkede op i døråbnungen til stuen efter at have hængt jakken og stillet skoene. Hun lænede sig op ad dørkarmen.

"De fleste bruger hoveddøren."

[Cillian O'Callaghan]

Cal drejede hovedet og så på hende med et hævet øjenbryn og let adskilte læber, som han satte cigaretten til og drejede så ansigtet tilbage mod vinduet.

"Jeg sørger for det," konstaterede han blot og så gløden afspejlet i ruden.

[Dominique O'Callaghan]

"Kommer det naturligt til dig?" spurgte Zoé. Hun skubbede sig fri fra dørkarmen og kastede et blik på hans refleksion i ruden. Roligt tog hun et par skridt mere ind i rummet uden at gå direkte hen til ham.

"Kaste et blik ud af ruden, som om du knapt bemærker min tilstedeværelse, samtidig med at du tydeligvis igen bekymrer dig om min sikkerhed."

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs let, uden at vende sig og satte cigaretten til læberne igen. Det havde været en prøvende dag og måske var det en fejl at være der, velvidende at hans kontrol ikke var helt den samme, som den plejede. Alligevel stod han der nu og svarede hende tonløst.

"Hvad mener du?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé burde måske høre advarselssignalerne og lade være at presse ham. Især når det var første gang i flere uger, de havde set hinanden. Men hun havde ikke bemærket blodet på hans krave. Og hans tilstedeværelse var et pust fra hendes tidligere liv, der pustede til rastløsheden.

"Jeg mener, er det naturligt for dig at skulle være mystisk og gangsteragtig eller er det fordi du ikke vil have, at jeg ser på dig, når du siger det?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog et drag mere, som hendes spørgsmål rungede lidt i luften. Og så drejede han sig mod hende. Hævede begge øjenbryn lidt og så på hende ud under halvt nedslåede øjenlåg.

"Der vil være nogen til at ordne det i morgen," konstaterede han blot.

[Dominique O'Callaghan]

Det blev ikke dén triumf, hun havde håbet på og det gjorde næsten kun hendes trang til at stikke til ham mere insisterede. Blikket faldt over hans ansigt til de mørkerøde pletter på det hvide stof. Og hun var ikke et sekund i tvivl om, hvad det var.

"Det var en lang tur for at konstatere noget, du uden tvivl allerede vidste."

[Cillian O'Callaghan]

Cal var bevidst om hendes blik og drejede hovedet til siden. Hans ansigt var ikke så ulæseligt som ellers. Der var noget råt i udtrykket. Bekymring, måske, sammen med irritation. Ingen af delene var rettet mod hende.

"Right," svarede han, forstående, og nikkede en enkelt gang, mens fingerspidserne klemte lidt sammen om cigaretten. "Måske var det en fejl."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé rynkede brynene lidt over hans udtryk, som hun ikke erindrede at have set før. Måske et glimt af det en enkelt gang på Kimæren, men det var længe siden. Hun svarede ikke, men så frygtløst ind i de intense øjne, som hun trådte tættere på ham, indtil der var kun lidt over en armslængde mellem dem.

"Hvorfor er du her?"

[Cillian O'Callaghan]

Hun trådte tættere og hendes blik veg ikke, men hans gjorde. Da han drejede hovedet og fugtede læberne. Trak røg ned i lungerne og pustede det ud, før han så tilbage på hende. Hævede øjenbrynene lidt, de lyse øjne komplet udtryksløse.

"Jeg sagde, at jeg ville komme tilbage," konstaterede han simpelt, stemmen dæmpet.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket var i hans, men endnu engang var det komplet umuligt for hende at gennemskue, hvad der foregik bag dem. Eller hvad det var, der havde bragt ham tilbage nu. Med blod på kraven.

"Det gjorde du," svarede hun og tog et halvt skridt tættere på. "Og nu er du her."

[Cillian O'Callaghan]

Cal nikkede, ganske let og fugtede læberne, som han røg. Uden at træde tættere på hende, og uden at tage blikket fra hende. Han måtte bøje nakken lidt for selv samme. Tommelfingeren strøg let over den ene mundvig.

"Hvordan går det med mareridtene?" spurgte han, roligt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var kun Cillian O'Callaghan, der kunne stå og spørge næsten konverserende ind til hendes mareridt, mens han tydeligvis havde været noget langt mere begivenhedsrigt igennem. Zoé tog en indånding og foldede armene under brystet.

"Bedre."