Hverdagsbillede [S]

[Dominique O'Callaghan]

Der var stadig gabende huller af uvished for Zoé, der ikke længere kunne vende det blinde øje til. Tankerne blev siddende, gravede sig dybere og dybere i hende sammen med spørgsmålene om hans motivation. Hun fandt ingen svar i hans ansigt.

Tungespidsen løb over læberne. Hun burde holde sin kæft. Men det havde aldrig været hendes spidskompetence. Skud fra hoften var, derimod.

“Hvem er hun?”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var ikke en mand, der var nem at overraske, men som hans blik brat fløj til hende, var det klart, at hun havde gjort netop dét.

"Hvad?"

[Dominique O'Callaghan]

Reaktionen var underligt tilfredsstillende. Nok til, at hun ikke lod emnet glide eller slog blikket væk, men blot så stålfast tilbage i de blå øjne. Hun sank, men lod ham ellers ikke se, hvordan hendes hjerte allerede slog lidt hårdere.

“Skal jeg gentage?”

[Cillian O'Callaghan]

Denne gang så han på hende. Faktisk borede det lyse sig blik en anelse ind i hendes mørke, som han stod der. Helt uden at røre sig.

"Nej," svarede han. Rolig, selvom han ikke var det. Han vidste ikke, hvor hendes spørgsmål kom fra, men han vidste at det fik håret til at stå lidt op i nakken.

"Du kan forklare, hvad du mener."

[Dominique O'Callaghan]

Det havde været et gæt i blinde, men da først Zoé så reaktionen, kunne hun ikke lade være at følge det. Var det ikke også altid sådan? En hjertesorg, der fik bygget metertykke mure om ens inderste. Hun fugtede læberne.

“Kvinden, du kendte her.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal stirrede på hende. Decideret stirrede. Og så fnøs han, før han gik til siden. Kunne ikke stå stille. En hånd gned over kæben, før han vendte sig mod hende igen.

"Hvordan?" lød spørgsmålet. Simpelt, men alt andet.

[Dominique O'Callaghan]

Jo, hun havde uden tvivl ramt rent. Zoé fulgte hans rastløse vandring over sit stuegulv uden at tage blikket fra ham og det mødte hans, så snart han vendte sig mod hende igen. Hun hævede et bryn.

"Jeg spurgte først," konstaterede hun og denne gang havde hun ikke tænkt sig at vige.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs og der var en frustration i det. Hans kæbe spændtes, som han trak vejret ind gennem næsen og pressede læberne sammen. Ansigtet havde drejet sig væk igen og han måtte bevæge sig, mens han søgte kontrollen.

Og han fandt den. Skrøbelig, men den var der. Han så dog ikke på hende, men blev stående med siden til.

"Det er ligegyldigt," konstaterede han. "Hun døde for længe siden."

[Dominique O'Callaghan]

Blikket flakkede til kæbemusklen; til de bå øjne, hun ikke kunne fange og til hans læber, da de endelig bevægede sig. Svaret fik hende til at rynke brynene og hun efterlod cigaretten i askebægeret, før hun rejste sig op.

"Det var et svar," konstaterede hun roligt. "Men ikke på mit spørgsmål."

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs røg ud, som han netop fjernede cigaretten fra læberne igen. Han tog en indånding, beroligede sig selv og lod skuldrene falde. Blikket var rettet mod alt og intet, som han stod med siden til hende.

"Jeg tror, at du kender svaret," konstaterede han, stemmen hæs, men roligere nu.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé sank hårdt, som han endnu engang uden ord bekræftede hendes formodning. Hun tog en indånding og ignorerede sit hamrende hjerte, da hun gik tættere på ham. Hvorfor vidste hun ikke, men noget drog hende nærmere.

Hun rynkede brynene, men stemmen var fast, da hun talte. "Hvorfor bor jeg her, Cal?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal vendte sig ikke mod hende, selvom han hørte hende komme nærmere. Han tog en dyb indånding, lod nakken falde lidt tilbage, selvom blikket blev rettet ligefrem.

"Her er sikkert," konstaterede han, simpelt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke længere et spørgsmål om, at nogle ting var holdt fra hende for hendes egen sikkerheds skyld, men et tegn på en motivation, hun ikke forstod. Og en regning, hun ikke vidste, hvornår ville komme.

"Troldelort," kaldte hun ham ud, uden hun vidste, hvor kraften bag udbruddet kom fra. "Der er i hvert fald hundrede andre steder, der kunne være mindst lige så sikre."

[Cillian O'Callaghan]

Cal drejede sig mod hende, da hun talte. Og der var noget brændende i det lyse blik. Musklen ved kæben sitrede og der var noget vredt i hans tonefald, da han talte. Noget udfordrende.

"Yeah?" svarede han og kneb øjnene sammen, som han tog et skridt tættere på. Pegede på hende med den hånd, der holdt cigaretten.

"Så gå ud og find dem, hvis du er fucking utilfreds."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var inderligt taknemmelig for dét, hun havde fået og vidste, at hun i nogen udstrækning skyldte Cal sit liv. Men hun var rastløs og frustreret og trådte krigerisk tættere på.

"Flot afledning. Du ved udmærket godt, det ikke er dét, det handler om," bed hun. "Ud af alle de mulige steder, valgte du denne by og plantede mig her. Hvorfor?"