When in Wales [S]

[Cillian O'Callaghan]

Cal kneb øjnene en anelse sammen og samlede hænderne foran sig, albuerne på armlænene. En lille røgsøjle steg op fra cigaretten mellem hans fingre og han fugtede sine læber. I nogle sekunder var der fuldkommen tavshed, mens han tydeligvis overvejede og til sidst besluttede sig for at tale.

"Jeg prøver at gennemskue dig," bemærkede han i et sjældent anfald af ærlighed. Måske ansporet af hans nysgerrighed. "Men selv efter fire år har jeg fornemmelsen af, at det endnu ikke helt er lykkedes mig."

[Dominique O'Callaghan]

Arbejdet på Kimæren havde kun kultiveret hendes i forvejen helt naturlige evne for at holde kortene tæt til kroppen og ansigtet i en rolig mine, der af de fleste fejlagtigt blev tolket som afvisende. En mine, det var faldet tilbage i, mens de sad og betragtede hinanden i tavshed.

Det var ikke de ord, der brød tavsheden, der for alvor fik Zoés opmærksomhed. Med en mand som Mr. O'Callaghan forventede hun ikke andet. Men det var hans efterfølgende ord, der fik det til at trække let ved mundvigen.

"Nej?" spurgte hun og lagde cigaretten mod læberne. Blikket spillede, allerede før hun talte igen med hans ord. "Du er ellers en opmærksom mand."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian så blot roligt på hende ved hendes vittighed og slap en lavmælt lyd af enighed, der lød mere konstaterende end munter. Han satte cigaretten til læberne.

"Hvorfor kom du til Kimæren i sin tid?"

[Dominique O'Callaghan]

Vittighederne var lige så meget en del af forsvarsværket som hendes til tider bidende sarkasme. Men de var dét, der gjorde, at Zoé ikke så lige så forbløffet ud, som hun følte sig ved hans spørgsmål.

Hun pustede røg væk og fugtede læberne, før hun tog et skarpt sug mere. "Jeg manglede et job." Blikket veg ikke fra hans, selvom ordene gjorde.

[Cillian O'Callaghan]

Cal udviste ingen tegn på om ordene var det, han forventede at høre eller ej. Han noterede sig dem, røg lidt i stilhed igen og lavede på et tidspunkt en håndbevægelse, som fik det ene tekrus til at svæve nærmere. Han var mere til almindelige tekopper, men han klagede ikke og tog en tår.

"Du blev i fire år," konstaterede han endelig, henkastet.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde aldrig været den skarpeste magiker og var evigt lidt imponeret over Mr. O'Callaghans kontrol. Selv rakte hun frem og greb sit krus, da hun havde trukket det ene ben op under sig, og hvilede det mod låret.

"Det var et godt job," konstaterede hun lige så roligt som før, men med en let sitren om mundvigene.

[Cillian O'Callaghan]

Han betragtede hende og ved svaret trak det en anelse i hans ene mundvig. I sidste ende var det svar nok, selvom han stadig havde en fornemmelse af, at hun var mere kompliceret end som så - men sådan var de fleste mennesker, som var interessante at tale med.

For en tid sænkede tavsheden sig og han lod blikket glide rundt, som han drag af sin te og røg sin cigaret. Ikke ukomfortabel i tavsheden.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke første og åbenbart heller ikke sidste gang, at de sad sammen i tavshed og røg. Men Zoé sad aldrig med følelsen af, at der ikke blev sagt noget, omend det ikke altid var med ord. Hun havde slukket en cigaret, drukket næsten en halv kop og tændt en ny, før hun talte igen.

"Jeg følte mig tryg," konstaterede hun langsomt. "Det er ikke mange steder, en kvinde for alvor kan det."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian havde selv tændt endnu en cigaret og havde netop taget et drag fra den, da Zoé fortsatte med at tale, som om der ikke havde været nogen pause. Han fandt det i hvert fald ikke underligt blot at fortsætte, hvor de var sluppet og han kneb øjnene en anelse sammen, som han betragtede hende med interesse.

"Nej," medgav han, simpelt. "Føler du dig tryg nu?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé svarede ikke med det samme, men ventede ikke lige så længe med at svare som før. Hun tog blot et øjeblik til at se tankefuldt ind i de isblå øjne, inden hun indså, at hun aldrig havde været i tvivl.

"Ja."

[Cillian O'Callaghan]

Loyalitet var essentiel i Cillians verden og den kom naturligvis ikke uden belønning. Han tog sig af sine venner, til gengæld for, at de dedikerede deres troskab til ham. Måske var det det, der nu fik ham til at interessere sig for Zoés tryghed. Dét og følelsen af en gæld, som nu var betalt.

"Godt," konstaterede han. "Hvis det ændrer sig, vil jeg gerne have, at du kontakter mig."

[Dominique O'Callaghan]

Hjertet slog lidt hårdere, selvom Zoé i den grad vidste bedre. Men der var noget ved emotionelt utilgængelige mennesker eller de, hvor det aldrig ville gå, der havde en særlig tiltrækningseffekt på hende og hun havde en kriblen i nakken, da hun fugtede læberne.

"Det lover jeg," svarede hun og mente det. Cigaretten fandt tilbage til læberne, som hun betragtede ham lidt, tankefuld.

"Jeg står i gæld til dig."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian satte cigaretten til læberne og trak røgen ned i lungerne, alt imens blikket forblev på hende. Han så fortsat tænksom ud, også ved hendes næste ord, men han gjorde intet for at forsikre hende om, at det ikke var tilfældet. Han havde ikke noget imod at hun tænkte sådan.

Røgen undslap ham igen og han fugtede læberne, mens blikket gled over hendes ansigt. Fæstnede sig til sidst ved de mørke øjne, der engang havde været en anden farve. Så meget huskede han.

[Dominique O'Callaghan]

Hvis stadig hun arbejdede på Kimæren, ville det være muligt med tiden at indfri den gæld, men med en fremtid i en søvning by i Wales, var den fremtidsudsigt mere end usikker. Zoé røg i lidt tavshed og studerede hans øjne, som var der svar at finde deri. Men ingen hun forstod.

"Hvis der nogensinde er noget, jeg kan gøre..."

[Cillian O'Callaghan]

Der var helt sikkert mange mænd, der ville have øjnet en mulighed for at udnytte den unge kvinde, men for alle sine fejl, var Cillian ikke en af dem. Han så blot roligt på hende, tog et drag af cigaretten og afsluttede hendes sætning.

"Så er jeg sikker på, at du nok skal gøre dit bedste."