When in Wales [S]

[Cillian O'Callaghan]

En bedre mand ville måske have søgt at trøste hende. Komme med ord, der kunne gøre det bedre. Men det var, som det var og det ville kun være en falsk tryghed.

Så han sagde intet, men tog en indånding og trådte et skridt tilbage. Satte cigaretten til læberne.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé søgte ikke trøstende ord og mente heller ikke selv, at hun behøvede dem. Frem for at bebrejde ham, at der ikke kom nogen, værdsatte hun det og trådte blot et skridt frem, da han trådte tilbage.

Tavst lagde hun armene om hans liv og sank ind til ham, bare et øjeblik endnu.

[Cillian O'Callaghan]

Cal stoppede hende ikke. Tværtimod lod han hende komme og foldede armene om hende. Blikket var rettet mod et punkt bag hende, cigaretten stadig mellem læberne.

Den ene hånd gled op og lagde sig over hendes nakke og der gik en stund, før han talte. Mere en konstatering end et løfte.

"Jeg kommer tilbage."

[Dominique O'Callaghan]

Det var ingen episk eventyrromance, hvor arbejdsgiveren af kærlighed havde sikret hendes sikkerhed og de nu kunne leve lykkeligt i skjul. Ingen inderlig omklamring, hvor de aflagde dybfølte løfter.

Men Zoé følte sig tryg mere tryg i dét, der i stedet udspillede sig. Nød blot at stå med armene om ham i det lille helle, hun dog havde fået. Hun formåede endda at smile, da han lagde hånden om hendes nakke.

"Mh," svarede hun bare i accept og blev stående hos ham et øjeblik mere, før hun brød fri. Skyggen af smilet formede stadig hendes læber i en subtil bue.

[Cillian O'Callaghan]

Han holdt ikke på hende, men lod hende trække sig væk. Nikkede let og trådte tilbage. Han tog sin jakke, hvor han havde efterladt den og trak den på. Blikket vendte sig mod hende.

Og så gik han alligevel tilbage, tog cigaretten mellem fingrene og tiltede hendes hage let, så han kunne trykke et kort kys mod hendes læber.

"Pas på dig selv, Zoé," brummede han, før han tog cigaretten mellem læberne igen. Klar til at gå.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket fulgte hver af hans bevægelser, mens han gjorde klar til at gå. Selvom det stadig var lidt sært at se ham i så hverdagslige omgivelser, var der ingen tvivl om, at det var den samme mand. Og så alligevel ikke.

Hun var i hvert fald både overrasket og nysgerrig, da han i stedet for at gå søgte tilbage til hende. Vipperne sitrede lidt under kysset, der var alt for kort. Derfor hævede hun også langsomt hånden til hans læber, gav ham al mulighed for at trække sig, før hun roligt fjernede cigaretten.

Denne gang røg hun den ikke, men lod blot hånden falde ned langs siden, mens den anden lagde sig ved hans hals og guidede ham ind til et mere fast, trods det stadig var blødt. Dvælende, nu hun ikke havde nogen forvisning om, hvornår hun igen kunne mærke et andet menneske igen.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et øjenbryn let, da hun fjernede cigaretten, men standsede hende ikke. I stedet mødte han hendes læber og tillod sig selv et øjebliks dvælen.

Langsomt brød han væk, hvilede et kort øjeblik panden mod hendes, før han tog cigaretten igen og trådte tilbage med et lille nik.

[Dominique O'Callaghan]

Det var meget intimt for en mand, der kun havde været i hendes seng én gang. Faktisk erindrede hun ikke nogensinde at have oplevet den form for ømhed i berøringerne, muligvis med undtagelse af Maeve Appleton.

Hun smilede svagt, da han trådte tilbage og besvarede det lille nik. "Til vi ses igen."

[Cillian O'Callaghan]

Ikke flere ord undslap ham. Han satte blot cigaretten tilbage mellem læberne, før han vendte sig og gik.

Udenfor vendte han et par ord med sine mænd, som naturligvis ikke kommenterede på hans tilstedeværelse der.

Og så forlod han landsbyen. En nats søvn fattigere, men et par bekymringer rigere.

Lukket