When in Wales [S]

[Dominique O'Callaghan]

Da først Zoé var ankommet til Wales, havde hun troet, at det værste var overstået. Nu var rejsen og konsekvenserne på Kimæren med Cillian O'Callaghan bag hende. Et nyt liv kunne begynde. Men der var ikke gået mere end en måned, før hun var ved at gå til af rastløshed.

Uden noget egentligt mål bevægede hun sig ind til byen. Hvis man da kunne kalde Brecon dét. Hun lod håret falde løst om ansigtet og begravede hænderne i baglommerne på de tætsiddende, højtaljede jeans, mens hun skridtede forbi de uinspirerende butiksvinduer.

[Cillian O'Callaghan]

Det var en måned siden, at Cillian O'Callaghan havde stået overfor Zoé van der Berg på sit kontor i Hogsmeade. Her havde hun antaget, at de ikke ville se hinanden igen. Han havde ikke modsagt hende, på det tidspunkt ubesluttet omkring, hvorvidt det ville blive sandt eller ej. Han havde dog sat en af sine mere diskrete mænd til at følge efter hende til Wales og holde øje med hende, alamere ham, hvis nogen fra ministeriet skulle komme snusende.

Den besked kom heldigvis ikke. Til gengæld fik han besøg af en patronus, der informerede ham om, at hun var dukket op i den lille landsby igen og dén eftermiddag besluttede han sig for en lille udflugt. Derfor stod han nu diskret lænet op mod en husmur, den ene fod løftet og plantet ind mod muren, mens han røg. I nærheden var et par af hans mænd, men udenfor umiddelbar synsvidde. Deres tilstedeværelse skulle helst ikke være opsigtsvækkende.

Han havde netop sat cigaretten til læberne igen, da hans blik fandt hende og han pustede langsomt røgen ud, mens han betragtede hende, uden at kalde eller gøre opmærksom på sig selv.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé gjorde sig alle sine forholdsregler, men hun var ikke den skarpeste stav eller den mest grundige af sind og med erfaringer begrænset til en kort tid i ministeriet og ansættelsen på Kimæren, havde hun ikke haft nogen anelse om, at hun var blevet skygget. Hun var heller ikke bevidst om, at hun blev betragtet nu, men bevægede sig blot langsomt ned ad gaden.

Det var et tilfælde, at hendes blik faldt til manden på den anden side af gaden, der syntes at have en nærmest magnetisk effekt. Og hun genkendte ham med det samme. Distræt trak hun fingrene gennem håret, tog en indånding og kastede et blik over skulderen. Det ville være risikabelt at gå direkte til ham, når ikke hun vistede, hvem der var i nærheden.

I stedet nærmede hun sig på modsatte side af vejen og holdt blikket på ham, overvejede om han mon var der for hende. Det kunne næsten ikke været et tilfælde.

[Cillian O'Callaghan]

Cal mødte roligt hendes blik, men skubbede sig ikke fri med det samme. I stedet tog han et drag mere af cigaretten, trak røgen ned i lungerne og pustede langsomt ud. Langsomt rettede han sig op, kastede et blik mod en af sine mænd, skjult af en gyde og fik et lille nik, der indikerede at kysten var klar.

Han gik et stykke, parallelt med hende og nærmede sig kun langsomt. Der var kun få mennesker på gaden omkring dem. "Miss van der Berg," hilste han med et lille nik.

[Dominique O'Callaghan]

Det var en måned siden, at der var sket noget bare tilnærmelsesvist interessant i Zoés liv og nu hamrede hendes hjerte allerede ved synet af den gamle arbejdsgiver. Hun formåede ikke at få det til ro, før han nåede hen til hende og det havde nok uanset været forgæves, som hans stemme smøg sig om hende.

"Mr. O'Callaghan," besvarede hun hilsenen. "Jeg havde ikke forventet at se dig her."

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke ofte, at Cal forlod Hogsmeade, men det skete. Når det gjorde, sørgede han grundigt for at ingen var klar over, at han var væk eller hvor han var henne. Det var en forholdsregel der kom sig af, at han ikke udelukkende drev legitime forretninger. Så var man nødt til at være forsigtig. Det samme når man opsøgte en kvinde, der var eftersøgt af ministeriet.

"Gå med mig," bad han og slog let ud med den ene hånd, før de satte i bevægelse igen. "Er du faldet til her?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kunne ikke helt ignorere nervøsiteten over hans tilstedeværelse og frygten for, at han var kommet for at advare hende om ministeriet. Men det blev kun mere underligt af, at det ikke lod til at være tilfældet. Hun blinkede og hev den ene hånd op af lommen for at trække den gennem den mørke hår.

"Tja," svarede hun, trak lidt på det, før hun ærligt fortsatte. "Det er noget af en omvæltning."

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke typen, der uden videre forklarede sine årsager til at gøre, hvad han gjorde og var heller ikke indstillet på det nu. Han så blot frem for sig, som de gik og satte cigaretten til læberne. Han inhalerede og pustede røgen ud igen, før han svarede.

Han så ned på hende, uden at dreje hovedet meget og hævede et øjenbryn ganske let. "Fortryder du, at du forlod Luxembourg?"

[Dominique O'Callaghan]

Mr. O'Callaghan havde altid været mester i at holde spændingen og Zoé fandt sig, ikke for første gang, lidt fascineret af ham. Hun rystede dog følelsen af sig og trak på skuldrene.

"Det var aldrig meningen, at jeg skulle blive der," konstaterede hun uden at indse, at det ikke var et svar. Hun fulgte deres reflektion i en butiksrude og kunne knapt genkende sig selv med det mørke hår.

"Men det er underligt at være tættere på hjem og vide, at det ikke er det længere." Hun så frem og slap et næsten underholdt fnys. "Underligt tidspunkt at begynde at være sentimental på."

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et øjenbryn en anelse over hendes fnys og de efterfølgende ord. Han hævede cigaretten til læberne og pustede røg ud igen, før han trak næsten umærkeligt på den ene skulder.

"Er det? Det forekommer mig naturligt," svarede han, uden at det første reelt var et spørgsmål. Han så frem for sig og der fulgte en eftertænksom tavshed, før han fortsatte, nærmest henkastet. Selvom der lå mere under. "Mange glemmer at sætte pris på det de har, før det pludselig er væk."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde aldrig været den bedste til at gennemskue sine følelser, heller ikke før hun havde skiftet identitet. Hun drejede hovedet og kastede et blik over hans ansigt, nikkede langsomt.

"Det kan der være noget om," medgav hun, men var mere optaget af, hvad han mon havde mistet. Måske fordi hun ikke kunne klare at tænke på, hvad hun selv havde givet afkald på.

"Jeg prøver at fokusere på muligheder i stedet." Hun kastede et uimponeret blik omkring sig. "Hvor svære de end kan være at se."

[Cillian O'Callaghan]

Der var helt klart en snert af personlig erfaring i ordene, men til gengæld uddybede han ikke på det. Han lod heller ikke sine tanker dvæle ved det, men fokuserede i stedet på hendes ord. Den ene hånd gled ned i lommen på de skræddersyede bukser og han slap en lavmælt lyd af forståelse, mens blikket gled lidt undt. Vurderede gadebilledet.

"Har du fundet noget at beskæftige dig med?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé kvalte et suk ved spørgsmålet. Ikke over Mr. O'Callaghan, men med den gentagende konfrontering med hendes mangel på kompetencer. Udover at være veldrejet. Hun trak på den ene skulder.

"Der er vist blevet sikret en ansættelse til mig allerede," svarede hun mat. "Men ellers ikke. Det er ikke en by, der lader til at værdsætte de samme ting, jeg gør."

Den søvnige by bød kun på én pub og det var ikke just et sted, hvor man dansede. Eller sad som ung kvinde uden at være modtager for ældre, halvsleske mænds opmærksomhed.

[Cillian O'Callaghan]

Cal forstod godt hendes frustration, men han vidste også, at hun var der af en årsag og kom ikke med beroligende kommentarer om, at det nok skulle blive bedre. Det var for usikkert. Han tog et sidste drag af cigaretten, før han knipsede den væk.

"Hvad værdsætter du, miss van der Berg?"

[Dominique O'Callaghan]

Blikket fulgte gløden gennem luften, til den ramte brosten og gnistrede ud i alle retninger for at slukkes. Først der blev de nu mørke øjne rettet tilbage til ham. Zoé trak på den ene skulder.

"Krydret vin, god whiskey, stærke cigaretter," listede hun roligt. "At danse. At blive begæret, vel." Læberne gled fra hinanden og blottede tænderne. Under underlæben var aret kort synligt.

"Ganske trivielt, er jeg bange for."