When in Wales [S]

[Cillian O'Callaghan]

Det var simple ønsker, men Cal så aldrig sådanne for trivielle. Hvis han havde gjort, ville han næppe have været, hvor han var i dag. Men han var også typen, der ikke lod sig hindre af sine begær. I stedet gik han altid efter dem. Han fugtede læberne og mødte hendes blik, et øjenbryn ganske let hævet. Det var et frygteligt tab, at hun ikke længere var hos ham.

"Og du mener ikke, at du kan få alle de ting her?" spurgte han, interesseret. Stemmen var lavmælt og blikket veg ikke fra hendes.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket burde forblive ved de isblå øjne, men flakkede alligevel til tungespidsen ved bevægelsen. Ikke, at det kun var dét, der lod det dvæle. Zoé fandt dog snart tilbage og tog en indånding.

"Måske," svarede hun langsomt uden at lyde vanvittigt overbevist. Men et smil strejfede da hendes læber, hvor den ene hjørnetand flygtigt var synlig. "Det er ikke ligefrem stedet til det, vel?"

[Cillian O'Callaghan]

Cals blik dvælede ved hendes i et par sekunder, før han rettede det frem. "Måske skulle du øve dig i at se muligheder i stedet for forhindringer, miss van der Berg," svarede han, ordene langsomme og nærmest henkastet. Han så op, fandt en af sine mænd med blikket og vinkede ham tættere på med en håndbevægelse.

Herfra bad han ham dæmpet om at sørge for, at der blev bragt et lille udvalg af vin, whisky og tobak til hendes bolig, før han lod manden gå igen med et lille kast med hovedet.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé hævede et bryn, men var efterhånden så vant til at Mr. O'Callaghan talte i gåder og indforståetheder, som hun ikke kendte betydningen af. Det kom heller ikke bag på hende, da en mand syntes at poppe ud af intetheden for selvfølgelig at opfylde Mr. O'Callaghans ønsker.

Hun så næsten underholdt ud, da hun kiggede efter manden. "Får du ham også vasket og leveret til mit værelse efterfølgende?" spurgte hun, tydeligvis i spøg, og så først dér tilbage på sin tidligere arbejdsgiver.

[Cillian O'Callaghan]

Et lavmælt fnys undslap Cillian, der så tilbage på hende og hævede et øjenbryn ganske let. Hans blik var roligt, men der var en gnist af noget spøgefuldt at finde i det lyse blik.

"Jeg er ikke i tvivl om, at han ikke ville takke nej til sådan et tilbud fra dig," svarede han, en anelse tørt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke første gang, Zoé så den underspillede spøgefuldhed i hans blik og heller ikke første gang, at hun tog den som et lille point i bogen til sig selv. Hun trak på den ene skulder.

"Han lyder som en mand, der forstår at få det bedste ud af en mulighed," bemærkede hun henkastet, selvom blikket spillede.

[Cillian O'Callaghan]

Det trak ganske let omkring Cals mundvige, som han hævede øjenbrynene let. "Utvivlsomt," konstaterede han og noterede sig, at hun i hvert fald nu talte i muligheder i stedet for udfordringer. Det var han tilfreds med.

"Og jeg er ganske sikker på, at du har evnerne til at få lige, hvad du vil have, Zoé," fortsatte han roligt, blikket hvilende på hende. "Hvis bare du har viljen til at tage det."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé huskede knapt, hvornår hun havde fået noget lignende at vide og selv da havde det muligvis også været Mr. O'Callaghan, der mindede hende om det. Hun tog en indånding og trak fingrene gennem håret, som hun gjorde det, når hun søgte modet.

"Du burde gøre mig selskab," konstaterede hun impulsivt, men på hans opfordring. "Jeg mener, hvad er en flaske egentlig uden nogen at dele den med?"

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var opvokset i en intetsigende familie uden mange midler og alt hvad han havde, havde han kun fordi han havde haft viljen til at tage det. Den slags anekdoter delte han dog ikke. Det behøvede han ikke, for hans ord havde vægt, uden at han behøvede at begrunde den. Blikket hvilede på hende over hendes forslag og han overvejede, før han besluttede sig for at belønne hendes ændring i indstilling.

Han fandt en cigaret mere frem fra sølvetuiet, satte den til læberne og hævede øjenbrynene lidt, som det buede ganske svagt op i den ene side af hans læber. Han svarede øjeblikket før han strøg tændstikken. "Led vejen, miss van der Berg."

[Dominique O'Callaghan]

Det virkede som et dristigt træk og det blev kun understreget af den lange pause, før Mr. O'Callaghan svarede. Zoé spidsede læberne i et smil og drejede ind på vejen, der førte tilbage.

"Du fortalte mig aldrig, hvad du lavede her, Mr. O'Callaghan," konstaterede hun henkastet, da de havde gået lidt i tavshed.

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke ofte, at Cal havde tid til at gå en tur i en eller anden ligegyldig walisisk by. Det havde han da heller ikke nu, men han tog sig den. Ved hendes konstatering, tog han et langt drag af cigaretten og pustede røgen ud.

"Nej," medgav han med et henkastet træk på den ene skulder og et ansigtsudtryk, der blot indikerede, at hun havde ret i sin konstatering.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket fulgte cigaretten mod hans læber; røgen, der bølgede over dem og hvirvlede ud til ingenting. Zoé fik revet sig fri igen med et næsten underholdt fnys over svaret, der vel næsten var forudsigeligt.

"Medmindre du er ved at bringe noget liv til den mest søvnige by i Wales, så kunne jeg fristes til at tro, du er her for at se mig."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian hævede et øjenbryn let, som han så ned på hende uden at dreje hovedet. Så rettede han blikket frem igen og smilede svagt, som han tog et drag mere af cigaretten.

"Så meget er åbenlyst," konstaterede han, uden at se ned på hende igen. Hans ansigtsudtryk var næsten afslappet. "Overrasker det dig?"

[Dominique O'Callaghan]

Det var nogenlunde det eneste, der var åbenlyst og Zoé rynkede brynene lidt, før hun retede blikket fremad igen og trak på skuldrene. "Ja," svarede hun og mente det.

"Mest af alt nok fordi jeg ikke forstår det."

[Cillian O'Callaghan]

Cal forventede ærligt talt også, at hun ikke forstod det. Han havde det bedst med, at folk ikke så hans handlinger som en selvfølge og hvis de gjorde, så var han ikke bleg for at modbevise det. Han satte cigaretten til læberne, som det nærmest var en vane at gøre inden han kom med et svar.

"Jeg holder øje med mine venner, Zoé," svarede han roligt og mente her ikke i bogstavelig forstand, selvom det naturligvis også var tilfældet. Cigaretten fandt læberne igen. "Og du er jeg er venner, er vi ikke?"