When in Wales [S]

[Dominique O'Callaghan]

Dominique Weasley havde flere gange set på Mr. O'Callaghan gennem røgen og overvejet, om det var tilfældet, at de var venner. Nu fik tanken et smil fra på Zoés læber og hun slap en dæmpet udånding.

"Det håber jeg," svarede hun roligt og gravede hænderne dybere i lommerne, før hun skævede til ham med et skævt smil.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian havde sandt at sige mange, som han kaldte for venner. Det var ikke det samme som fortrolige, men det var et tegn på agtelse og en kreds af mennesker, som han udviste mere tillid end så mange andre. Han var ikke en mand, der gav mange ekstra chancer, men Zoé fik en, fordi han fornemmede en loyalitet i hende, som han ville kunne få brug for en dag.

Derfor smilede han også ganske svagt og bøjede nakken let i accept, som de cementerede et andet forhold end arbejdsgiver og ansat. Til gengæld fandt han det heller ikke nødvendigt at udfylde stilheden med mange flere ord, før de nærmede sig hendes nye bopæl.

[Dominique O'Callaghan]

Der var noget behageligt i at gå i tavshed; en kvalitet de færreste i hendes oprindelige familie forstod. Zoé nød det i hvert fald og brød den ikke. Ved lejligheden fiskede hun nøglen, der beseglede den beskyttende magi, og låste op.

Først et skridt over dørtærsklen nåede hun at gå i panik over, hvordan hun mon havde efterladt stedet, men bortset fra en halvt drukket kop kaffe og et godt fyldt askebæger, var der intet, der flød. Det passede ikke med den kvinde, hun burde være nu.

Inde i stuen drejede hun sig mod Mr. O'Callaghan og blinkede en gang over synet af ham i sit hjem. Det var underligt at se ham i et rum med så kort til loftet og hun tøvede ukarakteristisk, før hun slog lidt generelt ud mod rummet som invitation.

"Gør dig det endelig behageligt."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian foretrak at møde de fleste på neutral grund, men det her var en undtagelse. Han så dog malplaceret ud derinde, men viste ikke tegn på at følelsen var afspejlet i hans indre.

Tværtimod tog han blot plads i en lænestol og foldede det ene ben ind over det andet. "Er du tilfreds med dit hjem her?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé prøvede at ryste følelsen af surrealisme af sig, men hun smilede stadig, da hun vendte sig om mod ham og lænede sig op ad vindueskarmen.

"Det er bedre end hvor jeg har været de sidste par måneder. Og det var mere, end jeg turde håbe på for min fremtid, da jeg trådte ud af pejsen den nat," svarede hun alvorligt og ikke utaknemmeligt. "Det er et fint udgangspunkt." Hun fejede en mørk lok bag øret.

"Er der noget, jeg kan tilbyde dig?"

[Cillian O'Callaghan]

Cillian betragtede hende, mens hun talte og nikkede en anelse. Hans blik dvælede lidt, før han tiltede hovedet lidt til den ene side.

"Te," bad han, netop som det bankede på døren. I stedet for at lade hende åbne, rejste han sig selv, selvom handlingen virkede nærmest atypisk.

Som forventet var det da også de forsyninger, som han havde bestilt kort forinden og han var selv kassen tilbage ind, selvom han kunne have fået sin mand til det.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke ofte, at der blev banket på døren og selvom hun prøvede at skjule det, gav det et lille sæt i Zoé, da det gjorde. Hun tvang dog hurtigt skuldrene tilbage på plads, men nåede aldrig at bevæge sig mod den, før Mr. O'Callaghan havde gjort det og var i bevægelse.

Hun rynkede brynene lidt, men søgte tavst ud i køkkenet og satte over til te uden brug af magi. Den nye stav var ganske vist i ærmet, men de var stadig ved at lære hinanden at kende, så hun undgik at bruge den, hvor hun kunne.

Snart vendte hun tilbage til stuen med to kopper og stillede den ene fra sig på stuebordet, før hun kastede et nysgerrigt blik i hans retning. Nakken var varm, primært fordi hun aldrig havde fået noget forærende på den måde før. Det eneste, der kom bare nogenlunde i nærheden, var Callistus S. Bancroft og da havde hun måtte smide tøjet for det.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tænkte knapt nok over foræringen, men åbnede blot trækassen og kastede et blik ned på det lille udvalg, der levede op til den standard, som han forventede. Han lænede sig til siden og satte låget op ad væggen, før han vendte sig mod Zoé igen. Fulgte hende med blikket, som hun satte tekrusene.

"Jeg håber, at det det lever op til dine forventninger," konstaterede han, smilede ganske let og stak hænderne i lommerne, som han gik tilbage over mod sofaen og bordet med te.

[Dominique O'Callaghan]

Zoés blik flakkede kun kort til kassen, før det fandt tilbage til de lyse øjne. Hun sank besværet og smilede svagt, før hun bøjede nakken let. Hun var stadig overvældet, da hun sank ned at sidde i sofaen og betragtede ham.

"Tak." Ordet var dybfølt, da hun endelig talte.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian kneb øjnene en anelse sammen over udtrykket på hendes ansigt. Han fandt reel taknemmelighed i det og det var klart et plus i hans bog. Han nikkede let, før han fandt sølvetuiet frem og satte en cigaret mellem læberne.

Før han tændte den, gled det lyse blik op til hende og han spurgte høfligt. "Må jeg ryge?"

[Dominique O'Callaghan]

Igennem de efterhånden fire år, de havde kendt hinanden, havde Zoé aldrig set Mr. O'Callaghan beskæftige sig med følelser og var ikke overrasket over, at det heller ikke var tilfældet nu. Snarere var hun lettet og smilede skævt over spørgsmålet. Hjørnetanden i den ene side tittede ud mellem de momentært adskilte læber.

"Det skal stå dig frit for," konstaterede hun og rejste sig for at gå hen til den lille kommode, der stod i stuen. Fra en af skufferne trak hun et bredt askebæger og den halve pakke cigaretter, hun havde tilbage.

Hun følte ikke behovet for at sige mere, da hun satte det fra sig, tog plads og selv fiskede én ud af pakken.

[Cillian O'Callaghan]

Cal nikkede en anelse og strøg en tændstik. Snart efter trak han røg ned i lungerne og lænede sig en anelse tilbage, mens det ene ben foldede sig ind over det andet. Blikket gled over hende, som hun selv trak en cigaret ud af en pakke og han fulgte hendes bevægelse, da hun satte den til læberne.

Selv sagde han ikke mere, ikke med det samme. Til gengæld betragtede han hende også utilsløret, mens de røg i tavshed.

[Dominique O'Callaghan]

Det var lidt af en lettelse endelig at trække røg ned i lungerne. Skuldrene syntes også at falde et lille stykke ekstra, før Zoé lænede sig tilbage i sofaen. Selvfølgelig var det stadig underligt i det nye liv med det nye tøj og det samlede udtryk, der var helt forandret til den karakter, hun nu måtte spille. Men lige dér følte hun sig næsten som sig selv.

"Det er sjovt," lagde hun ud og pustede ud, mens lænede sig frem igennem røgen for at støde den lille askesøjle i askebægeret. Først da hun satte sig op igen, fortsatte hun. "Jeg har haft en del opmærksomme blikke på mig gennem årene. Oftest syd for, hvor dit blik er, ganske vist.."

Hun satte cigaretten mod læberne igen og da røgen igen havde forladt hendes læber i en konisk søjle, tiltede hun hovedet lidt til side. "Men jeg tror aldrig, jeg har set et eneste, der er lige så opmærksomt som dit."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian hævede et øjenbryn ganske let, da hun talte, men tog ikke blikket fra hende. Han tog et drag mere af cigaretten og lod røgen bølge ud, før han fugtede læberne. Han så interesseret på hende og der var ikke en eneste gnist af fortrydelse over, at han havde betragtet hende så åbenlyst.

"Jeg er en opmærksom mand," konstaterede han, henkastet. Tommelfingeren gned lidt mod enden af cigaretten. "Generer det dig?"

[Dominique O'Callaghan]

Bemærkningen havde på intet tidspunkt været ment til at få Mr. O'Callaghan til at se væk. Zoé var i hvert fald ikke utilfreds med det. Oplevelsen med Callistus S. Bancroft var langt nok væk, til at hun faktisk havde savnet at have et andet menneskes udelte opmærksomhed.

Hun rystede på hovedet. "Nej."