When in Wales [S]

[Dominique O'Callaghan]

Tiden for at blive udnyttet var forbi og Zoé havde ikke tænkt sig at gå med til en urimelig efterspørgsel. Men hun havde også ment det, da hun sagde, at hun var tryg og hun stolede på, at Mr. O’Callaghan ikke ville misbruge tilbuddet.

Derfor smilede hun blot og nikkede en enkelt gang. Der var ikke meget andet, hun kunne gøre nu, så hun rettede sig lidt frem og slukkede cigaretten.

“Har du været her før?”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian tøvede lidt over spørgsmålet, selvom det ikke vidste sig på hans ansigt. Han måtte sætte cigaretten til læberne igen, før han spejlede hende og slukkede den. Blikket var mod dét, da han svarede.

"For en livstid siden," konstaterede han og satte også kruset, før han lænede sig tilbage igen. "Det er ikke et iøjnefaldende sted."

[Dominique O'Callaghan]

Det var alt sammen meget afdæmpet og præget af lange perioder med tavshed, men ved svaret kunne Zoé ikke lade være med at grine. Ikke nogen højlydt, længevarende latter, men dog mere end de dæmpede fnys, det normalt var begrænset til. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde gjort det, men det føltes rart. Som om lidt af trykket om hendes ribben forsvandt.

“Nej, det ville være synd at sige.”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian forstod, at hun ikke var imponeret af stedet. Det var ikke meget og egnede sig godt til formålet. Selv havde han en lidt dybere tilknytning, som han ikke lod hende se. Eller lod sig selv tænke for meget på nu, hvor han var tilbage for en af de få gange i løbet af de sidste mere end tyve år.

"Der er ingen magikerfamilier i området," konstaterede han. "Så faren for at du bliver genkendt er minimal, selvom det også betyder, at du må udvise ekstra forsigtighed med at bruge magi."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé nikkede en gang, alvorligt. I ugerne, før hun forlod England, havde hun primært været omkring mugglere og var allerede vant til det. Men det fik hende til at blotte et svaghedstegn, hun nok ikke ville for andre.

“Jeg er uanset forsigtig med magi for tiden,” indrømmede hun. “Ny stav.”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian nikkede let til hendes ord. Det gav fint mening og han holdt det ikke mod hende. Desuden var hun ikke alene, selvom hun ikke var klar over det.

"Der er heller ingen grund til at risikere at trække ministeriets opmærksomhed herud."

[Dominique O'Callaghan]

Ministeriets opmærksomhed var det sidste, Zoé var interesseret i og hun rystede svagt på hovedet. Tavst stillede hun koppen tilbage på bordet og så kun langsomt tilbage på ham. Blikket var nysgerrigt.

“Så, hvad bragte dig hertil første gang?”

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var en anelse overrasket over hendes spørgsmål, men hans ansigt afslørede det ikke. Heller ikke, som linserne gled over ham. Alligevel drejede han dog hovedet og så ud af vinduet. Et bevidst valg for ikke at risikere at hun læste noget i hans blik.

"Jeg kendte én her engang," konstaterede han, henkastet. Nærmest uinvesteret, selvom det var påtaget.

[Dominique O'Callaghan]

Det kunne snildt være tilfældigt, men Zoé havde selv tilfældigvis rettet blikket ud ad vinduet, når hun havde frygtet følelserne i at stå skrevet i hendes blik, og hun vidste, hvad det betød. Nysgerrigheden kildede i hendes indre, men hun respektere Mr. O'Callaghan for meget til at snage.

"Nu kender du én her igen."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian ville utvivlsomt have været forfærdet over, at hun læste ham så nemt - hvis ikke bare en anelse mere nysgerrig, også. Langsomt så han tilbage på hende, uden at dreje hovedet helt.

"Aye," svarede han og selv i det ene ord, klingede den irske accent. "Og du har ikke noget imod mit besøg?"

[Dominique O'Callaghan]

Mr. O'Callaghans besøg var det mest interessante, der var sket i fjorten dage og det fremgik måske af måden, Zoé rynkede brynene på ved spørgsmålet. Panden glattedes hurtigt ud igen, som et skævt smil gled over hendes læber.

"Giver jeg dig dét indtryk?"

[Cillian O'Callaghan]

Generelt var Cillians ansigt oftest på grænsen til udtryksløst, men lige nu kom tænderne kort til syne i et skævt smil. Han så kort ud af vinduet, før blikket var tilbage på hende og øjenbrynene hævede sig lidt.

"Nej."

[Dominique O'Callaghan]

Det var sjældent, at Mr. O'Callaghan direkte smilede og Zoé værdsatte det hver gang, ikke kun fordi det gjorde gode ting for hans træk. Hun blottede selv tænderne i et smil, men fik hurtigt læberne samlet igen, før hun hævede det ene bryn.

"Så du vil gerne have mig til at sige, at jeg nyder dit selskab?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal fnøs lavmælt over hendes spørgsmål og fugtede læberne, som han snart satte en cigaret mere til. Han tændte den og viftede tændstikken ud, før han lænede sig helt tilbage igen.

"Jeg foretrækker generelt, at du siger din ærlige mening," konstaterede han og mente det. "Og ikke, hvad du tror, at jeg vil høre."

[Dominique O'Callaghan]

Tænderne tittede frem igen og denne gang havde Zoé ikke lige så travlt med at skjule sit smil. Læberne samledes dog snart igen og hun betragtede ham et øjeblik eller to i tavshed med det bløde træk ved mundvigen. Så lænede hun sig frem og tog selv en cigaret, trillede den mellem fingrene.

Hun fulgte den fra filter til ende med fingrene et par gange, før hun satte den mod læberne og tændte den. Blikket fandt hans igen.

"Jeg nyder dit selskab," konstaterede hun ærligt og tøvede en smule, før hun, for første gang i over fire år, tilføjede: "Cal." Det var næsten prøvende, som om hun smagte på ordet. Og afventede en accept.