When in Wales [S]

[Cillian O'Callaghan]

Cillian betragtede hende og ved hendes tilføjelse, kneb hans øjne sig en anelse sammen. Som om han vurdere, hvorvidt han havde tænkt sig at acceptere familiariteten eller ej. Skulle han være ærlig, så brød han sig godt om den respekt hun havde vist ham, ved at have kaldt ham ved efternavn indtil nu, men han havde også selv kaldt hende en ven og vennerne kaldte ham Cal. Så han nikkede en enkelt gang.

"I lige måde, Zoé."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé sad tavs, mens han vurderede og havde ikke travlt. Hun lod blot cigaretten finde til læber og røg til lunger. Svaret bragte et smil frem og hun tænkte knapt over det, da hun trak fingrene igennem det mørke hår, fra hovedbunden til midt på hårstråene, før hun vippede det til side.

"Det regnede jeg ud," bemærkede hun og gjorde et vip med det ene bryn, som hun kastede et sigende blik omkring dem. Han kunne trods alt have ladt hende til hundene.

[Cillian O'Callaghan]

Cals blik gled kort til hendes bevægelse ved håret, men dvælede der ikke. I stedet fandt det hendes blik igen og han hævede et øjenbryn ganske let. Han slap en lavmælt lyd, men modsagde hende ikke. Tværtimod trak han den mindste smule på skuldrene, uden at bevæge sig nærmere ind på alle sine årsager for at have gjort, hvad han havde gjort. Som altid var de flerfoldige.

Han satte cigaretten til læberne igen og trak røg ned i lungerne. Overvejede, før han fortsatte. "Jeg vil forsøge at besøge dig fra tid til anden. Se, at du har det godt."

[Dominique O'Callaghan]

Der burde vel være en grænse for, hvor mange gange Zoé kunne blive overrasket over ham, men det var i hvert fald ikke endnu. Hun hævede brynene en smule, kun for at træke dem sammen øjeblikket efter. Men hun lagde aldrig ord på det spørgsmål, der stod skrevet i linjerne om dem.

"Du er, selvsagt, altid velkommen her," konstaterede hun i stedet.

[Cillian O'Callaghan]

Cal ville have spurgt, om det var i orden med hende, men det var kun øjeblikke siden at hun havde konstateret, at hun ikke havde noget imod hans selskab. Så det føltes overflødigt. Accepten kom da også og han nikkede let. Det var vigtigt at pleje sine venskaber, også de, der var en anelse mere komplicerede.

"Jeg håber, at du med tiden finder dig mere på plads her," konstaterede han og fangede cigaretten mellem fingrene igen.

[Dominique O'Callaghan]

Smilet strejfede hendes læber, selvom det stadig var farvet af den unægtelige sorg af at bryde med sin familie, der stadig lå i hende. Hun lukkede læberne om cigaretten og rettede blikket mod vinduet, mens hun tømte lungerne for røg igen.

Kun langsomt fandt de mørke øjne tilbage til Cal. "Der er langt værre steder at finde sig selv," svarede hun og vippede hovedet et par millimeter til den ene side. "Og langt værre selskab at være der med."

[Cillian O'Callaghan]

Engang havde han siddet i den selvsamme by og havde hørt lignende ord, fik fik det til at løbe ham ned ad ryggen nu. Det var unægteligt en konsekvens ved at være tilbage og han så ud af vinduet igen, som han rystede fornemmelsen af fortidens spøgelser af sig.

"Ganske så," svarede han, mens regndråber begyndte at falde mod glasset. Og i et lille øjeblik virkede han fjern.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var ikke legilimens og havde ingen anelse om, hvad der gik gennem Cals tanker i dét øjeblik. Men det lignede et tidligere øjeblik for meget og noget i den familiære stemning, der havde sneget sig ind med hans fornavn, fik nysgerrigheden til at trække mere. Et par minutter gik, før ordene sneg sig ud.

"Hvad skete der?" spurgte hun forsigtigt, blidt.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian stivnede en anelse over spørgsmålet, som han indså, at hun læste ham. Hans instinktive reaktion var at hive facaderne helt op og boltre døren, men han holdt sig i skindet og lod være med at forsøge at lade som om, at hans tanker ikke havde været optaget af fortiden.

"Intet, der betyder noget nu," konstaterede han og tog et drag af cigaretten, før han så tilbage på hende. "Blot et af fortidens spøgelser."

[Dominique O'Callaghan]

Normalt var det Cal, der sad med alle kortene på hånden og af og til skræmte hende med sit opmærksomme blik og Zoé var en smule overrasket af at se et par meget menneskelige øjeblikke. Blikket faldt over hans ansigt for at vende tilbage til de lyse øjne, før hun langsomt nikkede.

Hun spurgte ikke mere, men lod blot cigaretten finde tilbage til læberne, mens hun overvejede, hvad der mon kunne få ham til at dvæle sådan ved minder. Hvad der fik hans facade til at falde lidt.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var en meget privat mand, som ikke delte ud af sig selv. Det lille glimt, som Zoé havde fået, var mere end selv de nærmeste fik, men han gjorde intet for at ændre det på det. Hendes forståelse af ham var desuden endnu engang tydelig, som hun lod være med at spørge mere og det var han ganske tilfreds med. Han kunne nemt have siddet i tavshed, men valgte alligevel helt at skifte emne.

"Er der andet, du har brug for at få bragt hertil?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé havde ikke forventet, at han talte igen med det samme, men hun lod ikke overraskelsen være synlig mere end et splitsekund. Så tog hun det sidste drag af cigaretten og lænede sig frem gennem sin røgsky for at slukke den.

"Jeg ved ikke, om det er muligt," lagde hun forsigtigt ud, turde næsten ikke at håbe eller gøre det virkeligt gennem ord. Men hun kunne ikke lade være. "Jeg havde en kat..."

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et øjenbryn let. Det var en anelse uventet, men det bekræftede kun det, som han havde sagt til hende tidligere. At han ikke helt havde gennemskuet hende endnu. Måske havde det noget at gøre med at hun i virkeligheden langt hen ad vejen var lige så privat, som han selv var. Et eftertænksomt blik hvilede på hende, mens han tog et drag af cigaretten.

"Hvor er den nu?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé trak det ene ben op under sig, mens hun studerede ham. Det var der altid god tid til i deres samtaler. Se, hvordan hans muskler bevægede sig, når han røg. Hvordan de spillede under huden uden at blotte tanker eller følelser.

"Teddy Lupin lovede at passe på hende," svarede hun, men sidst hun havde opsøgt ham, havde han været væk. "Jeg ved ikke, hvor han er." Hun havde ikke talt med nogen i sin familie i månedsvis.

[Cillian O'Callaghan]

Denne gang var der rent faktisk synlig overraskelse på Cillians ansigt. Han slap et fnys, der lød nærmest forundret og fugtede læberne, mens tommelfingeren gled over enden af cigaretten.

"Måske ikke, men det gør jeg," konstaterede han. "Mr. Lupin er bartender på Kimæren."