Mørke hemmeligheder

[Rupert Horatio Montague]

Rupert sad i en lænestol tæt på ilden og læste. Det var en af den slags bøger, som man blev fanget af og han havde nærmest ikke lagt den ned siden han åbnede den. Derfor blev klokken også mange den lørdag og pludselig var opholdsstuen helt tom.

Han kiggede først op, da en dør åbnede og han ikke var alene mere. Blikket faldt på Frankie Figg og dvælede der.

[Frankie Figg]

Frankie var ikke overrasket over, at opholdsstuen ikke var helt affolket, selvom han vist lige kom vel sent tilbage. Måske lidt mere end vel, men altså. Han regnede dog aldrig helt med at blive fanget alene med Rupert og sagtnede nærmest instinktivt farten, da hans blik mødte den anden ørns.

Han kunne dårligt bare gå videre, nu hvor deres blikke var mødtes og derfor endte han med at standse helt og klø sig lidt i krøllerne. "Du har glemt den hvide kat," pointerede han i en tør, dum joke. Nåja, han havde jo ikke fået en ny personlighed for nylig.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede et bryn over Franks joke, som han ikke rigtig forstod meningen af. Hans blik hvilede dog intenst på muggleren, som han sidste gang havde været alene med i hans seng. Han fugtede læberne.

"Jeg er ikke så meget til missekatte," konstaterede han selv tørt og tiltede hovedet en anelse. "Hvor har du været henne?"

[Frankie Figg]

Frankie fik nærmest lyst til at stå skoleret i et øjeblik, selvom det var fjollet. Han gjorde det da heller ikke, selvom han kunne have pointeret, at Rupert virkelig spillede rollen som ond superskurk godt. Han havde en fornemmelse af, at den anden dreng ikke ville sætte pris på den slags morskab på hans bekostning.

Hænderne fandt ned i lommerne på jeansne og han trak på skuldrene. "Omkring," svarede han vagt. "Glemte tiden."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde brændende lyst til at spørge om det var fordi han havde været sammen med Elliott Wood at han havde glemt tiden, men der var grænser for hvor jaloux en kælling man kunne være overfor en, man ikke engang skulle kunne forestille sig at bryde sig om. Så han holdt kæft, brummede skeptisk og betragtede bare den kønne brunette med et intenst blik.

"Hvorfor en hvid kat?" spurgte han endelig.

[Frankie Figg]

Frankie blev stående midt i rummen, hænderne i lommerne, selvom han måske burde gøre et eller andet. Han skulle da heller ikke stå og tale med Rupert, men på en eller anden måde skete det bare.

Et lille fnys undslap ham over spørgsmålet og han burde naturligvis have indset, at fuldblodstroldmanden ikke ville fatte referencen. Han trak på skuldrene.

"Skurkene har altid en hvid kat i skødet i gamle film," konstaterede han. Det trak ganske svagt i hans mundvige, selvom han måske ikke burde joke med den anden. "Og du lignede lidt en skurk, som du sad der, helt mørk og dyster."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert vidste ikke helt hvad en film var, men det var vist noget for mugglere. Han vidste til gengæld godt hvad en skurk var og fnøs let af beskrivelsen af sig selv.

Han holdt bogen op. "Jeg sidder bare og læser," konstaterede han. "Er det sådan du ser mig? Som mørk og dyster?"

[Frankie Figg]

Okay, det var et ret normalt øjeblik for Rupert og Frank kom til at trække en anelse på smilebåndet over det. Selvom det var lidt besynderligt at gøre i hans selskab, uden at det fulgte med en dryppende sarkasme.

"Ofte," indrømmede han, uden at kommentere på hele den aura, som den anden dreng udstrålede. Det var han ikke sikker på at han kunne gøre uden at komme til at tænke lidt for meget på tidligere, natlige eventyr.

"Jeg troede måske, at det var noget I lærte på Durmstrang."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert trak på skuldrene. Tydeligvis var Frank til det, havde han lyst til at kommentere for anden gang, men han bed sig i tungen. Væggene havde ører. Det var rigeligt at han førte en samtale med en mudderblodselev.

"Ja, det er vores mandagsmodul på tredje år," konstaterede han ironisk. "Sådan bliver du en skurk. Snart efter fulgt af modul to: Mere om skurkagtighed..."

[Frankie Figg]

Frankie kom til at le. En kort, bjæffende latter, men ikke desto mindre reel. Tænderne var da også synlige, som han kort så væk og trak fingrene gennem de allerede viltre krøller.

"Ja, jeg kunne lige forestille mig det," svarede han og så tilbage på Rupert med et blik, der spillede. Måske var det en fejl at glemme vagtsomheden, bare lidt.

[Rupert Horatio Montague]

Franks latter var ikke køn. Overhovedet ikke, faktisk. Til gengæld var han det, især når han svang krøllerne sådan til siden. Rupert glemte helt at se væk.

“Var du ikke også den dreng, der læste de uhyggelige eventyr som barn og synes den onde var mere interessant og kompleks end helten?”

[Frankie Figg]

Frankies blik gled tilbage på Rupert. Det var måske, mærkeligt nok, den mest normale samtale de havde haft og han havde det lidt underligt over det. Hånden fandt ned i lommen igen og begravede sig i dybet. Skuldrene løftede sig lidt og sænkede sig igen.

"Det tror jeg ikke, at jeg var," svarede han ærligt og fandt, ubevidst, lyse øjne. "Jeg har ærligt talt altid brudt mig bedre om heltens sidekick. Mener du, at det reflekterer min personlighed?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let og himlede med øjnene. “Selvfølgelig,” mumlede han ironisk. “Den harmløse, do-gooder type uden alt for meget mellem ørerne...”

Ens tanker gled let til et andet sidekick, men han undlod at nævne Elliott Wood. Til gengæld fugtede han læberne og kneb øjnene let sammen.

“Er du stadig det?”

[Frankie Figg]

Frankie fnøs. Ingen af de ord var nogen, som man ville beskrive ham med. Øjnene kneb sig en anelse sammen, som han så over på Rupert.

"Prøver du på at få mig til at sige, at jeg foretrækker skurken nu?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let. “Det ville være åbenlyst,” konstaterede han. “Og det ved jeg at du ikke gør i dagtimerne,” pointerede han.

“Ingen foretrækker skurken. Det er derfor han er en skurk, ikke?”