Mørke hemmeligheder

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts fingre var dybt begravet i bløde krøller, da Frank trak sig lidt igen. Han brummede lavt, før han tog en dyb indånding.

“Måske,” mumlede han. “Du kan også blive her...” Han trak så meget på skuldrene som stillingen tillod. “Jeg smider dig ikke ud.”

[Frankie Figg]

Frank fnøs lavmælt, men fik også strejfet Ruperts læber med sine egne igen. Han var ret træt og det kunne være fristende at falde i søvn der, men han var alligevel ikke så ufornuftig. Modsat den anden dreng, som åbenbart ikke var så desperat for at blive i skabet, som først antaget.

"Nå? Vil du forklare det til de andre i morgen tidlig, så?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert møvede sig lidt under Frank og blinkede, før spørgsmålet fik en lyd af protest ud af ham.

“Så skrid da,” mumlede han med et glimt i øjnene. “Men du kommer igen, ikke?”

[Frankie Figg]

Frank fnøs, nærmest muntert og kunne ikke lade være med at smile drenget i et øjeblik. Han havde omtrent en million betænkeligheder, men det var svært at huske nogen af dem, når han stadig var helt varm efter alle deres kys.

"Det gør jeg jo nok," konstaterede han. "Du er jo så kommanderende."

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik gnistrede lidt og han tiltede hovedet en smule, som han lå og så op på Frank. Han fik det til at lyde positivt for en gangs skyld.

"Og det kan du godt lide...?"

Han hævede begge bryn en anelse. Det var en ny og interessant information for ham. Og en han havde tænkt sig at lagre.

[Frankie Figg]

Frank havde sagt at han ville gå, men havde tydeligvis ikke alt for travlt med at komme afsted. Han fnøs lavmælt over spørgsmålet.

"Ikke udpræget," svarede han halvtørt, men også ærligt. "Lige så lidt som dig, forestiller jeg mig."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fugtede læberne lidt og trak på skuldrene hvor han lå, blikket ret fikseret på Frank. “Du må da gerne være lidt bossy,” svarede han lavmælt.

“Herinde...”

[Frankie Figg]

Frank hævede øjenbrynene lidt i indledende overraskelse, før han fnøs lavmælt over tilføjelsen. Han himlede med øjnene, men kom også til at smile lidt.

"Hvor storsindet af dig," svarede han tørt.

[Rupert Horatio Montague]

En munter lyd forlod Rupert, som flyttede lidt på sig under Frank. “Jah,” bekræftede han. “Sådan er jeg bare...”

Han klemte lidt om mørke nakkehår, før han tog en dyb indånding.

[Frankie Figg]

Frank fnøs lavmælt over svaret, men var ikke helt upåvirket over fingrene i sine nakkehår. Han tog en dyb indånding og strejfede læberne mod Ruperts.

"Klart," mumlede han sarkastisk ned mod dem.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde opdaget hvor svært Frank havde ved at tage sig sammen til at rejse sig og forlade hans seng. Det var meget bekræftende. Han havde heller ikke lyst til at hans seng blev forladt. Tværtimod havde han lyst til at vælte muggleren rundt og kysse videre på ham indtil de begge to var udmattede. I stedet fnøs han halvmuntert over den sarkastiske mumlen.

"Skrid nu med dig," brummede han, selv imens hans ene hånd gled modigt over Franks bagdel.

[Frankie Figg]

Frank fnøs lavmælt over Ruperts brummen, mens han fortabte sig lidt mere ved varme læber. Det var alt for nemt at komme til og han havde opgivet at lade som om, at han havde nogen rygrad.

"Ja, ja. Jeg er på vej," mumlede han og var tydeligvis ikke helt på vej. I hvert fald kom han til at intensivere kysset lidt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert slap en lavmælt, underholdt lyd mod Franks læber, men kylede ham ikke ud. I stedet gled hånden mere bestemt ned og fandt hans bagdel.

Det føltes ret forbudt, men ikke mindre sjovt af den grund. Tværtimod, ærlig talt.

[Frankie Figg]

Frank dvælede der nogle lange øjeblikke og lod endda også Rupert rage lidt på sig, før han til sidst fik taget sig sammen til at trække sig tilbage. Da han gjorde, smilede han drenget.

"Drøm sødt, Montague," mumlede han drillende, før han trak sig helt væk.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hapsede lidt efter Frank, men smilede selv smørret, da muggleren forlod hans seng. Hans mellemgulv tumlede stadig lidt rundt og i ly af mørket var der da ingen tvivl om hvad han ville gøre med sig selv om et øjeblik, men han morede sig også reelt over deres sammenspil, uden at magte at tænke over hvad det betød for fremtiden...

Lukket og slukket