Mørke hemmeligheder

[Rupert Horatio Montague]

Rupert viftede den ene hånd lidt. Det var uden betydning, mente han. Han fugtede læberne og smækkede bogen sammen.

"Skal jeg gøre det igen?"

[Frankie Figg]

Frankie flyttede lidt på skuldrene. Det var meget direkte af én, der skulle forestille at være godt og grundigt inde i skabet. Og ørnen var, uundgåeligt, en anelse i konflikt med sig selv igen.

"Det ved jeg da ikke," svarede han derfor. "Det kan da godt være, at professor Ogden bliver utilfreds, hvis du tropper op til undervisning i pyjamas, såeh..."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert himlede med øjnene. Han rejste sig op ved indsigten af at han ikke fik læst mere. Han havde opgivet at spille overfor Frank, men det gjorde ham hverken åben eller blød.

“Whatever, Figgs. Du ved godt at du har lyst. Du kommer bare når du er færdig med det der.”

[Frankie Figg]

Franks smil falmede, da Ruperts nærmest ligegyldige attitude med ét vendte tilbage. I et sekund havde han været underholdt i ørnens selskab, men noget skurrede helt forkert i ham over ordene. Berettigelsen i dem. Kæben spændte sig lidt.

"Fordi du er vant til at få alt, hvad du peger på, eller hvad?" kunne han ikke lade være med at spørge.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde bogen i hånden, men den anden fri. Den knyttede sig sammen over spørgsmålet, præcis som hans bryn gjorde. Han trådte hen mod Frank, stoppede lige foran ham og så ham i øjnene.

“Du ved intet om hvad jeg er vandt til,” svarede han alvorligt med en gnist i blikket. “Jeg ved bare at du nød det sidste gang. Og det gjorde jeg også. Hvis du har tænkt dig at blive fornærmet over det, så er det dit problem. Det kan sikkert kysses væk...”

De sidste ord hviskede han, uden at slippe Frank med blikket.

[Frankie Figg]

Frankies hjerte hamrede lidt og han følte sig pludselig lidt tør i munden. Følelsen af at Rupert havde overhånden, eller mente at han havde den, efterlod ham en anelse anspændt. Men samtidig kunne han også lidt for tydeligt huske fornemmelsen af Ruperts læber mod sine egne. Han sank.

"Er du ikke bange for at blive opdaget?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn markant ved spørgsmålet. "Jo," konstaterede han selvfølgeligt. "Men hvem skulle opdage os i en seng med gardinerne trukket for? Hvem er det lige, der står og holder øjne med andre på sovesalen og deres lyde?"

Han klemte øjnene en anelse sammen med en svag antydning af et drillende smil. "Ud over dig, din perv..."

[Frankie Figg]

Frankie fnøs og gravede hænderne ned i sine lommer. Han kunne ikke helt finde ud af denne nærmest afslappede Rupert, som jokede. Som om at alt bare var fint og at han ikke var en fuldblodsfacistisk, pressefoldet dreng, som havde brugt en god del af sin første tid tilbage på Hogwarts på at kalde Frank selv for en svans.

"Så det handler altså bare om at få lettet trykket for dig?" konstaterede han og hævede øjenbrynene lidt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde ikke rigtig affundet sig med hvad han var eller ikke var, men hvis de nu bare kunne lade være med at kalde det noget, andet end at de forresten kyssede, så var det vel heller ikke så pokkers alvorligt. Derfor trak han også bare lidt på skuldrene over spørgsmålet.

"Synes du det lettede trykket sidste gang, eller hvad?"

[Frankie Figg]

Frankie var i en dyb indre konflikt med sig selv, mest fordi han nok ikke for alvor ville indrømme overfor sig selv, at han ret godt kunne lide det, der var sket mellem dem. Fordi der var så mange andre ting ved Rupert, som han ikke brød specielt godt om. Han tog en dyb indånding.

"Det ved jeg ikke," endte han bare med at svare, lidt dumt. Mest fordi han ikke kunne koncentrere sig om et bedre svar, når Rupert stod lige foran ham og så på ham med et blik, der føltes en anelse intenst.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert trådte et halvt skridt tættere på. Hans blik flakkede mellem Franks to, mørkebrune, dybe øjne. Han tog en lidt tung indånding og rømmede sig svagt.

“Der er kun en måde at finde ud af det på, ikke?”

[Frankie Figg]

Frank blinkede en enkelt gang, da Rupert trådte tættere på og de nærmest stod næse til næse. Mørke øjne flakkede lidt mellem lyse og han fugtede læberne. Det var lidt irriterende, hvordan den anden dreng duftede godt og hvordan den duft sneg sig ind i hans næsebor nu.

"Det er der vel," gav han sig endelig lidt, selvom håret stod en anelse op på ham i nakken. Hvorfor føltes det så intenst?

[Rupert Horatio Montague]

Rupert trak vejret dybt og havde ærlig talt mest lyst til at kysse Frank lige der, midt i opholdsstuen, fuck hvem der så det. Men han var ikke idiot. Han var arving til en mindre formue og den arv kunne forsvinde på et splitsekund, hvis han en gang til røg i problemer, fordi nogen troede de havde set eller andet - eller rent faktisk havde set det. Han var på tynd is derhjemme in forvejen.

Derfor nøjedes han med at se Frank intenst i øjnene og fugtede læberne. "Så skal du så med, eller hvad?"

[Frankie Figg]

Måske kom Franks modvilje i virkeligheden helt basalt ned til kontrol. Sammen med Rupert havde han ingen, hvilket endnu engang blev understreget af det bydende spørgsmål. Han så til siden, hvilket brød den lidt for intense øjenkontakt og tog en dyb indånding. Kæmpede lidt med sig selv. Men i sidste ende var han bare en teenagedreng og hans principper svigtede.

"Fuck det," mumlede han, før han nikkede, bare en kende stift og så tilbage på Rupert.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts kontrol overfor Frank føltes lige så begrænset, selvom han gjorde sit for at forsøge at have overhånden, uanset at den kamp egentlig var tabt. Han burde have selvkontrol nok til aldrig at have initieret noget med ham, men bare synet af ham fik hans puls lidt op og han kunne slet ikke styre sin trang til at være tæt på ham. Det var langt fra pussenusset kærlighed og nærmere råt begær, men det gjorde det ikke mindre påtrængende.

Han ledte vejen mod sovesalen, opmærksom på at Frank var lige bag ham. Derinde tog han lydløst skoene af, lagde sin bog fra sig på natbordet og satte sig på sin seng med blikket intenst på muggleren.