Mørke hemmeligheder

[Frankie Figg]

Frank havde mange tanker på vejen til sovesalen, den primærende værende, at det var komplet idiotisk, men alligevel var der også noget svært ophidsende situationen og det var en splittet følelse, som han ikke helt kunne greje.

Han stoppede ved sin egen seng, trådte langsomt ud af sine sko og endte med en hånd, der kløede i krøllerne, mens han så på Rupert. Tungespidsen fugtede læberne.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert knappede den øverste knap i sin skjorte op, løsnede slipset og smed det ned i kisten for enden af sengen, helt uden at se væk fra Frank.

Det var vældig intenst at de på en eller anden måde begge to vidste hvad der var på færde. Med skjorten knappet halvt op, rykkede han sig lidt ind på sengen og hævede begge bryn af den anden dreng.

[Frankie Figg]

Frank var virkelig ikke særligt meget til al den lusken rundt i mørket. Han havde det meget mere komfortabelt med bare at gøre ting og ikke skulle tænke en skid på, hvem der så det. Derfor delte han ikke helt Ruperts følelse af at det bare var intenst. Tværtimod fandt han det en anelse akavet og lidt mærkeligt, sådan at gå og trippe lidt rundt om det hele.

På en eller anden måde var det også det, der hindrede ham i at gå direkte til Rupert. Og at han følte sig lidt som en marionetdukke. Han tog en indånding, kæmpede med følelsen, men i sidste ende vidste han jo godt, at han ikke kunne modstå det.

Så derfor krydsede han langsomt afstanden, stadig fuldt påklædt og standsede ud for Ruperts ben. Hjertet hamrede lidt og han fugtede læberne, som han så ned på den anden dreng.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik gled op over Frank, da han stoppede ved siden af sengen og da det blev tydeligt at han ikke bare havde tænkt sig at komme ned i den, rykkede han sig selv et lille stykke frem igen, så han sad med et ben på hver side af ham. Det var nyt, men selvom han foretrak at udvise kontrol, gav det et lille stød af spænding at Frank tog lidt af det tilbage.

Han løftede hænderne for at trække hans skjorte fri og gav sig til at knappe hans skjorte op nedefra, imens han så op i mørke øjne i den i forvejen mørke sovesal. De burde utvivlsomt få gardinet for, men han løb chancen for nyhedens interesse, lænede sig tøvende frem og plantede et kys ved siden af Franks navle, uden at slippe ham med blikket.

[Frankie Figg]

En kuldegysning kriblede ned over hans rygrad, da Rupert rykkede sig tættere på og gav sig til at knappe skjorten op. Blikket fulgte den anden dreng, kun svagt synlig i mørket, men han kunne se ansigtet vendt op mod sig, da Rupert lænede sig helt tæt på.

En hørlig indånding gled ind mellem hans læber, da et varmt kys strøg mod hans mave og før han kunne nå at tænke over det, gled hans ene hånd til Ruperts nakke, krummede sig lidt sammen der. Hjertet hamrede.

[Rupert Horatio Montague]

Det var nyt. Men Rupert veg ikke væk fra det, selvom det var noget mindre i hans kontrol, som han sad der og Franks ene hånd krummede sig om hans nakke. Han kyssede hans mave igen, et lille stykke længere nede, imens hans hænder nåede toppen på skjorten og fik den sidste knap op. De skubbede skjorten ud over hans skuldre, men trak så det hvide stof til sig og smed det ned i fodenden, uden at se efter hvordan det landede.

"Kom her," bad han i en lav mumlen med en hånd på Franks hofte, den anden ved at løsne gardinet, så han kunne trække det for.

[Frankie Figg]

Følelsen fik det til at sitre lidt i ham og uanset sine betænkeligheder, så kunne han ikke rigtigt modstå det. Han lod Rupert fjerne skjorten helt, hjulpet af at han allerede for længst havde taget slipset af og nu havde det krøllet sammen i lommen på sine bukser.

Og han kom heller ikke med flere protester nu, men fulgte trækket fra Ruperts hånd og gled med ind på sengen, som den ene hånd hjalp med at trække gardinet for. Nærmest i samme bevægelse lænede han sig frem, den anden hånd i madrassen og søgte den anden drengs læber.

[Rupert Horatio Montague]

Frank var uimodståelig. Rupert burde modstå, men det var pisse umuligt, så i stedet gled han bare med på bølgen, kyssede ham, lod fingrene vikle sig helt ind i mørke krøller og tumlede rundt med ham på sengen. Det varede ikke længe før de åbenlyst begge to var ophidsede, men han tøvede selv med at gøre noget rigtigt ved det, for han ville nødig af med Frank i sin seng.

[Frankie Figg]

Frank var rigeligt opslugt af at kysse Rupert og søgte ikke at tage det videre end det. Alene kyssene efterlod ham nemlig helt omtumlet og skør og selvom han havde udvekslet en del kys med andre allerede, så var det også begrænset, hvad han havde af erfaring udover det.

Til gengæld var det også nyt og spændende og sådan noget man kunne fortabe sig i i timevis. Ikke at Frank havde nogen anelse om, hvor længe der var gået, før han endelig trak sig lidt stakåndet væk og sank tydeligt. Så ned på den anden dreng i det tætte mørke, men uden for alvor at kunne ane hans træk.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert havde nydt det hele, uanset hvad han en anden gang ville påstå. Frank kyssede godt, føltes godt, duftede godt. Da han trak sig lidt væk, hvilede store, lyse øjne på ham i mørket og han trak vejret dybt.

"Hvorfor stopper du?"

Hans egen stemme var hæs og mere længselsfuld end han havde lyst til at den var.

[Frankie Figg]

Et lavmælt fnys undslap Frank over spørgsmålet og han tog en dyb indånding, før han svarede. Helt lavmælt, så ingen kunne komme til at overhøre dem. Heldigvis var der igen én der snorkede, hvilket larmede en god del.

"For at trække vejret," konstaterede han. "Det er nødvendigt en gang i mellem, ved du..."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert kunne ikke stoppe en dæmpet, underholdt lyd fra at undslippe, før han hev en smule i Frank, insisterende, men alligevel blidt. “Ikke så langt væk,” mumlede han.

“Du er vanedannende, Figg.”

[Frankie Figg]

Franks mave sugede sig lidt sammen over ordene og han vidste ikke helt, om det var udelukkende godt. Han lod dog være med at tænke over det og fulgte trækket i sig, indtil han kunne fange Ruperts læber igen.

Det var uanset nemmere bare at fortabe sig i kyssene og ikke tænke for meget over alt det andet.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var ikke så bevidst om sit ordvalg. Han var høj på endorphiner, opslugt af Frank og havde brug for mere.

Derfor trak han ham også bare ind, lod fingerspidserne glide ned over hans ryg og brummede ganske lavt ind mod hans læber. Han var måske nok en nybegynder på mange måder, men det var længe siden at han for alvor havde været uskyldig.

Det var ret bøsset hvor meget hans krop skreg på mere fra Frank, men det forholdt han sig ikke kritisk til.

[Frankie Figg]

Frank vidste ærligt talt ikke, hvad han havde brug for, men han kunne da finde ud af bare at fortabe sig i kys og lade være med at tænke for meget over alt andet, selvom han helt sikkert ville vågne - igen - med enorme, moralske tømmermænd.

Han anede da heller ikke hvor længe der gik med, at de bare lå sådan, kun at hans læber føltes en anelse ømme og hævede, da han noget senere brød lidt væk igen. Han tog en indånding.

"Måske burde jeg snart gå tilbage til min egen seng..."