Mørke hemmeligheder

[Frankie Figg]

I dagtimerne. Frankie flyttede en anelse på skuldrene. Emnet fik hårene til at stritte en anelse i nakken på ham, fordi de ikke for alvor talte om eventyr længere.

"Altid så sort-hvid," mumlede han lavmælt, som fingerspidserne strøg over nakken.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik var intenst. For intenst, ærlig talt. Han prøvede at styre sig. Men det var svært overfor Frank. Et skuldertræk var ikke nær så nonchalant som han planlagde det.

“Jeg er jo skurken i dit eventyr. Skal de ikke være sort/hvide?”

[Frankie Figg]

En kuldegysning krøb ned over Frankies rygrad ved ordene, hvilket kun blev forstærket af det intense blik på sig. Hans eget søgte stadig lidt rundt, hvilede på ligegyldige punkter, men blev i sidste ende ved med at strejfe tilbage til Rupert.

"Jeg er ikke sikker på, hvad min rolle er. Jeg er i hvert fald ikke helten."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fugtede læberne med et svagt smil ved indrømmelsen, som han generelt var enig i. Frank var ingen kedelig heltetype.

"Har du overvejet om du er prinsessen?"

Hans blik spillede mørkt og drillende.

[Frankie Figg]

En forurettet lyd undslap Frankie over dét forslag og han så knastørt på Rupert, selvom det også trak en anelse i hans mundvige.

"Jeg har ikke brug for at nogen kommer og redder mig," konstaterede han og burde måske tænke mere over, at han stadig stod og flagrede midt i det hele. "Måske den ædle ganger?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert slap en ægte, munter lyd og blikket spillede uforvarende over forslaget. Hans mundvige sitrede og han trak på skuldrene.

“Du har tænderne til det,” pointerede han flabet som i hede hule....

[Frankie Figg]

En indigneret lyd undslap Frankie, som på trods af sine hullede jeans, flannelskjorter og viltre krøller, ikke var helt uden forfængelighed.

"Fuck af, Montague," svarede han, men denne gang i tør humor og ikke i vrede. "Som om du har noget problem med mit udseende."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert glemte næsten helt, at det var meningen han ikke skulle bryde sig om Frank og at han var en beskidt mudderblodsknægt. Han fnøs underholdt og strakte sig en anelse mageligt i lænestolen.

"Du er meget sikker på dig selv," konstaterede han. Det var ikke et spørgsmål.

[Frankie Figg]

Frank burde måske have bemærket at Rupert helt havde glemt den bog, som han ellers havde været så opslugt af, men han tænkte ikke engang over at han selv stod og vippede midt i rummet, så opmærksomheden var i forvejen begrænset. Øjenbrynene hævede sig lidt, mens den ene hånd røg op og trak gennem krøllerne.

"Tager jeg måske fejl?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert kastede et blik rundt i opholdsstuen og mod dørene til sovetårnene. Han var meget varsom, men sikkert ikke varsom nok. Han havde en ny svaghed og den stod og trak fingrene gennem mørke krøller og så udfordrende på ham.

Han rømmede sig lidt, før han trak på skuldrene, underspillet. Intensiteten i de lyse øjne afslørede ham.

“Du er ikke en trold,” konstaterede han.

[Frankie Figg]

Frankie var ikke lige så bevidst om, at der kunne komme nogen som Rupert var, selvom han burde være det. Han fnøs muntert over svaret, strøg fingrene over nakken og lod efterfølgende hånden glide tilbage ned i lommen.

"Nej, det er også tit skurken i de mere klassiske eventyr, er det ikke? Det har vi jo allerede konstateret, ikke er mig."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert fnøs let og himlede med øjnene over svaret. "Den der går mest op i sit udseende i eventyret er dog prinsessen, så vi er tilbage hvor vi startede," konstaterede han.

"Prinsesse krøltop..."

[Frankie Figg]

Frankie fnøs. Mest over den absurde tanke, at han var den af de to, der gik mest op i sit udseende. "Ja, den er god med dig, Mr. Pressefold og Silkepyjamas," svarede han tørt.

Selv nu, hvor det var sent, så Rupert ulastelig ud. Modsat ham selv, der som altid var klædt lidt slidt, men behageligt og havde rodet hår af alle de gange, han trak fingrene igennem det.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn let og trak på skuldrene. "Var det derfor du så gerne ville af med min pyjamas...?"

Blikket var mørkt, som han direkte refererede til den aften.

[Frankie Figg]

Frankie sank en enkelt gang og så kort over mod opgangen til sovesalen, mere ubevidst end noget andet. Et øjenbryn hævede sig lidt, som han så tilbage.

"Jeg kunne påpege, at du selv tog den af," pointerede han, mens blikket sagde og min også.