Julegrinchen

[Benedict McLaggen]

Rabbie skævede fra sin svoger til hans kæreste og undskyldte sig. Ben kastede et blik efter ham, før han vendte sig helt imod June og tog hende ind. Han trak vejret dybt ned i lungerne.

“Er du stadig vred?”

[June Chang-Masters]

June var stadig vred, men hun var også en lille smule fuld og splittet mellem sin retfærdighedssans og lysten til at tage ham med hjem. Der var dog heller ikke vanvittigt meget filter på, da hun svarede.

“Vil du da tjekke, om du kan nå at finde en anden date for aftenen?”

[Benedict McLaggen]

Ben bed tænderne lidt sammen, men han kunne ikke rigtig bebrejde hende for spørgsmålet og tog en usædvanlig dyb indånding, før han så hende dybt i øjnene.

“Nej,” svarede han simpelt. “Der er kun dig.”

[June Chang-Masters]

Det havde Benedict efterhånden gentaget et par gange, men med sine beslutninger havde der også været behov for det. June lod sig dog blødgøre bare en lille smule og så væk, mens hun trak tænderne hårdt mod hinanden.

“Så, hvis jeg spurgte, om du ville have en trekant med mig og hende...?”

[Benedict McLaggen]

Ben hævede begge bryn. Det var glimrende at June ikke kunne læse tanker, for selvfølgelig var det dødfrækt i tanken, men han vidste godt hvad det rigtige svar var og fnøs. Desuden ville det være drønakavet i udførslen efter den date.

“June,” sagde han indtrængende og sukkede en enkelt gang. “Nej. Og hvis du hader den idé så meget, så behøver vi ikke vade mere rundt i den. Det er for helvede dig jeg flytter sammen med.”

[June Chang-Masters]

June hadede faktisk ikke ideen så meget længere. I hvert fald ikke om trekanten. Men hun hadede tanken om Ben i nærheden af Quidditchspilleren.

"Så du vil virkelig have mig til at tro, at det var et tilfælde?" spurgte hun skarpt. Så meget for, at de ikke skulle diskutere det dér.

[Benedict McLaggen]

Ben tog en dyb, dyb indånding og søgte styrke. Hun havde ret til vrede, messede han mentalt for sig selv.

“Ja,” svarede han sandfærdigt. “Hun er veninde med Appletons kæreste. Som han nævnte. Jeg var ikke klar over, at det ville være hende.”

[June Chang-Masters]

June troede ikke rigtigt på tilfældigheder, men hun troede til gengæld på sin kæreste. Hun prøvede i hvert fald og fik samlet sig lidt med en dyb indånding.

"Vi burde ikke snakke om dét her," konstaterede hun igen, men kanten var forsvundet fra hendes tone.

[Benedict McLaggen]

Ben havde lidt lyst til at pointere at hun havde startet. Det var han dog ikke dum nok til. I stedet tog han en enkelt, dyb indånding mere.

“Så lad os tage hjem,” forslog han, selvom han oprindeligt havde glædet sig til at drikke sig fuld og opføre sig dumt.

[June Chang-Masters]

Julefesten var normalt årets begivenhed i Ministeriet, og June var ikke meget for at tage hjem allerede. På den anden side morede hun sig dog heller ikke rigtigt, og for hvert glas hun fik indenbords, blev hun kun lidt mere træt og bitter.

"Okay."

[Benedict McLaggen]

Ben var ikke idiot nok til at foreslå at June måske havde fået lidt rigeligt indenbords. Han tilbød hende bare tøvende sin arm, før han gik imod atriet. Der var alt for mange mennesker til at besvære sig med at sige farvel til folk.

Da han kort efter trådte ud af pejsen i lejligheden, dryssede han lidt aske af skuldrene og tog en dyb indånding.

“Kaffe?” Spørgsmålet blev vendt imod June. Måske ville det klare begge deres hoveder.

[June Chang-Masters]

June nikkede tavst og trak sweateren af. Der var varmt nok i lejligheden, selvom den havde stået tom de sidste par timer, og hun smed den i sofaen, før hun fulgte ham ud i køkkenet.

Da først hun sad på køkkenbordet, tog hun en dyb indånding og fulgte ellers kaffeprojektet med blikket.

[Benedict McLaggen]

Ben beholdt trøjen på, for nu. Han gav sig til at brygge kaffe uden at tage hul på noget emne. Han forventede halvt at June bare ville sprænge med det. I stedet sad hun og så til, mens han malede bønner og kogte vand. Snart efter stod kanden og trak og han stoppede foran hende, som hun sad på køkkenbordet.

“Skat,” sagde han simpelt. “Det var dumt at jeg ikke sagde noget. Men vi havde lige fundet hinanden igen. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge det.”

[June Chang-Masters]

Blikket flakkede lidt mellem de blå øjne, mens June tog ordene ind. Langsomt nikkede hun, men tog også en dyb indånding.

“Du kan ikke sortere ud i, hvad du fortæller mig og hvad du holder fra mig på den måde,” konstaterede hun alvorsfuldt. “Det er sådan noget, der tærer på tilliden.”

[Benedict McLaggen]

Ben havde lyst til at svare at han altid ville sortere i hvad han fortalte, men det var helt klart ikke det korrekte svar i situationen, så han mødte i stedet hendes blik og nikkede let.

“Jeg har sagt undskyld,” pointerede han. “Og der skete ingenting.”