Fortidsvision

[Gillian C. Fudge]

Ordene var nok til at rive et hul i hendes indre og før Gillian kunne nå at stoppe sig selv, havde hun grebet Williams hånd. Impulserne bød hende at træde tættere på ham og denne gang var kampen tabt på forhånd.

"Jeg vil heller ikke have, at du går." Indrømmelsen rummede måske ikke mange ord, men den manglede bestemt ikke tyngde.

[William Knight]

Måske var det ikke helt sundt, men afstanden smertede langt mere end nærheden. Så snart Gillian havde grebet om hans hånd, var Liam nærmest klar til at efterlade stempler og sagsmapper til de tidlige morgentimer. Så snart de var tæt på hinanden igen, skubbede han en brun lok væk fra hendes ansigt og om bag øret.

"Jeg bliver hos dig," lovede han så. For hvordan skulle han kunne lade være. Da fingrende slap den brune lok, bukkede han under for fristelsen til at lade tomlen strejfe hendes underlæbe. Helt blidt. Snart efter søgte han hendes mund igen.

[Gillian C. Fudge]

Det var bestemt ikke sundt, men Gillian kunne ikke lade være at læne sig ind mod William og hans blide kærtegn i mere end den bogstavelige forstand. Hun holdt nærmest vejret, da hans finger strøg over hendes underlæbe og først sekunder, før hans læber mødte hende, formåede hun at snappe lidt efter vejret.

Denne gang var det begge hænder, der fandt til hans sider og lukkede sig om skjorten.

[William Knight]

To fingre havde blødt placeret sig under hendes hage, da endnu et kys blev indledt og satte varme under huden. Armen krummede sig omkring hende og han trak hende ufortrødent tættere. Der lå mere intensitet bag kysset denne gang. For det var et spørgsmål om tid, før nogen sagde noget der forværrede situationen igen.

"Jeg... har savnet det her. Savnet.. dig," mumlede han mellem læbernes møder.

[Gillian C. Fudge]

Det var en ømhed, der ikke havde præget de sidste af deres minder sammen og det var lidt for nemt at glemme alle de udfordringer, de havde haft. Sikkert, fordi hvert kys mindede hende så meget om dengang alt stadig havde været ukompliceret. Før forlovelsen og besøget på pigehjemmet.

Hun svarede ikke på. I hvert fald ikke med ord. Men læberne mod hans bar en længsel, der uanset gav udtryk for følelserne bag, bedre end hun ville kunne det på anden vis.

[William Knight]

Der var mange fortrydelser om hvad der var sket mellem dem. Samtidig var alt udsprunget af intense, delte og oprigtige følelser, som på grund af forlovelsen var blevet uendeligt komplicerede. Og på grund af mange andre faktorer... Liam mærkede sig selv blive åndeløs over de delte kys - og måske blev det kun intensiveret af alt de havde gået igennem. Både det gode og det virkelig, virkelig smertefulde.

Fingrende gled fra hendes hage, over kæbens bløde markering og ind under de brune lokker ved hendes nakke, da kysset blev dybere. Han trykkede hende tættere endnu, uvillig til slå bremserne med det samme.

[Gillian C. Fudge]

Kysset udviklede sig støt og måske lidt hurtigere, end Gillian kunne følge med på. Men samtidig kunne hun ikke få sig selv til at vriste sig fri; var ikke sikker på, at hendes krop ville lystre, selv hvis hun ville.

Og måske var det, fordi hun ikke havde haft fysisk kontakt med et andet menneske i over et år; måske var det, fordi det var sent og hendes dømmekraft var sløret. Måske var det bare, fordi det var William. Hendes hjerte hamrede i hvert fald så hårdt, at hun følte sig en lille smule svimmel.

Hænderne gled om på hans lænd, så hun bedre kunne trykke sig helt tæt ind til ham, til modstanden fra hans krop forblev som et fast tryk.

[William Knight]

Tankerne blev mere og mere omtåget. Som forårsagede hedmen i deres kys en helvedesmasse damp i hovedet på ham. Kroppen begyndte at reagere mere på nærheden og fornemmelsen af Gillians krop, da hun trykkede sig helt tæt på. En hæs lyd forlod hans læber og druknede i kontakten med hendes.

Fornuften var ikke i førersædet, da han valgte at gribe fat om hende og løfte hendes spinkle skikkelse op på skrivebordet, så han bedre kunne nå hendes læber uden at bukke nakken. Sådan havde de været før... og mindet gjorde kun kysset mere utålmodigt og længselsfuldt.

[Gillian C. Fudge]

Det gav et sæt i Gillian, da taget pludselig strammedes og William decideret flyttede på hendes skikkelse. Hun havde ikke øvelsen i den slags spontane indfald og det var under nogen besvær, at hun kom op på bordet.

Kysset udviklede sig og hun var komplet åndeløs, da hun modvilligt brød fri igen, uden helt at vide, hvor hun fandt styrken til det. Hun tog en tung indånding og rystede så svagt på hovedet, at bevægelsen nok havde været usynligt, hvis ikke de var helt tæt.

"Jeg kan ikke det her igen, William."

[William Knight]

Der havde været så meget skam omkring hvordan han havde grebet det an dengang. Samtidig havde Liam formået at koble hovedet fra lige nu og søgt en anden kanal for de turbulente følelser indeni. Det havde aldrig været rigtigt af ham at være sammen med hende for første gang på et biblioteksgulv. Eller senere på et skrivebord i et tomt klasselokale, hvor tingene stadig ikke havde været okay og helet mellem dem.

Han havde fortrudt hvordan alt det var blevet grebet an. Og derfor var han ikke sen til at slippe grebet om hende, da hun rystede på hovedet og sagde ord der - hvis fortolket på mere end en måde - potentielt kunne slå flere skår i brystet. "Undskyld," Fik han mumlet bag det overfladiske åndedræt.

"Det var ikke okay," indrømmede han.

[Gillian C. Fudge]

Deres åndedræt var larmende mellem ordene, men Gillian syntes ikke at kunne få det over kontrol, selv da William slap hende igen. Tværtimod syntes det kun at gøre det mere ustadig, som stærkere følelser end begær og afsavn bølgede over hende.

"Jeg fortryder det ikke," forsikrede hun ham i et svagt ekko af hans ord fra tidligere. Hun fugtede læberne, hvor hun stadig syntes at kunne mærke spøgelset af hans, i et forgæves forsøg på at skubbe netop dén følelse lidt på afstand.

"Men det går ikke."

[William Knight]

Afstanden var ulidelig, så snart den var blevet genetableret mellem dem. Fingerspidserne snurrede stadig i et ulydigt behov efter at række ud for at mærke hende igen, mens Liam måtte kæmpe for at få pulsen ned og slukket det brændende begær der havde præget udtrykket i de mørkebrune øjne.

Han betragtede hende og forsøgte at analysere meningen i de ord der formede sig over de rødmalede læber. Han nikkede, men kunne alligevel ikke afholde sig selv fra at spørge: "Intet af det?"

Han håbede at det kun handlede om den ene grænse.

[Gillian C. Fudge]

Spørgsmålet kom ikke bag på Gillian, men hun svarede ikke med det samme. I stedet tog hun sig god tid til at overveje det, før læberne skiltes igen.

"Ikke, at det skete," indrømmede hun og der var ingen løgn i hendes øjne. Hun fortrød ikke de grænser, der var blevet brudt, eller snarere, hvem de var blevet brudt med. "Nærmere hvordan det skete."

[William Knight]

Det var en af de ting der havde plaget ham og det kunne ses i måden Liams blik endelig blev slået nedad. Han huskede hvordan hun havde bedt ham om at røre ved hende og elske hende på biblioteket, men han burde have vist bedre. For de havde fundet hinanden på den måde i støvet af noget ødelagt.

"Jeg fortryder hvordan jeg greb det an," indrømmede han. Blikket fandt hendes igen. "Du har altid fortjent så meget bedre end den måde jeg har behandlet dig på." Og der faldt mønten. Det var den overbevisning der havde plaget ham mest.

[Gillian C. Fudge]

Hvert ord havde været sandt, men Gillian havde aldrig bebrejdet William, at det var gået galt. I hvert fald ikke, da først det hele var kommet lidt på afstand og støvet havde lagt sig nok til, at hun kunne se mere klart på begivenhederne og den giftige ramme, de var endt i.

En blid hånd fandt vej til hans kind og kuplede den let. "Du lærte mig så meget, William. Du er den eneste ..." Hendes blik flakkede, som hun lagde ord på en indrømmelse, hun inderligt troede på.

"Du er den eneste, der for alvor har elsket mig."