Fortidsvision

[William Knight]

Længe havde Liam nægtet at snakke med nogen om det alle de sårede, savnende og skamfulde følelser. Det var en lille evighed siden den sidste gang de havde talt om det der smertede mest, men det virkede langt sundere nu, selvom fornemmelsen af hendes hånd mod hans kind efterlod en våd hinde over øjnene.

"Jeg skulle ikke have... forladt dig." fremmumlede han, selvom afstanden måske havde tilladt dem begge at reflektere. Samtidig føltes det som om han havde taget noget hun holdt dyrebart, for at forsvinde ud af hendes liv og væk fra ansvaret han selv havde forhandlet sig ind i på grund af den stormfulde forelskelse.

"Det var ikke okay, Gillian."

[Gillian C. Fudge]

Trods den genetablerede afstand mellem dem, kunne Gillian se, hvordan Williams øjne blev blanke og synet stak hende i hjertet. Hun var ikke vant til at se mænd græde og det var på en eller anden måde værre end alle de tårer, der kunne trille fra hendes øjne.

Til gengæld kunne hun heller ikke modsige ham. Han havde givet hende et håb, kun for at tage det fra hende igen. Men hun var ikke uforstående. Langsomt faldt hånden igen.

"Nej, det var det ikke."

[William Knight]

Den her dag havde åbnet op i en del sår og da Gillians hold faldt, sank modet med den. På den anden side føltes det godt at få fortalt hende, at han vidste at han havde behandlet hende utilgiveligt. Og at den form for opførsel ikke bare skulle godtages og glemmes. Han trak mere luft ned i lungerne og forsøgte at få samling på sig selv.

"Hvis jeg kunne gøre det om,-" Han afsluttede ikke sætningen, men slap bare et dæmpet, frustreret suk, før han vendte sig lidt væk fra hende for at tørre øjnene med ærmet. "Nok om det..."

[Gillian C. Fudge]

Det gjorde næsten mere ondt, da William vendte sig væk igen og Gillian mærkede blikket flakke. Heldigvis så han ikke på hende og hun fik langsomt skubbet sig ned fra bordet. Lakskoene gav en dæmpet lyd fra sig i mødet med trægulvet og i et øjeblik var det den eneste lyd i det lille lokale.

Hun tog en indånding i et håb om, at ilt til hjernen ville give grobund for bare en smule fornuft. Alligevel måtte hun blinke, før den blanke hinde over hendes øjne udviklede sig til mere. Hvis først, hun begyndte at græde, var hun ikke sikker på, at hun ville være i stand til at stoppe igen. Eller skjule det for sin mor og bedsteforældrene, hvis det skulle lykkes for hende.

Hvordan de formåede at blive færdige med den kæmpe stak af sagsmapper, var hun ikke helt sikker på. Det var ganske vist sent, da hun endelig tog hjem og hun faldt i søvn på få sekunder, drænet af de intense følelser. Ikke, at hun fik meget hvile med en drømmetung nat.

afsluttet