Fortidsvision

[Gillian C. Fudge]

Over sommeren var praktikpladsen i ministeriet blevet Gillians frirum. Her kunne den trykkede stemning i Darrow-hjemmet ikke nå hende og tankerne blev holdt på afstand af de mange informationer og nye indtryk.

Denne dag var ikke meget anderledes, selvom minderne fra Lughnasadh stadig summede varmt i hende. Og der var endda et mildt smil at finde om hendes rødmalede læber, da hun rundede et hjørne i troen om, at i dag måske kunne gå hen at være en meget god dag.

Og så så hun ham. Alt omkring hende stoppede, mens hjertet slog en smule hårdere. Instinktivt havde hun lyst til at dreje om på hælen og løbe i modsatte retning, men hun fik kæmpet impulsen ned, taget indånding og krydsede så afstanden til William Knight.

"William," hilste hun, roligt til trods for sin rasende puls, og gav ham et afmålt, men høfligt nik.

3. august

[William Knight]

Opholdet udenlands havde gavnet Liam på mange måder. Det var nemmere at sluge information og teori, når man havde arbejdet tæt med dem som håndterede opgaver i praksis. Det havde været spændende og givet ham blod på tanden omkring feltet han, førhen, havde været mere skråsikker omkring.

Visse elementer af ministeriet var dog ikke ligeså nemme at forholde sig til. Som det faktum at han skulle befinde sig i en afdeling som han aldrig rigtigt havde nået at finde sig socialt til rette i. Eller at han havde forhørt sig om at han skulle arbejde direkte sammen med en sommerferiepraktikant, gennem de næste dage. Hvem, havde han først fået afvide få minutter før han spottede hende. Og det var ikke nok til at dulme nerverne.

"Gillian," Hilste han tilbage. En klump havde samlet sig i hans bryst ved synet af den kønne brunette som havde vendt op og ned på alting. Hende han altid forsøgte at skubbe tankerne væk fra. "Godt at se dig."

[Gillian C. Fudge]

Tid ville hjælpe, havde hun fået at vide. Gentagne gange, endda. Men det betød alt sammen meget lidt, da han formede hendes navn på en måde, der fik hendes mave til at trække sig sammen. Gillian smilede, men det nåede ikke de lyse øjne.

"Jeg vidste ikke, du var ansat her i afdelingen," konstaterede hun i stedet for at forholde sig til den hultklingende høflighed.

[William Knight]

Tonen i hendes ord gnavede i brystkassen. Faktisk debatterede Liam virkelig om han kunne overtale en kollega til at overtage opgaven. I måneder havde han stukket halen mellem benene omkring hvad han havde gjort mod Gillian. At se hende, bragte det tilbage.

"Beklager," Fangede han sig selv i at sige. "Jeg mener... Altså, jeg er først lige kommet tilbage. Jeg tog en del af oplæringen udenlands."

[Gillian C. Fudge]

Brynene trak sig en smule sammen. Flere gange havde Gillian prøvet at forestille sig, hvordan det ville gå, hvis de nogensinde mødte hinanden igen. Men det var ikke første gang, at virkeligheden ikke levede op til hendes fantasier og hun vidste efterhånden bedre end at lade sig skuffe.

"Det lyder interessant," svarede hun, mest i høflighed. "Og du er lige vendt hjem?"

[William Knight]

Liam nikkede med et venligt smil om læberne, selvom der var en dæmpet anspændthed i de brune øjne. Det her var pissehårdt, uanset hvor henkastet og høfligt det kunne forekomme. Klumpen i brystet var opbygget af noget der var meget mere komplekst end almindeligt savn.

"Ja," svarede han. "Og jeg har lige fået af vide at du skal være med mig de næste par dage."

[Gillian C. Fudge]

Det var muligvis det værste, William kunne have sagt. Én ting var muligheden for at kunne støde på ham på gangene, men det var noget helt andet at skulle arbejde sammen med ham et pr dage.

Det lagde hun selvfølgelig ikke ord på, men nikkede i stedet en enkelt gang.

[William Knight]

Selvom Gillian dækkede godt over det, var Liam stensikker på at hun nok ikke ligefrem frydede sig over ideen. Det var lidt svært endelig at stå foran en pige, han var sikker på foragtede ham. Det høflige, afmålte smil vedblev dog.

"Hvis det er for underligt, kan jeg spørge en anden om..." Han skævede lidt rundt. "De kan overtage?"

[Gillian C. Fudge]

Det vár underligt, men det havde Gillian ikke tænkt sig at indrømme. Han skulle ikke have tilfredsstillelsen af at se, hvor knust han havde efterladt hende. Derfor rystede hun blot en enkelt gang på hovedet, så de mørke lokker strøg over hendes skuldre.

"Udelukkende, hvis der er forbehold på din side," konstaterede hun, som havde de ikke engang holdt om hinanden og erklæret, at der ikke var dét, de ikke ville gøre for hinanden.

[William Knight]

Der var mange forbehold. For selvom Liam nu ønskede at beskytte sig selv fra fortiden, forsøgte han nu også at give Gillian en chance for at komme på afstand fra ham igen. Uden helt at vide hvorfor, rystede han på hovedet.

"Ingen indvendinger herfra," Bemærkede han så, overrasket over at han faktisk formåede at lyde henkastet, selvom den lille flakken i de brune øjne måske var afslørende nok. Han sank. "Så, du er blevet sat godt ind i tingene formoder jeg?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede og affandt sig med det, selvom hun da et øjeblik havde nået at håbe, at han ville trække sig. Men selvfølgelig var det ikke så let; det var livet sjældent.

"Ja," svarede hun med endnu et lille nik. "Jeg har været her næsten fire uger."

[William Knight]

Hænderne fandt endelig de trygge lommer, som de havde så mange gange før. Liam brød sig bestemt ikke om situationen, men han vidste at han måtte opføre sig voksent. Ansvarligt. Selvom noget i brystet blødte lidt mere end hvad godt var.

"Ah. Selvfølgelig," sagde han. "Så har du måske næsten mere styr på det end jeg har." Han havde trods alt ikke været tilbage længe.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde set William på dén måde; stående med hænderne i lommen og en tøven malet i sine træk. Det burde måske være en god påmindelse om, hvor dårlige de havde været for hinanden. Men det satte sig i stedet i hendes bryst som afsavn.

"Sammen skal vi nok finde ud af det," konstaterede hun, før det gik op for hende, at de havde sagt lignende til hinanden før. Dengang havde det bare handlet om noget helt andet, alt for nær hendes hjerte.

[William Knight]

Fornemmelsen i brystet var her nok for at blive, erkendte Liam efterhånden. Omkring Gillian var den i hvert fald nok en permanent gæst mellem lungerne. Den havde nok altid været der i nærheden af brunetten. Gennem spænding, forelskelse, angren.

Noget i hendes ord fik brynene til at rynke sig den mindste smule. "Det skal vi nok," Bekræftede han øjeblikke efter med en nikken. Så skævede han mod uret.

"Jeg kan briefe dig her under frokosten?"

[Gillian C. Fudge]

Linjen mellem Williams bryn gik ikke hendes opmærksomhed forbi, men Gillian italesatte det ikke. I stedet nikkede hun en enkelt gang, da han fortsatte og fulgte hans blik mod uret. Et velkomment afbræk fra de mørke øjne, der stadig fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere.

"Det lyder godt," svarede hun, da blikket atter var tilbage på ham. "Vil du gøre det nu? Vi kan følges til kantinen med det samme."