Fortidsvision

[Gillian C. Fudge]

Gillian lyttede til instruktionerne og nikkede undervejs, mest for at tilkendegive, at hun hørte ham. Det var af samme årsag, at hun slap en blød lyd af bekræftelse, da William nåede sit sidste punktum.

Hun sagde ikke mere, men åbnede i stedet første sagsmappe og snart var hun godt i gang. Først, da hun nåede til papirerne fra en varulv, der var blevet frataget sin stav, stoppede hun.

Siobhan Munro. Hun betragtede navnet, uden at kunne få sig selv til at fortsætte.

[William Knight]

Liam havde forestillet sig hvordan det mon måtte være at være så tæt på Gillian igen. Fornemmelsen der herskede i ham på nuværende tidspunkt var mærkværdig. Nervebanerne summede , og selvom brune øjne gled over et af dokumenterne, fangede han ikke et ord der stod. Det var som om han vitterligt glemte at læse det.

Da han nåede at stemple første dokument, uden Gillian havde gjort det samme med sit, skævede han mod hende. Måske nærlæste hun bare, antog han. Før han altså så folden mellem hendes bryn.

"Gillian?"

[Gillian C. Fudge]

Bevidstheden havde været på troldmanden ved Gillians side. Lige indtil ordet havde slået hende ud af kurs. Bæst: Varulv. Hun kiggede tomt på det og fik først hævet blikket, da William formede hendes navn. Øjnene fandt ham og hun håbede, at de ikke røbede den indre tumult.

“Ja, William?”

[William Knight]

Mørke øjne forsøgte at læse hendes lyse, men fyldte ham nærmere med flere spørgsmål end svar. Først antog han at det handlede om ham - og det faktum at hun var fanget med ham i et kontor. Så skævede han til dokumentet mellem hendes fingre.

"Skal jeg overtage?" Han vidste ikke hvad der stod, men han havde en anelse.

[Gillian C. Fudge]

Det var muligvis det værste spørgsmål, William kunne have stillet hende. Gillian accepterede da heller ikke, men slog hurtigt blikket tilbage til sagsmappen. En hovedrysten fulgte efter.

"Nej, ellers tak," svarede hun, mere høfligt end afvisende, selvom sidstnævnte ikke var komplet fraværende. Hun ville trods alt gerne forske i varulve, så det gik ikke at vakle ved ordet alene.

[William Knight]

Han var nødsaget til at læne sig tættere, hvis han ville finde ud af om det var mappen eller ham der fik det der udtryk over det kønne ansigt. Han valgte at blive hvor han var, og give Gillian plads, selvom de befandt sig i et snævert kontor.

"Okay," sagde han, mens stenen i brystet blev tungere på brunettens vegne. Det var temmelig svært at fokusere på sagsmappen han selv havde i hænderne, og derfor fik den måske et stempel før han egentlig nåede at sluge al information.

[Gillian C. Fudge]

Det tog et par øjeblikke for Gillian at samle sig igen, men hun fik rettet sig lidt mere op og gik sagspapirerne grundigt igennem. Først da hun kunne samle dem igen, så hun på William igen.

“Jeg tror, den er klar til at blive stemplet,” konstaterede hun. “Vil du sikre dig det?”

[William Knight]

"Mh, selvfølgelig," Liams fingre rakte ud efter sagsmappen og strejfede Gillians på vejen. Forhåbentlig afslørede intet i udtrykket, fornemmelsen der havde vandret gennem hans krop som det svageste elektriske stød. Han rømmede sig og åbnede mappen.

Og så forstod han lidt bedre. En rynke plantede sig mellem de brune bryn, men han valgte ikke at sige noget til sagen. Han læste det bare igennem og plantede et klattet stempel på den sidste side. Ud af øjenkrogen sikrede han sig dog at Gillian var OK.

[Gillian C. Fudge]

Det var svært nok at være i Williams nærhed, uden at det var på et lille kontor. Et lille kontor, hvor de sad så tæt, at Gillian kunne dufte ham og hans fingre strejfede hendes i en berøring, der gav et jag i maven.

Og hun var slet ikke okay. Hvordan skulle hun kunne være dét, når alt sejlede? Men der var intet alternativ, så hun åbnede en ny sagsmappe og fordybede sig i den.

[William Knight]

Under Hogsmeadeweekenderne havde han undgået hende. Temmelig bevidst. Både for hendes skyld, men nok mest for sin egen. Nu, kunne han knapt nok fokusere på dokumenterne der blev skimmet igennem. For det var uendelig svært når han kunne høre hendes stille, fokuserede åndedræt ved sin side.

Et par dokumenter formåede alligevel at blive stemplet, uden han sagde et ord. Og uden han dristede sig at se over mod hende. Men så blev fristelsen for stor. Brune øjne skævede mod det fokuserede ansigt og han kunne undgå at tænke på de mange gange han havde set hende med en lignende udtryk på det støvede bibliotek.

[Gillian C. Fudge]

Gillian nød at arbejde, især her i sommerferien. Ellers havde tankerne for nemt ved at vandre og strejfe områder, de slet ikke burde nærme sig. Men konstellationen mindede lidt for meget om noget, de før havde gjort på biblioteket og da hun blev konfronteret med den snigende følelse af at blive betragtet, kunne hun ikke lade være at søge ham med blikket.

Øjne mødtes i en blikudveksling, der fik hendes indre til at trække sig hårdt sammen. Men hun kunne ikke se væk fra de mørke øjne.

"Du ser på mig."

[William Knight]

Uforskammet, var det nok. At han sad og betragtede hende i et dvælende sekund. Hun havde haft et næsten ærligt smil om de rødmalede læber tidligere - før hun så ham - og af en eller anden grund var det hvad han tænkte på nu.

Indtil deres blikke kolliderede og trak ham tilbage til virkeligheden. "Ja," indrømmede han. "Beklager." Han forsøgte at tvinge blikket mod dokumenterne igen. Fokusset var dog slået helt ud af kurs.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne have forudset, at William selvfølgelig ville fjerne blikket igen og hun formåede at kvæle enhver form flygtig skuffelse, der havde nået at flakse i hendes bryst. Blidt rystede hun på hovedet.

"Det skal du ikke tænke på," konstaterede hun dæmpet, stemmen skør og glasagtig. Hun klarede halsen og prøvede at vende opmærksomheden tilbage mod dokumenterne.

[William Knight]

Hver gang Liam havde tænkt på hvad der var sket, eller bare på den blotte ide om heksen med de bløde krøller og rødmalede læber, havde han tvunget tankerne væk. For skam smagt bittert. Savn: bittersødt, og sværere at rense af tungen.

Tonen i hendes stemme var svær at tyde. Det samme var fornemmelsen den efterlod i ham. Og før han nåede at stoppe sig selv, gled noget uendelig selvisk over hans læber:

"Jeg har savnet dig."

[Gillian C. Fudge]

Det var svært at tænke, når William var i nærheden. Det havde alle dage lagt en tåge over hendes fornuftsforståelse og det var også tilfældet nu. Især, da han formede ord, der fik hendes hjerte til at springe et slag over.

Lyse øjne fandt tilbage til mørke; blikket i dem nærmest varsomt. Læberne fandt sammen, spændtes, slappede af igen og skiltes så.

"Hvad?" spurgte hun uintelligent, selvom det normalt ikke lå til hende.