Fortidsvision

[William Knight]

Den forhenværende løve var endda forbavset over bemærkningen. Selvom den havde forladt hans egne læber. Engang havde han bare slynget bemærkninger rundt, men det var før Gillian. Det var mærkeligt hvordan han delte alting op i før og efter...

Og at dømme på hendes udtryk, var det måske ikke godt at bringe nogle associationer til før frem, ud af ingenting. "Jeg mener bare,-" Han forsøgte at redde den, at dømme på den bløde flakken med de brune øjne.

"Det er bare godt at se dig."

[Gillian C. Fudge]

Gillian huskede godt den impulsive William, der talte uden at tænke. Hun havde bare ikke troet, at hun ville blive konfronteret med ham på et kontor, der maksimalt var ti kvadratmeter og ikke havde et vindue.

Et øjeblik overvejede hun at gengælde høfligheden; bare nikke og sige, at det da også var godt at se ham og at hun altså håbede, at han havde det godt. Så simpelt var det bare ikke og i sidste ende gik hun med ærligheden, tvivlen og nysgerrigheden.

"Er det?" En subtil skepsis kyssede ordene.

[William Knight]

Den krummende fornemmelse i brystkassen fik kun et stærkere greb om sig. Gillians reaktion var berettiget - og det var han klar over - men den gjorde det svært for ham at svømme ud af det dybe vand han havde lokket sig selv ud på.

"Ja, altså..." Han kløede sig i nakken bag det tætte mørke hår. "Din timing er jo genial. Du ved hvor dårlig jeg er til sådan noget her..." Han viftede lidt med det øverste dokument i sin bunke, før han rømmede sig og vendte øjnene mod teksten.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var ret sikker på, at hendes talent for at skabe orden og overblik i dokumenter ikke var grunden til, hverken at han havde savnet hende, eller at det var godt at se hende igen. Men den slags læggen distance til alvorlige emner var så klassisk William, at hun ikke engang havde forventet andet.

"Så du har savnet min struktur?" spurgte hun derfor, måske for at understrege, hvor tåbeligt det lød.

[William Knight]

Gillians måde at indramme løvens egne, dumme bemærkninger i et spørgsmål på, ramte alt for præcist. Skuldrene blev trukket på i et forsøg på at forekomme henkastet, mens fingrende fortsat pillede lidt ved sagsmappen han havde samlet op fra den enorme bunke på skrivebordet.

"Ja, altså. Struktur er der ikke meget af herinde for tiden," Bemærkede han, som kunne han overhovedet anklage sektionen for noget, nu hvor han vitterligt lige var kommet hjem. "Du er den ideelle praktikant."

[Gillian C. Fudge]

Den ideelle praktikant. Engang havde hun været så meget mere for ham og Gillian var ikke helt upåvirket af, hvor let det virkede for ham at lægge det til side. Sikkert, fordi han var lykkelig sammen med sin nye kæreste. Fri for forventninger eller pres.

Gillian smilede blegt. "Tak."

[William Knight]

Det var så fandens typisk af ham: at gøre tingene værre ved at åbne munden. Omkring Gillian, handlede det virkelig om impulskontrol på det punkt.

Liam nikkede, kløede sig over den stubbede hage og tvang sig selv til at prøve at komme igennem sagsmappen. Ryggen lænede sig tilbage i stolen, og snart kunne han ikke afholde sig selv fra at vippe på stolen.

[Gillian C. Fudge]

Man skulle tro, at Gillian bare havde skruet tiden tilbage. Den eneste forskel fra hendes femte år var, at de nu sad ved et bord i ministeriet og ikke på biblioteket - og at sagsmapperne ikke var helt lige så støvede som slottets tunge bøger.

"De bliver skæve af det." Tonefaldet var ikke dømmende eller strengt, blot konstaterende.

[William Knight]

Det var en af den slags ubevidste handlinger der bare sad i lemmerne. Lærlingen vippede roligt på stolen, men dokumenterne blev skimmet i udfordret fokus. Men de fire ben blev placeret mod gulvet så snart ørnen talte.

"Dårlig vane," Kom det fra ham med en svag sitren i mundvigen, før blikket rettedes mod hende. I dét sekund indså han at hun havde sagt noget lignende før... Blikket blev hængende lidt endnu.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange hun havde kommenteret på Williams uvane med at vippe på stolene. Men af en eller anden grund havde det en unægtelig charme over sig og hun fangede sine mundvige i at sitre over det nostalgiske i øjeblikket.

Øjenkontakten fik lov til at blive, varede i sekunder. Eller var det minutter? Det føltes som en evighed, før hun formåede at tvinge det tilbage til papirene foran sig.

[William Knight]

Noget ved blikkenes dvælende sammenstød vækkede fornemmelser i Liam som han havde forsøgt at fortrænge i hvad der - for et ungt menneske - virkede som flere år. Det var dé fornemmelser der hev en del besvær med sig da Gillian endelig så væk fra ham, og han måtte tvinge sig selv til at følge trop.

Endnu en evighed gik og han fik kun placeret få stempler. Med dokumenter og blæksætninger der ikke rigtig hang fast. Og så vippede stolen igen.

"Så øhm... det kan være at vi bliver rigtige kolleger en dag." Hold kæft Liam...

[Gillian C. Fudge]

Hjertet hamrede i brystet og Gillian kunne mærke sine kinder blusse, så hun holdt omhyggeligt krøllerne foran sit ansigt i et håb om, at William ikke ville bide mærke i det. Det virkede ikke direkte urealistisk. Han havde mange talenter, men årvågenhed havde aldrig været en af dem.

Ordene fik hende til at rynke brynene og hun glemte alt om, at hun egentlig ikke ville kigge på ham. Lyse øjne fandt hans.

"Ja, det er muligt," konstaterede hun i et håb på at lyde nøgtern. "Ved du, hvilken stilling, du vil søge efter lærlingetiden?"

[William Knight]

Knuden i brystkassen ville nok ikke forsvinde forløbelig. Og Williams tendens til at snakke den akavede stemning væk var uden sidestykke. Erfaring havde ofte været overbegrebet han brugte om sine fejltagelser, men det var måske derfor han ikke blev klogere. For det var ikke så meget Gillians spørgsmål, som hans egen, dumme kommentar, der fik sat ham i en fælde.

"Ikke... sådan konkret," Han undlod at nævne at varulvegrenen interesserede ham umådeligt. "Jeg har noget tid til at finde ud af det."

[Gillian C. Fudge]

Det burde måske ikke overraske hende, men Gillian havde alligevel håbet, at William var blevet bare en smule mere afklaret og voksen på det år, de ikke havde talt. Det var dog ikke første gang, han skuffede hende og hun nikkede blot en enkelt gang uden at røbe det.

"Selvfølgelig."

[William Knight]

Stilheden der fulgte var fortærende. For der var mange ting han ønskede at sige, men som var for selviske at stamme frem. Selvom mange af de ting var undskyldninger for hvad han havde gjort. Og hvad Gillian havde anklaget ham for at tage fra hende. Det havde været så kompliceret at være forelsket. Tilmed forlovet.

"Jeg skal lige spørge min leder om det her dokument," Han lukkede en sagsmappe, selvom han egentlig havde været klar til at stemple den. Men han havde brug for lige at hive sig i nakken.

"Jeg kan hente en kop te med?" Den bitre slags kontoret kunne tilbyde.