Fortidsvision

[Gillian C. Fudge]

Fornemmelser virkede som et børnevenligt ord for følelser og Gillian mærkede det trække i hendes egne. Hun formåede dog at blive siddende og pillede lidt ved lidt i skyggen af bordet.

"Jeg er her ikke for at komplicere noget for dig, William. Jeg vil ikke trænge mig på i dit liv. Det kan du også forsikre hende om."

[William Knight]

Liam var omtrent ligeså god til at blotte sine 'fornemmelser', som han var til at sidde stille. Stolebenet skrabede mod trægulvet, da han rømmede sig mere i stolen efter at have disket frem med en form for uspecifik indrømmelse. Han skulle til at forsikre Gillian om at han var klar over at hun ikke var her for hans skyld, da han bed mærke i ordet:

"Hende?" spurgte han, med forundringen tegnet i rynken mellem de mørke bryn.

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede en enkelt gang og vred fingrene en gang mellem hinanden under bordet, før hun igen fik knuget dem fast om skørtet. Det var det eneste, der gjorde det muligt for hende bare at forsøge at forholde sig til William, som om det ikke stadig gjorde ondt, at de havde mistet noget helt specielt.

"Kala," forklarede hun. Hun havde set dem sammen i den skotske landsby nær skolen og havde regnet ud, at de måtte være fundet sammen efterfølgende.

[William Knight]

"Åh," Kom det fra Liam før mørkebrune øjne ramte bordpladen. Han kløede sig over kæben, hvilket kun kreerede flere strøg af stempelblæk. Han havde forsøgt at være diskret med Kala omkring deres møder i troldmandsbyen der, som regel, var endt på et værelse på vildsvinet med en knirkende seng og øl.

"Vi er ikke... altså vi er ikke sammen. Hun er kærester med Ronan Thomas ."

[Gillian C. Fudge]

Nyheden kom bag på Gillian, men det var måden, det fik hendes hjerte til at slå lidt hårdere, der for alvor var problematisk. Hun tog en indånding og prøvede at virke lige så afslappet som før, da hun nikkede uden at ane, hvem det var.

"Undskyld. Jeg antog bare ..."

[William Knight]

Brynene bukkede sig igen da Gillian undskyldte. Samtidig kunne hjernen ikke helt undgå at genafspille de ord hun havde sagt øjeblikke før jeg vil ikke trænge mig på i dit liv, mens han overvejede om Kala var den eneste grund dertil. Om Gillian måske...

"Du skal ikke undskylde," Skyndte han sig så at sige, før han tvang sig selv til lige at tage to sekunder, før han fortsatte. "Vi er bedste venner. Og vi bliver aldrig mere end det." Det var sådan han så på det, nu hvor de havde forsøgt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian anede ikke, hvad hun skulle sige til det. Det var ikke en forklaring, hun havde krav på længere og der gik flere øjeblikke, før hun talte.

"Hvorfor fortæller du mig det?" spurgte hun langsomt og kunne ikke lade være at rykke sig bare en smule længere ud på stolen, nærmere ham.

[William Knight]

Svaret summede ikke ligefrem på tungen, men det var også svært for ham at bearbejde sine egne tanker og følelser nu hvor Gillian syntes at komme lidt tættere på ham. Alle stoleben var solidt plantet på gulvet nu.

"Det ved jeg ikke," svarede han dæmpet og en anelse hæst.

"Jeg synes bare at du... skulle vide det." Dumt. 

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke, at Gillian var komplet blank. Hun havde en rimelig fornemmelse af, hvorfor William syntes, at hun skulle vide det. Men dette var ikke tidspunktet til antagelser. For slet ikke at tale om, at det slet ikke burde betyde noget for hende. Men det gjorde det.

"Ud af respekt for, hvad vi havde ... dengang?" forsøgte hun at gætte, stemmen ikke meget højere end en hvisken, men tydelig at høre i manglen på andre lyde.

[William Knight]

Det var næppe første gang Gillian havde måtte sætte ord på noget Liam ikke selv kunne formulere. Gætteriet nu var skam ikke forkert, men han mente heller ikke at det var dækkende nok. For hvad han havde sagt var næppe kun baseret på respektfulde intentioner. For ønskede han at respektere hvad der var sket dengang, burde han bare lade være med at kradse i den kønne overflade og i den bundne fortid.

"Ja," Bekræftede han dog alligevel, selvom han lød stakåndet og skråsikker. Med bankende hjerte, lænede han sig ubevidst nærmere. Deres stole var allerede tæt på hinanden.

"Også det."

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke første gang, at Gillian så ham sådan, men hun var alligevel overrasket over at høre, hvor påvirket han lød af det. Åndeløst rykkede hun sig ud på kanten af stolen, til bordet begyndte at bore sig ind i hendes mave.

"Også?" spurgte hun forsigtigt, selvom alle alarmlamperne blinkede og hun for længst burde have stoppet samtalen.

[William Knight]

De burde nok begge have stoppet samtalen. Stoppet med at grave i tingene. Liam kunne dog ikke ligefrem finde stopknappen i sig selv. For med hvert søgende spørgsmål fra Gillian, vækkede hver af dem flere 'fornemmelser' i ham.

Hagen blev hævet og sænket en gang i et blødt nik. "Det er lidt svært at sætte ord på hvorfor." Forklarede han så, men noget i blikket var afslørende. Gnisten i det var endnu ikke slukket. "Du ved, at jeg er dårlig til det med...-" Han blev kortvarig distraheret af nærheden, så det sidste ord blev formuleret lidt senere end de andre. "Ord."

[Gillian C. Fudge]

Gillian huskede godt, hvad William selv havde ment, at han var god til. Hvordan han havde sagt langt mere med sine handlinger, end han havde med tøvende ord og lige dér følte hun al længslen i verden efter bare at kunne søge ind til ham.

"Ja, det ..." Hun rystede på hovedet. "Tænk ikke mere på det. Måske vi er ved at være trætte. Skal jeg lave noget te?"

[William Knight]

Liam var ikke komplet sikker på om mere te var en god ide, når han allerede havde svært ved at blive siddende i stolen. Alligevel kunne det måske være sundt at distrahere munden, før han sagde mere.

"Lad mig gøre det," tilbød han så og rakte ind for at gribe hendes kop. Frem for at trække sig tilbage med det samme, kom han til at dvæle ved nærheden igen. Og det efterlod ham åndeløs og sendte et dybt sug gennem brystkassen. Brune øjne flakkede mod røde læber, men han fangede sig i det før fristelsen blev for ulidelig.

Og så rejste han sig op med en kop i hver hånd. "Tilbage om et øjeblik."

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde allerede rejst sig og lukket fingrene om sin kop, og resultatet var, at hun endte med Williams fingerspidser mod sine egne. Kontakten var nærmest elektrisk og efterlod hendes øjne store, som de studerede hvert af hans træk.

Et sekund troede hun, at han skulle til at kysse hende, men før det blev til mere end en anelse, havde han rettet sig op igen. Hun snappede lidt efter vejret og nåede aldrig andet end at nikke, før han var væk og hun stod tilbage, flagrende og en smule stakåndet.

Tungt sank hun tilbage i stolen og prøvede at åbne en mappe, men hun læste ikke et eneste ord.