Fortidsvision

[William Knight]

Luften blev straks trukket ned i de hungrende lunger, da han havde forladt det lille kontor, men nervebanerne føltes stadig sitrende, elektriske og utålmodige. Tryllestaven blev fundet frem fra lommen, og med et svirp blev en kedel med vand sat over. Det gav ham nogle minutter til at samle sig selv, men som lyden af vandet blev mere intens, mærkede han fristelsen boble op mod overfladen. Og så kunne han ikke tåle det længere.

Tomhændet vendte han tilbage til kontoret, skridtede over mod Gillian, trak hende op at stå og forsøgte at møde hendes læber uden at sige et eneste ord.

[Gillian C. Fudge]

Øjnene bevægede sig knapt over papiret og Gillian registrerede ikke for alvor lyden af trin uden for døren i antagelsen af, at det ville være alt for tidligt til, at William kunne vendte tilbage med te. Overrasket så hun op, da døren gled op, men bemærkede knapt, at han var vendt tilbage uden te.

Hendes øjne var store som tekopper, da hun lod sig trække op at stå. Og så var hans læber mod hendes. Hun blev stående lidt, øjnene store, før hun lod dem glide i og lige så forsigtigt gengældte kysset.

[William Knight]

Det første sekund var kritisk. Enten ville hun skubbe ham væk, ellers ville hun måske kysse ham tilbage. Da sidstnævnte viste sig at være tilfældet, mærkede han en før-tabt følelse flakse i brystet.

Selvom hun var forsigtig, var Liam fristet til at være alt andet end det. Savnet sad i måden han kyssede hende på, og snart havde en varm håndflade lagt sig mod en blød kind.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke kysset nogen, siden sidst Williams læber havde været mod hendes og hver nerveende føltes sitrende over kontakten. En dæmpet lyd druknede ikke komplet mod hans læber, men i dette øjeblik var hun ikke så bevidst om det.

Det var så længe siden, at hun rent faktisk havde stået så tæt på et andet menneske, men det det hamrende hjerte havde nok mere at gøre med, hvilket menneske og hun kom til at lukke hånden om hans side, knugede skjortestoffet lidt.

[William Knight]

Fornemmelsen af hendes læber mod sine, sendte ham mange måneder tilbage. Glemte følelser boblede frem til overfladen og pustede gnister under den allerede brændende hud. Det var savn, længsel og et behov for at mærke hende, der fik ham til at trække hende nærmere og mindske afstanden mellem dem.

Den frie hånd krummede sig om hendes liv. Holdt blødt, men bestemt fast, som var han ikke helt sikker på om hun ville smutte ud mellem hans fingre. Det måtte ikke ske. Åndedrættet var tungt og hæst i sekundet der gik, før han kyssede hende igen.

[Gillian C. Fudge]

William var præcis lige så varm, som hun huskede ham og Gillian slap endnu en dæmpet lyd, da han trak hende helt tæt. Hun mærkede en skælven glide gennem sig, men kunne ikke skjule det for ham og det var måske det, der i sidste ende fik hende til at bryde fri af trancen.

"William," indvendte hun dæmpet, selvom hun mest af alt havde lyst til at fortsætte, indtil hun ikke havde mere ilt i lungerne. Men hun blev snart sytten og måtte begynde at være bare en smule fornuftig.

[William Knight]

Liam var ikke klar til at stoppe, men måtte adlyde den sagte indvending. Hånden havde ikke forladt Gillians kind, eller forladt hendes liv, selvom fingrenes greb blev opblødt. Langsomt åbnede han øjnene, læberne endnu ganske tæt på hendes så han kunne mærke det overfladiske åndedræt kilde mod huden.

"Jeg fortryder det ikke." Valgte han så at mumle, overbevist om det var hvad Gillian gjorde. Og hvad der havde fået hende til at formulere en dæmpet protest.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde savnet ham, så det gjorde ondt helt ind i knoglerne, men det kunne hun ikke så godt sige og i stedet forblev hun tavs, læberne ud for hans. Ordene fik hårene til at rejse sig i hendes nakke og hun strammede grebet yderligere om ham med en dæmpet udånding.

"Vi gik fra hinanden af en årsag," hviskede hun, men formåede dog ikke at flytte sig.

[William Knight]

Eftersom hendes hånd ikke forlod ham eller skjortens materiale, vedblev hans ligeledes stadig om hende. Aldrig havde han oplevet noget så intenst som det han oplevede omkring Gillian. Det var altopslugende, hvilket nok også var grunden til at det var så fandens fristende og farligt. Til hendes ord, nikkede han.

"Mere end en." Bekræftede han hæst, uden at det rigtig lød som et modargument til hvad de lige havde lavet.

[Gillian C. Fudge]

Det havde været en kamp at lære sig selv ikke at have behov for William igen, men nu hun var tilbage i hans arme, var det hele tabt på gulvet. Gillian behøvede ham lige så meget, som hun havde gjort det for et år siden og hun lod panden hvile tungt mod hans.

"Vi var ikke rigtige for hinanden," hviskede hun, selvom det føltes mere rigtigt end noget andet, hun havde foretaget sig igennem det sidste år.

[William Knight]

Gillians pande virkede en anelse køligere end hans. Sådan havde det vel altid været. Endnu mærkede Liam hendes åndedræt mod sine læber og den kildende fornemmelse gav ham kun mere lyst til at lukke den minimale afstand mellem dem igen. Han forsøgte at holde sig i nakken.

"Vi havde ikke styr på noget som helst," supplerede han og lukkede øjnene. Duften af hende virkede velkendt og savnet. "Hvorfor skulle det ændre sig nu?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke helt, hvad hun havde håbet på. En retfærdiggørelse af, at det var i orden, at de faldt i eller en grund til, hvorfor det skulle kunne fungere, velsagtens. Hun fik ingen af delene og løsnede langsomt grebet.

"Det er sent."

[William Knight]

Ligesom Gillian, havde Liam håbet på noget andet. At Gillian kunne fortælle ham hvor ændringen lå. At tingene måske så anderledes ud nu, og at afstand havde været godt for dem. At de kunne prøve igen. Modvilligt lod han hænderne falde, da hun slap ham.

"Ja," Brynene rynkede sig og han kunne stadig smage hende på læberne.

"Vil du gerne hjem?"

[Gillian C. Fudge]

At tage hjem var nok det sidste, Gillian havde lyst til. Det var især på grund af muligheden for at slippe væk fra den kvælende stemning i bedsteforældrenes hjem, at hun nød praktikken og hun følte sig næsten lige så ulykkelig over at miste det, som hun var over at glide ud af hans greb igen.

"Jeg vil ikke holde på dig. Hvis du gerne vil hjem, kan jeg færdiggøre resten her og efterlade dem til godkendelse, når du kommer i morgen," tilbød hun.

[William Knight]

Liam vidste ikke om han overhovedet kunne forhandle ansvaret for Gillian under praktikken væk. Selv hvis det bare handlede om et par dage. Desuden, føltes det heller ikke rigtigt at skabe distance når de lige havde været så tæt på hinanden.

Men nu stod de ikke længere på klos hold. Distancen var frustrerende, og det samme var måden hvorpå Gillian kunne snakke praktisk og professionelt, når han selv kæmpede med bare at overveje sagsmapperne og det ufærdige arbejde.

"Du skal ikke være her alene." forsikrede han hende om.